Den grusomme lille mand – Sofi Oksanen DA DUERNE FORSVANDT
Endnu en gang åbner Sofi Oksanen op for et stykke grufuldt estisk historie. Læseren føres gennem en labyrint af svigt, egoisme, skam og samvittighedskvaler.
Citat
Et kort øjeblik forestillede han sig, hvordan det ville være, hvis han en skønne dag fik et arbejdsværelse som det her, sin egen afdeling, hvor man, idet man trådte ind på gangen, følte, at man betrådte magtens korridorer, og hvor trækken fra kælderen susede andre om anklerne, men ikke ham. Han ville lade kontormedarbejderne bruge den gamle personaleelevator og selv kun bruge hovedelevatoren, han ville have nøgler til alle rum, kommunikationscentret, filmarkivet og kældrene. Hver eneste besked, som den hakkende fjernskriver, der kørte natten igennem, spyttede ud, var hans. Alle borgeres liv.
Identitetsforviklinger af både personlig og politisk karakter udgør handlingen i Sofi Oksanens seneste roman, DA DUERNE FORSVANDT. Som i Oksanens RENSELSE er scenen sat i Estland før, under og efter Anden Verdenskrig. Roland er forlovet med Rosalie, og Rosalies kusine Juudit er gift med Rolands fætter Edgar. Fortællingens perspektiv flytter sig rundt mellem Roland, Juudit og Edgar. Som modifikationer af den gode, den onde og den grusomme er de nærmest stereotyper på krigstilstandens moralske positioner. Roland er den nationalistiske frihedskæmper, som længes efter det simple landliv. Juudit den passive medløber, styret af sine drifter og personlige behov. Hendes karakter mildnes af, at kærligheden er hendes motiv, og af at hun trods alt har visse moralske skrupler. Da hun forelsker sig i en SS-officer, sker det ikke uden skammens skurren i bevidstheden.
Edgar er på sin vis romanens hovedkarakter, og hans fortælling er inspireret af den historiske Edgar Meos, som under skiftende identiteter arbejdede for både nazisterne og KGB. Romanens Edgar påtager sig først identiteten Fürst, senere kammerat Parts. Hans kamæleontilværelse er styret af en tilsyneladende samvittighedsløs magtiver inden for totalitærregimets rammer, og han bevæger sig i skyggerne af skiftende besættelsesmagters fald. På romanens første sider dukker han således op blandt de estiske skovbrødre, som kæmper for et frit og selvstændigt Estland under den sovjetiske besættelses åg. Men når bolsjevikkerne fordrives af nazisterne skifter han ham og indsmigrer sig blandt ledende nazister. Senere, da tyskerne jages på flugt af de tilbagevendende bolsjevikker, rejser han sig som en anden Fugl Fønix fra koncentrationslejrenes askeskyer og indtager på ny en politisk position – denne gang som sovjetisk forfatter.
Via sin noget tvivlsomme litterære dramatisering af de nazistiske forbrydelser håber Edgar at indynde sig i den sovjetiske elite. Hans arbejde som forfatter giver ham samtidig mulighed for at omskrive fætteren Rolands handlinger til sine egne, og således vendes forbrydelser til heltedåd, og heltedåd til forbrydelser.
Gennem Edgars værk peger Oksanen på enhver historieskrivnings relative sandheder. Samtidig er Edgar og hans manuskript inkarnationen af Estlands stormfulde politiske historie, som undflyr enhver simpel opdeling af forbrydelser og heltedåd. Oksanen gør nu alligevel et forsøg. Edgar er ingen helt. Med sin samvittighedsløse stræben efter anerkendelse og magt er han det tætteste romanen kommer på en skurk. Men hans skurkekarakter er banal, for nu at låne et udtryk fra den tyske filosof Hannah Arendt. Der ligger ingen ideologiske betragtninger bag hans handlinger. Alt han drømmer om er anerkendelse, og fra hvilken side den kommer, er knap så vigtigt. Derfor er han, på trods af sit bidrag til de totalitære systemers forbrydelser, svær at dømme.
Det er det, der efter min mening, er både et problem og et virkningsfuldt greb i romanen. Edgar forbliver en overfladekarakter, hvis handlinger man aldrig helt kan forholde sig til, på trods af de mindreværdskomplekser der antydes i forhold til fætteren Roland. Han er en inkarnation af et lands skiftende politiske identiteter, og af magtliderlighed og banal ondskab. Hans handlinger beskrives nøgternt, som de praktiske foranstaltninger, de er i hans egen optik. Og heri ligger det virkningsfulde greb, som også er bogens vigtigste pointe – at drivkraften bag totalitære forbrydelser ikke (kun) kommer af en afsindig ideologis ondskab. Den er er i lige så høj grad drevet af små mænds jagt på værdighed og anerkendelse.
Forventer man en smertelig indlevende personskildring, findes det kun til en vis grad i DA DUERNE FORSVANDT. Edgars kone Juudit og deres mislykkede ægteskab er et eksempel herpå. Oksanens roman er først og fremmest en nøgtern beskrivelse af magtens og forbrydelsernes drivkraft, og de handlemønstre der ligger bag, både i krig og i kærlighed.
Sofi Oksanen kan opleves på Louisiana Literature d. 22.-25. august.
