Forsvar for den negative samfundskritik – Øjvind Larsen DEN SAMFUNDSETISKE UFORDRING
I den moderne tidsalder har vi mistet alle definitive normer, da vi ikke længere har religionen til at konstituere en samlet etik. Dette medfører til stadighed samfundsetiske udfordringer, som skal takles med en kritisk orienteret samfundsetik, ifølge Øjvind Larsen
Hvad skal man mene, når mormor beder en om hjælp til at stille træskoene, fordi hun ikke længere vil leve et uværdigt liv? Eller når en trafikulykke giver mulighed for at redde andre menneskers liv ved af organdonation? Disse problemstillinger er blot et par i det hav af problemstillinger, som den moderne tid har kastet os ud i, mener Øjvind Larsen, forfatter til DEN SAMFUNDSETISKE UDFORDRING.
Problemet er, at vi mangler en almen etik, som kan levere en fælles normativ reference. Med afsæt i dette problem gennemgår og diskuterer Øjvind Larsen de centrale filosofiske, retsteoretiske og sociologiske indlæg i debatten om samfundsetik, fra Kant til Habermas, for til sidst at give sit eget bud på hvad en almen etik kunne være. Dette bud er dog i høj grad sammenfaldende med Habermas’ kommunikative teori.
I hele den politiske filosofis historie (Platon, Aristoteles, Kant, Hegel…) er forholdet mellem etik, politik og ret overvejende blevet formuleret som et positivt forhold, skriver Øjvind Larsen. Således formulerer Kant en universel politik og opstiller gyldighedskriterier for moralsk og politisk handlen, med udgangspunkt i, at staten er udstyret med en moralsk kraft.
Ifølge Habermas derimod, kan man i det 20. århundredes kompleksitet, ikke tage udgangspunkt i en sådan stat. Han tager i stedet udgangspunkt i kommunikationen i det offentlige rum og “Das Nein-sagen-Können”: eftersom det kan være svært at afgøre om noget er rigtigt, kan det mere fordelagtig, at afgøre om noget er forkert.. Øjvind Larsen mener derfor, at nøglen til at forstå Habermas’ teori ligger i negationen, for det er med denne man kan afprøve normernes gyldighed. Dette leder frem til Øjvind Larsens egen konklusion, som er, at det er den levende diskussion og kritik der kan holde det moderne demokrati i live som moralsk orden. Dette er den samfundsetiske udfordring i dag.
Øjvind Larsens ambition med DEN SAMFUNDSETISKE UDFORDRING er er at give en læservenlig fremstilling på et videnskabeligt niveau. Og denne ambition er lykkedes. Bogen har en yderst pædagogisk opbygning, hvor der indledes med en kort sammenfatning af afhandlingen, og hvor de afgrænsede diskussioner er henlagt til noteafsnittet, så man som ikke-kyndig undgår at blive forvirret i forsøget på at forstå de store linjer. Det er dog en forudsætning, at læseren har et vist kendskab filosofi og sociologi. Uden dette vil det være svært at få den fulde forståelse af afhandlingen.
