Den sidste terpentindrøm – Gyrdir Elíasson VED SANDÅEN
En lille, stille knark har opgivet (by)livet til fordel for tilværelsen som ensom hyrde for en samling ufærdige malerier ved Sandåens bredder. Man kunne tro, det var et manifest om at hengive sig til naturen og kunsten, men det er det ikke, det er kun malerens sidste terpentindrøm.
Citat
Selv om jeg vender hjem uden billede, er dagen ikke helt umulig. Jeg har set to mystiske skovdyr smutte gennem skovtykningen. Og jeg mærker stadig bedre, at jeg selv bare er en ensom skovulv på vej gennem det forgrenede mørke i mit liv.
Træer er et sjældent naturfænomen på Island. Den navnløse hovedperson, som er en bitter gammel knark, gør netop træerne til sine sidste afsjælede muser i natureksilet. Gammel og alene bor han i to campingvogne på en ukendt campingplads. Andre mennesker er samlet i familier og derfor fremmede for ham; ’som om vi knap nok er fra den samme klode’. Selvvalgt udstødt lever han endelig den gamle kunstnerdrøm ud – men uden at tro på den mere, egentlig.
– Det er med mig som med de fleste, der helliger sig hvad der kaldes kunst, de mister deres venner et eller andet sted på vejen, forsvinder ind i sig selv og mener stivnakket og stædigt, at kunsten egner sig til at opveje manglen på menneskelig samkvem.
Men endnu mere end sine afklippede sociale bånd tænker han på den russiske landskabsmaler Ivan Shishkins skovbilleder, der formår at indfange skovens sjæl. Selv evner han det til stadighed ikke, og de sparsomme træers liv fremstår ikke som andet end skygger på lærredet. Ligesom Elíassons enspænderverden kun gør sig tilnærmelser til at være billeder i skriftens trummerum. Man læser sig længere og længere ind i en eksilverden, som måske nok er præget af idyl og skønhed, men som mest af alt gennemsyres af en følelse af ingenting.
Den gamle kunstner har sat sig for at skabe og at lade fortid være fortid. Men han oplever mest af alt sig selv, som han tager sig ud ved Sandåen: alene i en gammel krop. Tomheden omkring jeget når det en gang for alle har sat sig for at være helt sig selv. For hvad er det at være helt sig selv? De dagligdags rutiner, den lille tur i bilen ned til byen, som kommer til at føles som en jordomrejse, selvom det kun er et par kilometers smut. Fællesgraven, hvor en død mand og hans hest ligger begravet sammen er et dagligt udflugtsmål. Den mørkhårede, unge kvinde, som måske er skovfogedens østeuropæiske købekone, måske er en fe, måske er et drømmebillede?
Tiden udvider sig, og mennesket fortaber sig i et dryssende tankeunivers, der søger at fange indtryk ind og omsætte dem i billeder. Men indtrykkene kan ikke fastholdes, de tynder ud og smutter væk for til sidst lydløst at fordufte i campingvognens kvælende, terpentintunge luft.
Jeg tror, at det er en eftertænksom bog, at det er en poetisk bog, at legen med genren pastorallitteratur måske er vigtig. Men jeg er bestemt ikke sikker, for jeg kan ikke mærke det. Som i en klassisk sonate lader forfatteren et stykke litteratur opføre for et instrument, her et lille menneske, der lader sine sidste toner lyde, før de klinger ud. Men den navnløses stemme er rusten, rystende og træt og selve kraftanstrengelsen er for denne anmelder spildt. Sandåen bliver ikke vigtig. For ud af den storslåede skovlugt, det ensomme menneskes sved og ølånde og terpentinens morgentåger kommer der ingenting. Det opløses og tilbage er et lille, bitte stykke å, som man aldrig rigtig hører risle.
