Den søde smag af sorg – Mirja Unge MOD URET
En flyvsk fortælling der fanger ved at indfange sorg og død i et livligt og barnligt sprog.
Citat
‘Når Thora ikke kom ventede hun på at hun skulle komme og når Thora var tavs ventede hun på hvad hun ville sige og af og til var det som om hun var lukket inde i noget som ikke var hende og af og til tænkte hun at havde hun været alene så havde hun gået i andre gader, talt med andre mennesker og sagt andre ting. Havde hun været alene havde hun måske haft andre tanker i hovedet og andre ord på dem.
Den svenske forfatterinde Mirja Unge (født 1973) er affotograferet på omslagets inderflap med viltert og vindblæst hår. Således stirrer hun med store øjne på én, når man bladrer, imens man indfanges i den ligeledes flyvske fortælling. Det tager lige et par sider at vænne sig til MOD URETs til tider ikke-eksisterende tegnsætning og sætningernes lidt klodsede orden. Men derefter stryger man gennem Unges tredje roman, den første der er blevet oversat til dansk.
Hanna er i tyverne og nyligt hjemvendt til sin familie i Sverige efter at have rygsækrejst rundt på Filippinerne. Hendes veninde og rejsepartner, den tatoverede Thora, er druknet ved en ulykke undervejs. Hanna bor først hos sin vegetariske og holistiske mor, men flytter hurtigt hjem til sin bedstemor. Groft sagt er dét plottet, men MOD URET handler i lige så høj grad om, hvor svært det er at forholde sig til savnet, og hvor nemt det er ikke at acceptere tabet. Hanna er i en choktilstand. Såvel hendes seksualitet, som hendes forhold til familiens mange kvinder er svingende, svævende og svære at indfange. Fortælleren leger diskret med grænserne for venskab, kærlighed og omsorg, uden at nogen dømmes eller defineres. En fin finesse!
Har man fobi for hippielignende dyrkelse af naturprodukter, snik-snak om energier, ånder og reinkarnation vil man formodentlig stejle eller stå af undervejs. Der brygges mange kander te og pendulerne svinges ivrigt i MOD URET. Men kvinderne i romanen beskrives med lige dele komik og kærlighed, og man accepterer efterhånden deres særheder. Skepsis fovandles til smil, når den sært charmerende Oma pendulerer sin Jägermeister, eller når mor Marika giver pigerne lov til at spise den chokolade familien har sendt fra Tyskland.
– Marika rodede nervøst i avispapiret fra Die Zeit og det brune raslende silkepapir og hun tog flasker op og glatte poser med karameller og Süssigkeiten und Kuchen og små julegaver pakket ind i blødt papir med silkebånd i hængende rosetter. Det blinkede og glimtede og Hanna og søstrene stod på tå og kiggede og lugtede og pegede, hvad er det der tag det der op.
Det fungerer generelt godt, når personerne lader tyske fraser eller små ord blande sig i deres tale. I det hele taget lever romanen højt på sin henslængte, men samtidig insisterende barnlige fortællestil. MOD URET er famlende og feminin. Fortællingen er sart, men samtidig fortalt med sprogligt underspillet overskud, der som handlingen filtrer flere generationer sammen.
Romanen må karakteriseres som let på trods af sin tunge tematik, hvilket kan ses som en styrke. Der trampes ikke rundt i traumet. Ulykken serveres i stedet langsomt og løbende, elegant indflettet i nutidsplanet. Især takket været Hannas halvsenile bedstemor og hendes særheder bliver MOD URET hurtigt læst – nydt som børn spiser slik.
