Den sidste digtsamling – Morti Vizki ALMANAK
Morti Vizkis sidste digtsamling ALMANAK er en nærminimalistisk, afdæmpet digtsamling, som man (desværre) i og for sig ikke behøver at læse.
Det er egentlig en mærkelig ting, at skulle anmelde Morti Vizkis seneste og sidste digtsamling ALMANAK så tæt efter hans død. Ikke fordi jeg har læst forfærdelig meget af ham, jeg kender ham fra enkelte digte og en reklame for en dansk ugeavis, men det kan ikke være gået nogen forbi, hvor ladet med symbolik og betydning det er, når en digter lige akkurat når at færdiggøre sin digtsamling før han dør.
Der bliver uvilkårligt læst en hel del melankoli ind i digtene, som måske/måske ikke var der før, og det har Gyldendal da heller ikke undladt at spille på. Således er bagsidedigtet et af de (måske netop på grund af den her melankoli) bedste digte, nemlig digtet ”X”:
Rede sengen som en soldat
Spise et æble en gang imellem
Skifte kattens vand
Er der noget som livet
Ja, døden
Enkelt og bestemt rørende, og da ikke mindst i kontekstens memento mori-agtige lys.
Selve digtsamlingen består af en række korte og ultrakorte digte, kredsende om naturen, kærligheden, gud og digtningen som sådan. Nogle af digtene har nærmest sloganagtig karakter, men afdæmpede og lyriske slogans, som ikke er beregnet til at slå stort op på en lysvæg, men langsomt at blive læst op og grundet over, som f.eks.: ‘En seng for natten’, ‘Jomfruer i Karlsvognen’, og ‘Kender du savnet af XXX?’.
Denne meget korte form gør ALMANAK til en stille, afdæmpet digtsamling, og det er i høj grad en form der kræver noget tankegods for sådan rigtig at virke. Små korte digte er fantastiske til at få os til at se verden udtrykt på en ny måde, til at samle og fortætte et indtryk i nogle enkelte linier, og det kræver først og fremmest intensitet. Og det synes jeg ikke ubetinget Vizki har i ALMANAK. I stedet sidder man som læser og bladrer igennem disse meget korte digte uden rigtig at blive fanget ind af dem.
Der er dog rigtig gode digte imellem. Udover førciterede ”X”, så digtene ”Nærvær” og ”En gåtur med Far”. Det sidste lyder således:
Ikke ligefrem sprælske / Men lune og intense, går vi i støvregnen juleaften. // Mor står for maden. // Forsigtig taler vi sammen, nærmer os / Kammertonen. Det bliver faktisk / Jul i os. // Der er intet sødt ved det, men agilt. // Han gav mig min første guitar, hinsides / Almindelige argumenters rækkevidde. // Vi går vi går inde i fokus.//
Og der er nogen rigtig dårlige digte imellem, det dårligste nok dette, ”Intervista”:
Hvad laver du så … i dette liv? / Jeg er digter. Så … ikke meget. / Hvad skriver du om? / Mit speciale er tang i vandkanten. Tror jeg. / Sig mig engang er du en påfugl?
Dette sidste digt illustrerer faktisk meget godt hvad der er galt med ALMANAK. Lidt vel oppustet digterposition, kombineret med (falsk?) beskedenhed, det hele rørt godt sammen i en lidt hverdagsagtig ligegyldighed, og så bliver det… ja, lidt ligegyldigt.
Visse af digtene i ALMANAK har mindelser om Dan Turells Li-digte fra ‘Karma Cowboy’, men uden dennes hverdagsagtige messen og nærmest zen-agtige ro. Man bliver aldrig rigtig fanget ind af Vizkis sprog eller det han fortæller og man forlader digtene på nærmest samme måde som man mødte dem.
ALMANAK er ikke nogen meget dårlig digtsamling. Den er bare heller ikke god, og er altså en ret blød mellemvare, grænsende til det overflødige. Og det føles lidt mærkeligt (og så er vi tilbage ved anmeldelsens start) at anmelde den sådan. Det er jo trods alt den sidste digtsamling digteren nåede at færdiggøre inden sin død. Men sådan her er det desværre: ALMANAK af Morti Vizki behøver du ikke at læse.
