Den ondeste paddehat – Hubert Mania KÆDEREAKTION
Hubert Manias bog er en levende og medrivende skildring af atombombens tilblivelse, som formår at tage livtag med umulige teorier og vanvittige fysikere uden at falde i den dårlige formidlings muddergrøft.
Citat
Lige så veltalende og vidtløftig [Robert] Oppenheimer kan være, når det drejer sig om litteratur, filosofi eller hans private malerisamling, lige så kort og koncist formulerer han sig i sine faglige arbejder. Ved afslutningen af sit ni måneder lange ophold i Göttingen har han publiceret syv artikler. […] Han bruger kun tre uger på udarbejdelsen af en afhandling om den fotoelektriske effekt i hydrogen og røntgenstråler. Den 11. maj 1927 forestår den mundtlige del af hans afsluttende eksamen, som han består med topkarakter. Blandt eksaminatorerne er James Franck, der lige har modtaget Nobelprisen. Efter eksaminationen bemærker Franck tørt: ’Det var lige på et hængende hår, jeg slap fra det. Han begyndte at stille mig spørgsmål.’
Det er nok de færreste, som forestiller sig, at det første kim til verdens mest kraftfulde våben blev sået i revolutionsåret 1789. Her står den halvalkymistiske videnskabsmand Martin Klaproth og puster ind i sin vindovn for at få temperaturen op, så han kan smelte den metalliske substans, han har lagt i digelen. Det lykkes ham at udvinde et gulgrønt grundstof af den sorte begblende.
Han giver dette nye stof navnet uran efter Uranus, og han har således intetanende opdaget det stof, som mere end hundrede år ude i fremtiden vil tillade en hær af fysikere at detonere The Fat Man – verdens første atombombe. Denne lange og kontinuerlige kæde af fysiske fremskridt har den tyske forfatter Hubert Mania (i sig selv et navn, der smager af gal tysk fysiker med vilde øjne) sat sig for at skildre, og det er lykkedes ham rigtig godt.
Bogen skydes i gang med et hæsblæsende og bindegalt kapitel om videnskabens sande pionerer, der efter opdagelsen af radioaktivitet uden blusel bestråler sig selv, hinanden og alle andre i nærheden i en nærmest manisk rus af nysgerrighed. Radiumkapsler bæres gladelig på arme og ben, til man stolt kan fremvise sine gråligt væskende strålesår. Den ene fysikers geniale galskab overstråler den andens, men deres opdagelser er verdensomvæltende. Det er dog heldigvis til at følge med, og bogen er hele vejen igennem båret af en medrivende fortælleglæde. Visse passager klinger nærmest lyrisk:
– I de svagt funklende årer og finkornede pletter i et skørt, fedtglinsende brudstykke har Klaproth sågar fundet spor af blågrå blyglans.
Blågrå blyglans, det er nærmest magisk, men det er det meste kernefysik jo selvfølgelig også for lægfolk. Derfor er det også dejligt at have en kyndig rejsefører som Mania, der forstår at komme godt rundt om emnet, uden at niveauet går fløjten. Man mærker, at de uforståelige passager nok snarere skyldes selve teoriernes grundlæggende uforståelighed end forfatterens evner til at forklare dem.
I det hele taget bliver kernespaltning og neutronbombardementer langsomt trængt i baggrunden til fordel for en kærlig og dybdegående beskrivelse af hovedpersonerne på fysikkens verdensscene i den første halvdel af det 20. århundrede. Det er nogle maleriske og meget sympatiske portrætter, der tegnes af koryfæerne, og bogen kan læses for dem alene. Hele miljøet fremstår knivskarpt og fascinerende, og det giver lyst til at vide meget mere om denne utrolige periode i videnskabens historie.
Desværre skæmmes læselysten af en mildt sagt lempelig korrektur. Det er simpelthen ikke godt nok, at man skal trækkes med stavefejl på hver eneste side, og det er en stor tjæreplet på en ellers rigtig god og sprogligt veloplagt oversættelse. Desuden kunne bogen godt have brugt et efterskrift eller et kapitel, der kunne sætte bomben i perspektiv. KÆDEREAKTION slutter meget abrupt med prøvesprængningen af Fat Man. Dermed går man glip af efterspillet, af Hiroshima, Stalins tyveri af bomben, Den Kolde Krig osv.
Det er en skam, men selvfølgelig blot et tegn på at man gerne lige ville læse lidt mere om Bohr, Einstein, Oppenheimer og alle de andre sære snegle. Alt i alt er det en rigtig spændende bog, som man sagtens kan læse uden de store kernefysiske forudsætninger. Man vil stadig være fortrinligt underholdt og intellektuelt stimuleret undervejs.
