Den stille desperation – Christoph Hein I HANS TIDLIGE BARNDOM EN HAVE
Hvem har i grunden overvejet, hvordan det er at være forælder til en afdød terrorist? Det har en af Tysklands store forfattere, og det er der kommet en flot og foruroligende underspillet roman ud af.
Citat
Da telefonen ringede, tog Friederike Zurek den. Det var Heiner, han vekslede nogle få ord med hende, bad så om sin far og talte til ham om et statsligt komplot. Richard Zurek sagde ham ikke imod, han sagde kun, at han ikke forstod noget af det hele.
”De lyver,” sagde Heiner ophidset, ”de har noget, de prøver at skjule, og nu sætter de hele staten ind. Vi kommer aldrig til at kende sandheden.”
Efter telefonsamtalen rejste Richard Zurek sig, gik hen og stillede sig bag sin kone, lagde en hånd på hendes skulder og tog en dyb indånding, som om han ville til at sige noget. Men så tog han hånden væk igen, gik uden et ord ind i sit arbejdsværelse og satte sig ved skrivebordet. Han sad ubevægelig på stolen i en halv time.
Den pensionerede rektor Richard Zureks ordnede liv brast sammen, da sønnen Oliver, fem år tidligere, døde under en skudveksling med politiet. Nogle år inden sin død blev Oliver stærkt engageret i den yderste venstrefløjs politiske ideer, og distancerede sig lige så stille fra både forældrene og sin elskede søster. En dag gik han under jorden for at bekæmpe systemet og dukkede først op igen hin skæbnesvangre dag, hvor han mistede livet. Var det et desperat selvmord eller blev han likvideret af politiet? Var han blot en forvirret idealist, eller var han terrorist?
Olivers død er stadig omgæret af mystik, men hverken staten eller politiet er specielt interesserede i at få omstændighederne klarlagt. Tilbage står så Richard og konen Friederike med en blanding af frustration over ikke at kunne få svar og et ønske om at komme videre i livet. Men der er ingen forløsning i sigte. Alle kender nemlig – gennem avisernes forsider – til sønnens historie, og alle har en holdning til den. Richard er på en gang far til en politisk martyr og en modbydelig terrorist og må blot prøve, så godt han kan, at leve en nogenlunde stabil pensionisttilværelse på trods af omverdenens ekstreme reaktioner.
Richard Zurek er et næsten kedsommeligt normalt menneske, hvis underspillede korrekthed lever op til alle kulturelle stereotyper om en tysker. Det lyder måske ikke som en videre interessant hovedperson, men det er faktisk det, som gør I HANS TIDLIGE BARNDOM EN HAVE så medrivende. De små armbevægelser, den stædige og stolte facade og antydningen af det lurende følelsesmæssige sammenbrud, gør romanen til et stærkt bekendtskab, selvom der, på det ydre plan, faktisk ikke sker det helt store.
Fortælleren, der beretter historien fra Richards synspunkt, udelader mistænkeligt åbenlyse detaljer om sønnens fortid, hvilket har den pirrende effekt, at læseren aldrig helt selv kan tage stilling til terroranklagerne mod Oliver. Den smule man får at vide, bliver leveret i bittesmå rationerede portioner, så spændingen strækkes til det yderste. Det er da også den eneste lille anke, der kunne være mod bogen; historien er måske lige lille nok til at fylde 200 sider ud, selvom de mange små frustrerende dagligdagshændelser fint illustrerer Richards fastfrosne situation.
Christoph Heins prosa er knastør, distanceret og solid som en klippe. Det passer godt til historiens kølige univers. Han skriver i den tyske efterkrigstradition, man – i mangel af bedre ord – kunne kalde en national bekendelseslitteratur. I dette tilfælde er det så Rote Armee Fraktions tvetydige eftermægle hos den tyske befolkning, der illusionsløst undersøges – og her med den originale drejning, at det ses gennem terroristens fars øjne.
Ambitionerne er måske noget mindre end i Heins sidste bog, EROBRING, men læseren får i stedet en lille historie, der på sin egen underspillede facon er både spændende og rystende, og som bestemt er værd at læse.
