Den litterære bitterfisse – Virginie Despentes VI SES I HELVEDE
Fransk thriller slash samfundskritik lander et sted mellem intellektuel ungdomsroman og litterære bitterfisseudbrud.
Citat
Franskmændene har brug for at opleve fattige, der ikke fornærmer dem. De ved godt, at hvis de kørte en pansret bus gennem forstæderne for at nyde synet af de fattige dér, ville bussen blive brændt af. Det gør dem frustrerede: Al denne fattigdom, som de kunne have ondt af, give en skilling og nogle gamle klude. Men de fattige dér er ondskabsfulde. Det gør det kompliceret at være barmhjertig kristen.
I foråret 2011 da Dominique Strauss-Kahn-skandalen rullede verden over og fik feminister til at hive det tunge skyts op af de røde strømper, bidrog den franske forfatter og instruktør Virginie Despentes med et indlæg i The Guardian. Her nævner hun indledningsvis, at Frankrig er et land, hvor der er masser at hidse sig op over. De endeløse debatter om islam, skolernes og sundhedssystemets forfald, politiske skandaler, politivold – for bare at nævne nogle få.
I Despentes nyeste roman VI SES I HELVEDE bliver det da også hurtigt klart, at vreden er et brændstof, som flyder frit i den franske successkribents årer. Scenen bliver sat med modløshed hos den thirty something privatdetektiv Lucie, der hverken er dygtig til sit arbejde eller begejstret for det. Hun bliver sat på sagen om at finde en halvberømt forfatters forsvundne teenagedatter Valentine. En opgave, hvor det hurtigt viser sig nyttigt at alliere sig med underverdenens hårdkogte, lesbiske freelancehåndlanger Hyænen.
De to kvinder sætter på en rejse, der bringer dem vidt omkring i det franske samfund, hvor alle karakterer lige fra teenagere, immigranter til midaldrende hvide mænd er præget af kynisme og masser af håndfaste beviser på verdens onde fodlænker, der tynger hver skridt på livets vej. Vi følger jagten på Valentine i Paris og Barcelona krydret med længere portrætter af hendes far Francois, stedmoderen Claire og andre udvalgte personer.
Despentes tegner sine karakterer og pointer med filmisk overfladiskhed, der får en til at overveje, om bogen er ment som en ungdomsroman. På trods af de uddybende portrætter spredt over hele fortællingen, kommer ingen af personerne nogensinde rigtigt ind under huden. Tit får man den tanke, at bogen ville fungere bedre som film. Som en hurtig thriller, hvor de kvikke replikker og den fortyndede samfundskritik bliver båret oppe af filmmediets visuelle muskler.
Som roman bliver VI SES I HELVEDE et utilfredsstillende drama, hvor persongalleriet alt for ofte bliver en slags bagtæppe for Despentes’ episodiske rants. Her knytter hun næverne mod middelklassen, Frankrig, heteroseksualiteten, racisme – you name it. Hendes kritik er uden tvivl lige i skabet, men hun bruger den ikke kreativt eller formår at sætte analyser sammen, som giver vrede til eftertanke. De mange samfundshug kommer til at stå og blafre i vinden, og man trækker modløst på skuldrene sammen med romanens andre opgivende skæbner.
Eneste lyspunkt er den opfindsomme og sjove slutning med vaginabomber og Palais-Royal som et fransk Ground Zero. VI SES I HELVEDE fremstår som et tyndt indspark, der får den franske forfatterkollega Michel Houllebecq til at ligne et litterært geni. I hendes artikel om Strauss-Kahn sagen i the Guardian viger Despentes udenom afmagt belagt med raseri og imponerer med et intelligent og nuanceret blik på skandalen. Gid hun også havde sluppet den del af sit talent løs her.
