Den geniale finish – Per Højholt HANS HENRIK MATTESEN
Vor tids største helt Per Højholt efterlod sig en ufuldendt roman, som udkommer nu 25 år efter, den blev til. Tre tindrende kapitler nåede at blive færdige, blodpropper og tyveknægte tog resten.
Citat
Hvor påskud gaves foldede vandet sig i kast i lange lave buler, en glasklar muskulatur som røbede sig ved enhver hindring. Da han igen hævede blikket havde hun igen ladet blikket glide bagover med den ene arm over øjnene og den anden strakt ud i det dybe græs. Hun havde spredt de bøjede ben og skrævede bredt og uskønt imod den bagende sol, lårenes skælvende indersider lyste blændhvidt i det mørke græs, kønnets revne skimtedes i det solgennemlyste hårkrus. Det nederste og inderste af hendes balder var synligt i skyggen under kønnet.
Rigtig gode bøger udgives ufuldendte og posthumt. Måske er det endda sådan, at gode bøgers godhed vokser ad den vej, for når værket ikke er færdigt og forfatteren død, skabes der helt automatisk en masse virak rundt om bogen, og dermed en masse merbetydning at gisne og snakke om. Litteraturhistorien er fyldt med eksempler på, hvordan bøger er blevet til decideret sociale begivenheder på den måde.
Der hører en masse virak med til Per Højholts ufærdige roman HANS HENRIK MATTESEN, som nu udgives tre år efter forfatterens død. Højholt gik og puttede med bogen fra starten af 1980’erne og frem til sin død. Indholdet og rygter om indholdet lod han sive, og gav dermed mytologer masser af stof at arbejde med. Hverken den anden hemmelige roman AURICULA, der udkom i 2001, eller HANS HENRIK MATTESEN nåede at blive færdige, og godt det samme for som Højholt selv fastslog, så er de to romaner først og sidst tænkt som definitivt ufuldendte.
Til den nøje kontrollerede plantning af foromtaler, kommer så det uhyrligt velanbragte tilfælde, at en række skitser til to planlagte kapitler af HANS HENRIK MATTESEN blev stjålet fra et pengeskab sidste efterår, til stor mediebevågenhed og angiveligt af intetanende lømler. Det er næsten som var tilfældet tilrettelagt af forfatteren, for tænk engang: Manuskriptet blev måske smidt over skulderen af en flygtende tyveknægt og ligger nu i sin sørøverkiste på bunden af Damhussøen.
Tyveriet er ærgerligt, men også kærkomment i forhold til HANS HENRIK MATTESEN som konceptuel begivenhed. Alt er blevet, som det skal være i den nye 3/5-færdige bog, og hvordan er så det? Romanen er bygget op som en lang kæde af fortættede scener, der snarere skaber lokale brændpunkter end egentlig fremdrift. I lange og oplæssede sætninger, der blærer sig i ordforråd og grammatisk overskud, introduceres vi først til Ole Mattesen og siden til sønnen Hans Henrik Mattesen.
Slag i slag hører vi: om det latinske leksikon, som Ole i god tro læser fra side ét og fremefter; om det kæmpestore ord ACERVUS, som Ole skriver med sin såmaskine hen over en hel mark; om en stork, der nødlander på selv samme mark; om HHMs epifanilignende opdagelse af og radering i faderens kæmpestore ord; om 1950’ernes B-film herunder deres postmoderne sammenfald med Bibelens fortællinger; om HHMs mislykkede frisure; om teologisk ævl fra HHM; om HHMs indestængte libido, der foldes HELT ud på bogens sidste ti sider, hvor hovedpersonen tilmed pludselig befinder sig i en illusorisk udgave af Marcel Duchamps dunkle installation ‘Étant donnés’.
Alle disse scener kommer læseren i møde i en lang og æggende tekstsmøre, der dvæler ved detaljen og præciserer den med formidabel æstetisk brillans. Det er lyrik forklædt som prosa, og det HHM, udlånt som han blev til blindgyden ’Rosens signatur’ i 1982, siger om mesteren Bertel Thorvaldsens arbejde, kunne passende rettes mod mesteren Højholt:
– Han var stået op, mesteren, fra sit sygeleje for at inspicere sine mange medhjælperes arbejde og ikke mindst for at tilføje fire af disse den geniale finish, der havde lagt Europa for hans fødder.
Jeg ligger for fødderne af den finish Højholts prosa besidder, og med HANS HENRIK MATTESEN er det uafvendeligt: Finish.