Den saligste alvor – Ole Sarvig DIGTE


At læse Ole Sarvigs digte er ikke spor sjovt. Men det er bestemt heller ikke meningen!

Digt

SEN EFTERMIDDAG

Det er sen eftermiddag.
Mennesker står,
somom de lyttede.

Det er et tiltrængt og kærkomment udvalg af Ole Sarvigs (1921-1981) digte, Gyldendal sender på markedet udvalgt af Torben Brostrøm og Søren Ulrik Thomsen, som også har leveret forord og efterskrift.

Ole Sarvig var Modernist med stort M og står måske som den reneste repræsentant for Heretica-kredsens digtere. Hans civilisationskritik, hans blomstrende symbolisme og hans kristendom danner tilsammen en tung – uhyre tung – digtning, som det godt kan være svært at læse meget af af gangen, men som til gengæld giver en mættet, koncentreret og rig digtoplevelse når man tager den i små bider.

Ole Sarvigs digtning er et helt univers i sig selv, hvilket man erfarer under læsningen af dette udvalg, der spænder fra debutsamlingen ‘Grønne Digte’ i 1943 til ‘Salmer og begyndelser til 1980’erne’ i 1981. Det er de samme billeder, de samme motiver der behandles igen og igen: Huset-som-menneske, Toget-som-livet, Himlen, Dagen, Grå- og Blegheden, og ikke mindst den altid nærværende Kristusfigur.

Denne gentagelse, denne repetition af temaer og motiver kunne man godt tro ville føre til stilstand og kedsomhed i Sarvigs digtning, men det er så langt fra tilfældet. Som alle store digtere udforsker han billedernes muligheder og belyser og bedømmer sit univers’ bestanddele fra bestandig nye sider. Det bliver aldrig kedeligt i selskab med en digter som Ole Sarvig.

Kristendommen ligger som undertekst i Ole Sarvigs forfatterskab lige fra the-get-go, men den bliver sjældent forkyndende og aldrig missionsk. Bedst er han, når han, som her i digtet ‘Kristus i Kornet’, lader billedet af Kristus stå for sig selv i en helt fantastisk synsmættet og symboltung vision:

Jeg så kornet i nat,
det drømmende korn,
alle menneskeslægters korn og aks
på disse marker.

Jeg så det i morges ved fem-tiden,
da Kristus kom,
den blege time, da børn fødes,
da brande bryder ud.

Det var så smukt. De sov så tyst.
Og Kristus gik som en måne gennem kornet.

Digtet er fra Sarvigs stærkeste digtsamling, ‘Jeg-huset’, fra 1944. Digtsamlingen er en sand milepæl i dansk litteratur, et mesterværk simpelthen, og at (gen)læse den er som at få en greatest hits-samling mellem hænderne: ‘Min Sorg’, ‘Sen eftermiddag’ og ‘Jernbanevogne’ er i al deres dystre metaforik og sortseende livsanskuelse lysende klare eksempler på, at man ikke behøver de store armbevægelser for at kreere stor kunst.

Ole Sarvigs DIGTE er en god mulighed for at få de vigtigste og vægtigste sider af Ole Sarvigs forfatterskab indlemmet i lyriksamlingen. Han er på mange måder så fjern fra vores tid og litteratur, som det kan lade sig gøre, men taler på samme tid med en klar og mørk stemme, der er værd at lytte til, hvis man giver sig hen. Det er ikke grinene og kluklatteren der trænger sig på, når man læser Sarvig, men den store alvor. Men i selskab med Sarvig er det bestemt heller ikke en dårlig ting.

Skrevet af Kristoffer Holm Pedersen

Kristoffer er cand.mag. i Dansk og Moderne Kultur.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *