Den konventionelle kærligheds kriser – Anne Lise Marstrand-Jørgensen KONVENTIONER
Under den eksplicitte genrebetegnelse Kærlighedsroman har Marstrand-Jørgensen begået en fin odysse ud på kærlighedens veje og – i sandhed – vildveje. Det er gjort så godt, at det slår tilbage på læseren, som må finde sig i at få sine mindre flatterende sider eksponeret.
Det begynder i en lufthavn. Den innovative bølgeforsker Izak venter på et fly og ser en kvindelig medpassager, Helene, som han partout må tage kontakt til. Ved ankomsten til København drikker de kaffe sammen, og der er dømt Kærlighed ved første blik. Vi følger nu Izak og den verdensberømte cellist Helene, mens de lærer hinanden at kende, introduceres for venner og familie, flytter sammen og knytter stadigt stærkere bånd. Og vi følger dem i deres jalousi, deres drømme om tidligere partnere, deres smålige hverdagsskænderier og den enes homoerotiske utroskab. Nogen formel for lykkelig og ukompliceret kærlighed finder man ikke i KONVENTIONER, men et billede af, hvordan kærligheden oftest gebærder sig, projiceres knivskarpt ud på bogens sider.
Udover det stormfulde kærlighedsforhold mellem Helene og Izak optræder kærligheden, som den kan se ud mellem far og datter, mellem venner, mellem veninder. Kærlighed til musikken, kærlighed til forskningen, kærlighed til sproget. Genrebestemmelsens Kærlighedsroman (JA! Endelig en bog, som stolt vedkender sig et genretilhørsforhold. Mere af det!) bliver dermed altomfattende, da den ikke blot leverer en medrivende fortælling om forelskelse, men også viser kærligheden på en dårlig dag. Og kærligheder af forskellig slags og størrelse. Der er ikke meget lykkelig lægeroman over den, men er der det over virkeligheden?
Bogens jegfortæller Nilen, en gammel ven af Izak, bryder (lige lovlig) tit ind med anekdoter fra sit eget liv, selvom hans udtalte intention er at fortælle historien om Izak og Helene. Han erkender dog undervejs, at han spejler sig i sine venner for at forstå sit eget turbulente kærlighedsliv, som kræver endog temmelig udførlige forklaringer. Beretningerne om Izak og Helene og om Nilens utro-lige eskapader samt de sideløbende fortællinger om Izaks psykisk syge søster i Polen, Izaks datters forældreopgør og den enarmede tangedanserinde Joy – Helenes sidespring – forbliver uudfoldede. Og det er en skam, når der nu var lagt i ovnen til en velovervejet og indsigtsfuld tour de fource gennem kærlighedens verden.
KONVENTIONER ender selv i læserens transithal som en lun erindring om et flygtigt og lovende møde, der desværre ikke kunne leve op til sine egne forventninger. Men det var sjovt så længe det varede.
