Den miserable forstadsvampyr – John Ajvide Lindqvist LAD DEN RETTE KOMME IND


Vampyrskikkelsen udvikles og fornys i denne svenske bestseller, hvor nattens børn opererer i socialrealismens tegn og sætter tænderne i forstadens absolutte bundfald.

Vampyrer er ikke, hvad de har været. Der var engang, eksempelvis i Bram Stokers klassiske DRACULA (1897), hvor vampyren var identisk med utvetydig ondskab, umenneskelighed, frygt og hårrejsende splatter. Hvor vampyren kort og godt kunne klassificeres som noget, Fanden havde skabt. Men tiden har ændret sig, og i dag ser verden anderledes ud. Også for vampyrer.

At dette er tilfældet blev verdens læsere for alvor gjort opmærksom på, da Anne Rice i 1976 sendte første bind af sin vampyrkrønike på gaden, den internationale bestseller INTERVIEW WITH THE VAMPIRE. Her gjorde Anne Rice radikalt op med vampyrskikkelsens notoriske ondskabsfulde, hæslige og debilt savlende ansigt og fremsatte i stedet den påstand, at vampyrer var højt intelligente, poetiske og smukke væsner, der var i besiddelse af menneskelige egenskaber som kærlighed, samvittighed og endog moral.

Man kan tydeligt mærke, at John Ajvide Lindqvist i LAD DEN RETTE KOMME IND har ladet sig inspirere af Anne Rices forestillinger om vampyrer. Flere af de værdier og temaer, som Anne Rice arbejder med, går igen i den svenske forfatters debutroman, hvor vampyren næsten er mere tiltalende end de almindelige dødelige, som skikkelsen vandrer rundt iblandt.

Men der skal nu heller ikke så meget til. LAD DEN RETTE KOMME IND udspiller sig i en trøstesløs forstad til Stockholm, Blackeberg, hvor narkomaner, alkoholikere, pædofile og desillusionerede forældre bor side om side med misbrugte børn og unge, der stjæler, sniffer lim og udøver vold, så blodet løber i stride strømme. Noget er gået galt i forstaden, hvilket romanens personer ofte gør opmærksom på:

– De her bygninger, stierne man går på, pladserne, menneskene, det hele er bare… som en eneste stor forbandet sygdom, forstår du? Det er som om noget er forkert. De udtænkte stedet her, planlagde det hele for at det skulle blive… perfekt, ikke? Og på en eller anden forbandet måde blev det forkert i stedet. Blev til noget lort.

I Blackeberg synes menneskets fortabelse således nærmest at være uundgåelig. Og bedre bliver det ikke, da det kønsløse vampyrbarn Elias flytter til denne helvedes forgård og begynder at tage for sig af forstadens sørgelige buffet af laster og dårskaber.

Det interessante og vellykkede ved LAD DEN RETTE KOMME IND er netop den måde, hvorpå forfatteren formår at sammenflette det socialrealistiske element med vampyrgenren. Vampyren virker i romanen ikke blot som et overnaturligt element, men i lige så høj grad som et symptom på den sygdom og menneskelige lastefuldhed, der præger forstaden. På den måde udvikles vampyrskikkelsen fra blot at være et fantasifoster til at blive et konkretiseret symbol på menneskets mørkeste landskaber.

Ideen og perspektiverne fejler således ikke noget i denne debutroman. Der hvor det skranter, er derimod den sproglige usikkerhed og den manglende redigering, der præger bogen. Romanen er for lang, mange passager kunne med fordel strammes op og nogle helt undværes. Sprogligt er der også lidt for meget cykeltur på Bornholm involveret – det går mærkbart op og ned.

Hvis man derfor kan bære over med nogle sproglige og redaktionelle styrtdyk til fordel for interessante ideer og selvkørende spænding, så kan man roligt ’lade den rette komme ind’ i lænestolen. Hvis ikke, må man hellere få blod på tanden andet steds.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *