Den irriterende bagside og den gode Villy Sørensen – Kasper Støvring DET ETISKE KUNSTVÆRK
På trods af en omfattende mængde sekundærlitteratur om Villy Sørensens forfatterskab, overses den poetik som måske er hjørnestenen heri, tit til fordel for de mere politiserede skrifter fra forfatterens hånd. Med sin bog, DET ETISKE KUNSTVÆRK, søger litteraten Kasper Støvring at råde bod herpå, selvom bogens bagside lover noget helt andet.
Ligesom salig Per Højholt sagde at man skal holde sine metaforer i kort snor når det kommer til digte, gælder det samme klichéer når det kommer til anmeldelser.
Hermed er jorden gødet til alligevel at indlede denne anmeldelse med en af den litterære verdens mest slidte flosker – den med at man ikke må dømme en bog på omslaget. Og hvorfor så det?
Fordi forlagene har en mildest talt irriterende tendens til at ville gøre deres nyudkomne bøger så aktuelle som mulige, om indholdet af den pågældende bog så berettiger til det eller ej. Således lyder det bag på Kasper Støvrings bog om Villy Sørensen:
Det er en almindelig antagelse, at Villy Sørensen var kulturradikal […]. Kasper Støvring argumenterer med udgangspunkt i DIGTERE OG DÆMONER for, at digterfilosoffen i stedet var kulturkonservativ, på én gang modernist og traditionalist.
Hermed gøres DET ETISKE KUNSTVÆRK til et partsindlæg i den tilsyneladende ever ongoing kulturkamp, og tilmed til et temmelig kontroversielt et af slagsen, al den stund Villy Sørensen indtager en kanonagtig status, ikke mindst blandt den intellektuelle (kulturradikale) elite herhjemme.
Det er for så vidt fint nok at rokke lidt ved de etablerede forestillinger, og i øvrigt fuldstændig korrekt at påpege Sørensens kulturkonservative inspirationer. Problemet er bare, at bagsidens manifestagtige formuleringer stjæler opmærksomheden fra det der er bogens og Støvrings egentlige ærinde: at vise, at Villy Sørensens poetik (refleksioner over det at digte) i almindelighed, og hans poetologiske hovedværk, DIGTERE OG DÆMONER, i særdeleshed, er på fuld højde med klassiske poetikker som f.eks. Søren Ulrik Thomsens og førnævnte Per Højholts. Det er som sådan Sørensens poetik fortjener opmærksomhed, og det er primært denne opmærksomhed Støvring viser med sin bog.
Udgangspunktet for Sørensens poetologiske overvejelser, og derfor for Støvrings værk om samme, er det altomfattende fald. Værdisammenbruddet som senest indtraf i tiden omkring de to verdenskrige hvor den liberale, borgerlige humanisme spillede fallit, med et nihilistisk barbari til følge. Det er dette fald Sørensen via en kierkegaardsk inspirerede stadielære som Støvring fint fremlægger, søger at forsone sig med. Med udgangspunkt i en række forfattere som bl.a. tæller Bjørn Poulsen, Harald Kidde, Thomas Mann og Hermann Broch, viser Støvring hvordan Sørensen søgte at indkredse det etiske værk, som formår at skabe fuldgyldige fortolkninger af det traumatiserende fald og skitsere en farbar vej ud af værdikrisen.
Således kan alle de forfatterskaber Sørensen gennem sit samlede forfatterskab beskæftiger sig med, ifølge Støvrings tese, placeres på et af de tre stadier (hhv. det æstetiske, det dæmoniske, det etiske) der fremlægges i det tidlige hovedværk DIGTERE OG DÆMONER. Hovedafsnittet i DET ETISKE KUNSTVÆRK bliver derfor kapitlet om stadielæren, hvor Støvring læser Sørensens egen litterære kanon ind i stadielærens mønster. Her kan læseren så selv muntre sig med om man selv ville have placeret de enkelte forfattere anderledes.
På trods af der til tider kan være en tendens til lidt for meget citeren af Villy Sørensen og lidt for lidt analyse af hvad han egentlig siger, afdækker Støvring grundigt og sagligt de begreber, tankestrømninger og kilder Sørensen – ofte implicit – funderer sin tænkning på. Det er også i den forbindelse den kulturkonservative tråd indimellem dukker op. Og det er her det efter undertegnedes mening bliver rigtig interessant.
Det er her formuleringerne for alvor bliver skarpe og tonen passioneret, ikke mindst i Støvrings diskussion af den omfattende sekundærlitteratur, der alt for entydigt gør Villy Sørensen til kulturradikal hoffilosof. Men det er altså ikke her bogens tyngdepunkt er, og bogens bagside synes mere at pege frem mod noget der (forhåbentlig) kommer fra Støvrings hånd, end tilbage mod den bog der reelt foreligger. Og det er der ingen grund til. DET ETISKE KUNSTVÆRK kan fint anbefales i sig selv – kulturkamp eller ej.
