Den præcise lyd af havregrød – Sissel Bergfjord MIN MORFARS STEMME


Debuterende afgangselev fra forfatterskolen 2005 Sissel Bergfjord imponerer med roman, der foregår på øde steder – både på landkortet og i den fælles familiære erindring.

Citat

En vipstjert er landet foran birketræet. Den står stille et øjeblik, kun halen bevæger sig op og ned, så hopper den over træets knoldede rødder og piler ind mellem to af stolene. Min mor har forsøgt at bilde os ind, at min morfar er blevet genfødt som vipstjert. Når en vipstjert viste sig foran huset og stod stille, som om den lyttede til os, pegede min mor og sagde: Der har vi bedstefar.

Den knap 30-årige jeg-fortæller, Kajsa, tager alene et par uger op i familiens hytte i Norge for at udfordre ensomheden og grave i den dulgte historie om sin morfar. Det bliver et par mindeværdige uger, hvor familiens historie ender med at blive lidt for levende. I løbet af sit ophold i hytten laver Kajsa ikke så meget andet end det højst nødvendige: saver brænde, koger vand til kaffe og havregrød, sejler i kano og drikker rødvin foran pejsen. Romanens drivkraft skal altså ikke findes i ydre hændelser, men i Kajsas indre liv og de stemninger, som suverænt fremmanes gennem romanens små 200 sider.

Sissel Bergfjord debuterer overbevisende med denne fine og stemningsmættede roman, der efterlader så mange billeder og lyde hos sin læser, at det føles som om man har været der selv. Gennemgående for Kajsa og dermed romanen er et præcist blik for dufte og lyde, jf. titlens søgen efter morfars stemme. Undervejs måtte jeg mindes de gange, jeg selv har hørt

– Lyden af en motorbåd langt nede i bugten, højspændingsledningernes bølgende surren, ekkoet fra et søm, der bankes i en planke et sted på den anden side af søen, eller en spyflues desperate og aggressive summen, dens gentagne små bump mod den lukkede rude. Lyden af et gammelt vindue, som man skal banke på for at åbne, den lyd, det giver, lige når vinduet løsner sig fra karmen. Lyde, som forekommer umulige at beskrive for nogen, der aldrig har hørt dem.

Sådanne præcise og sanselige betragtninger gør bogen til et fint lille katalog over tilstande, stemninger, situationer.

Dertil kommer flere lag af egne og andres erindringer om den familie, der som så mange andre familier bærer på store hemmeligheder. Kajsa afslører den vel nok største og hidtil ukendte hemmelighed om morfaderen, der overlevede anden verdenskrig, men frøs ihjel i søen ved hytten. Familiens historie oprulles undervejs, samtidig med, at Kajsa forsøger at finde sin egen plads i familien. Skægge indslag fra familiens arkiver finder også vej til MIN MORFARS STEMME. Både Kajsas lillebrors skolestil om det tyske slagskib Tirpitz, hvorpå morfaderen blev opereret efter et angreb i krigen og en avisartikel om den radiosender, som morfaderen heroisk indbyggede i en medfanges gebis (!) for at kunne modtage BBC, er med.

MIN MORFARS STEMME er en diskret roman om erindring og selvforståelse ud fra en fælles familiær oprindelse. Samtidig er den en nøjagtig, næsten pertentlig dokumentation af et ferieophold i en velkendt hytte med venlige naboer, hvor fortællerens fantasi mere end en gang spiller hende et puds og gør hele opholdet grundigt uhyggeligt. På trods af, at der stort set ikke sker en pind i romanen, er den elementært spændende på gysermåden, fordi Bergfjord med så sikker hånd indlemmer læseren i den potentielt farlige situation, det er at opholde sig alene uden for lands lov og ret. Men som i andre gode gysere er det uhyggelige latent og foregår i læserens eget hoved. Der foregår til gengæld også en hel del.

Varmt velkommen til Sissel Bergfjord i den danske forfatterskare. Det er en flot begyndelse på et forhåbentlig stort forfatterskab.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *