Den indre fjende – Max Brooks WORLD WAR Z
De levende døde går (vakler) igen, denne gang på skrift. Max Brooks fiktive dokumentar er lang, men ikke langtrukken. Den er grum, men ikke vulgær, og så handler den om meget mere end zombier.
Citat
Alle menneskehære har brug for forsyninger, men det havde deres hær ikke. Den var ikke afhængig af mad, ammunition, brændstof, ikke engang vand at drikke eller luft at indånde! Der var ingen infrastruktur at sprænge i luften, ingen depoter at ødelægge. Vi kunne ikke bare omringe dem og sulte dem ud eller vente på at de langsomt døde. Hvis man spærrede hundrede af dem inde i et rum og lod dem blive der i tre år, var de stadig lige så dødbringende når man lukkede dem ud.
Zombien er egentlig ret kedelig når man først har lært den at kende. Den bevæger sig langsomt, har ingen intelligens, og dens forrådnede krop er rimelig let at gøre kål på. Ofte er zombien i sig selv heller ikke det interessante ved genren. Zombien som symbol er ikke ligegyldig, men den egentlige kompleksitet opstår blandt de levende, som kæmper for overlevelse i kadavernes ragnarok. Zombien og undtagelsestilstanden er derfor tæt forbundne. I Max Brooks roman, WORLD WAR Z, er fokus flyttet fra den frådende zombie som symbol, til de mennesker der forsøger at redde de sidste rester af den verden, som de levende døde med dyrisk drift har overtaget.
WORLD WAR Z er dokumentationen af en forestillet verdensomspændende katastrofe. Den er fyldt med stemmer fra hele verden, som beskriver zombiekrigens forløb. En egentlig hovedperson er der ikke, eller også er han i hvert fald skjult bag den anonyme interviewer, som indhenter de forskellige personlige erfaringer og lader dem danne en optegnelse over katastrofens og krigens udvikling. Hvis man kan tale om et narrativ, består det i en overordnet kronologi af undtagelsestilstandens stadier, som binder disse erfaringsfragmenter sammen. Det starter med advarsler om de første udbrud, derefter følger panikken, og til sidst, i romanens sidste tredjedel, den endelige krig, og de levendes tilbageerobring af Moder Jord.
Max Brooks roman er mere et dystopisk tankeeksperiment end en bloddryppende horrorfiktion. Den er højaktuel i en tid, hvor terror af både vestlig og islamistisk karakter ikke kun har føjet en konkret trussel til den globale bevidsthed. Terrorkrigens retorik har også fået symbolsk betydning for vores fjendebilleder. Zombien er en fjende der kommer indefra. Familiemedlemmer og venner transformeres til inkarnationer af ren, rå dyriskhed. Det bringer den symbolske umenneskeliggørelse helt tæt på.
Brooks indfører et nyt fænomen, quislinger, som er det mest konsekvente eksempel på dette etiske dilemma. Quislingernes adfærd er som de levende dødes, men deres fysiske tilstand er stadig som et levende menneske. De er ofre for en slags Stockholm-syndrom:
-De er altid tiltrukket af det de er bange for. I stedet for at gøre modstand mod det, ønsker de at behage det, slutte sig til det og være som det.
Nogle af disse quislinger indfanges i et forsøg på resocialisering, andre likvideres. Det siger noget om, hvordan krigsførelse fungerer; der er altid nogen der træffer beslutningen om, hvem det er værd at redde, og hvem der er en trussel mod de andres overlevelse. Brooks’ karakterer får ikke rigtig formuleret denne etiske problemstilling. De er fanget i fremmedgørelsens retorik: ‘Der var ingen gråzoner eller kompromisser i denne kamp’.
I stedet for at udfolde det etiske dilemma, har Max Brooks valgt at fokusere på de politiske og militære beslutningsprocesser. WORLD WAR Z er ikke direkte politisk, men der er helt klart en underliggende civilisationskritik til stede i romanen. For eksempel er en amerikansk kulturrevolution en del af regeringens krisehåndtering:
-En stor del af vores undervisere var førstegenerationsindvandrere. Det var folk der forstod at tage vare på sig selv, de der vidste hvordan man kunne udnytte den smule man havde så den slog til.
Det kan virke som en spøjs bevægelse at hente et så udpræget filmisk fænomen som zombien ind i litteraturen. Når det fungerer, er det fordi zombierne kun beskrives ganske lidt og forholdsvis diskret. Det er mennesket og civilisationen, der er i centrum. Zombieudbruddet er den ultimative undtagelsestilstand. Det er samtidig også et vendepunkt i den menneskelige civilisations historie, på ondt, men også på godt, som en af stemmerne, Joe Muhammed fra Washington, påpeger:
-Uanset hvem i verden man taler med, har vi alle sammen delt den samme meget voldsomme oplevelse.
Den fiktive dokumentar er en interessant form. Den udfordrer de vante forståelsesrammer, både formmæssigt og indholdsmæssigt. Havde den blot ikke været så lang. 440 sider er meget, når der ikke er nogle fortløbende personlige narrativer, og de krigstekniske detaljer spænder ind imellem ben for den flydende, indlevende læsning. Har man god tid, kan det dog klart anbefales at vakle gennem mørket. Mulighederne ligger, måske, på den anden side.
