Den magiske formel, der mislykkedes – Haruki Murakami EN VILD FÅREJAGT
Den japanske forfatter Haruki Murakami skriver sine værker efter samme grundopskrift. Det plejer der at komme geniale og enestående romaner ud af. Men i EN VILD FÅREJAGT mislykkes hans magiske formel desværre delvist.
Den japanske forfatter Haruki Murakami mestrer en sjælden kunst. Han kan skrive den ene roman efter den anden ud fra den samme formel, men alligevel hver gang skabe noget nyt og originalt.
Formlen lyder cirka således: En helt almindelig mand lever et helt almindeligt (læs kedeligt) liv, indtil han en dag bliver forladt af sin kone, hvorefter han møder en ny og mystisk kvinde, som får ham indblandet i en endnu mere mystisk og ofte decideret magisk sag, der ændrer hans liv radikalt.
Sådan kunne man kort opsummere handlingen i såvel NORWEGIAN WOOD fra 1987, der er en pendant til den europæiske dannelsesroman og efter sigende standardlæsning i japanske gymnasier, som i den geniale, surreelle og udknaldede monsterroman fra 1995 TRÆKOPFUGLENS KRØNIKE. Også EN VILD FÅREJAGT fra 1996, der netop er udkommet på dansk, følger dette spor.
Romanens navnløse jeg-fortæller er blevet forladt af sin kone, keder sig på jobbet og forsøger derfor i apatisk desperation at opdyrke kedsomheden, så den bliver en kunstform. Mødet med en pige med nogle helt særlige ører og et brev fra en gammel ven får ham imidlertid involveret i en hemmelighedsfuld sag om et får med en stjerne på ryggen. Den japanske Joe forvandles lynhurtigt til handlingskraftig detektivtype, som modigt kaster sit gamle liv bort og begiver sig ud for at løse mysteriet. Og romanen går fra at beskrive det enkelte liv til at beskæftige sig med hele det japanske samfund og Japans historie.
EN VILD FÅREJAGT er således på mange måder et klassisk Murakami-mysterium, og som i hans øvrige forfatterskab er også denne roman en blanding af hverdagsrealisme og magisk realisme med træk fra detektivromanen, et stænk af filosofi og fyldige både konkrete og symbolske referencer til Japans historie. Denne gang fungerer Murakamis magiske formel imidlertid ikke helt.
Handlingen virker for konstrueret, den nationale allegori bliver for tydelig, og symbolerne er for didaktisk gennemførte. Historien er simpelthen ikke lige så god som i Murakamis øvrige romaner, men derudover er den danske oversættelse også for dårlig. Det danske finder ikke et passende leje, men svinger fra arkaisk kulturtilnærmelse (japanerne spiser i denne roman både vanillekranse og smørrebrød?) til popsmart amerikanisering (der drikkes ikke colaer, men Cokes…). Til slut kan man undre sig over, at romanen er oversat fra den engelske udgave i stedet for direkte fra japansk, det har hverken gjort oversætterens arbejde nemmere eller oversættelsen bedre.
Til trods for kritikken er dette en varm anbefaling af Murakami. Han formår som en litteraturens David Lynch at gøre det hverdagslige mytisk, og at beskrive det magiske, så man lever sig ind i det. Derfor: læs Murakami, men lad være med at begynde ved EN VILD FÅREJAGT.
