Den stille sorgs afmålte skrig – Christel Wiinblad på Roskilde 2009
Christel Wiinblad leverede en på én gang skrøbelig og kraftfuld oplæsning. Og hun høstede ikke kun dagens største bifald ved Lounge-scenen; det lykkedes hende faktisk også at fremkalde lidt stilhed midt i den larmende festival.
Christel Wiinblad blev lidt af et fænomen, da hun for et års tid siden gæstede Mikhael Bertelsen i ’Den 11. time’ sammen med sin bror, Mother Sparrow-forsangeren Jannick Wiinblad. Hendes anden digtsamling, MIN LILLEBROR, har siden solgt over totusind eksemplarer, hvilket er noget nær uhørt for en relativt grøn digter i et land, hvor man ellers skal hedde Benny Andersen eller Inger Christensen for at opnå nævneværdige salgstal.
Hvis man var en af de mange, som så Christel og Jannicks medvirken i ’Den 11. time’, virker den pludselige popularitet imidlertid ikke så underlig. Dette ellers så flotte, hippe og charmerende søskendepar havde en usædvanlig og tragisk historie sammen, og det er den, som serveredes så lyrisk smukt og – frem for alt – foruroligende åbenhjertigt i MIN LILLEBROR, som Christel Wiinblad læste op af fredag formiddag på Lounge-scenen.
Lillebror
Digtene kredser om broderens skizofreni og hans tredje og sidste mislykkede selvmordsforsøg, og de sender hurtigt et koldt gys ned gennem publikumsrækkerne, hvor tavsheden sænker sig, og den afslappede tømmermandshygge for en tid fryser til. Wiinblad står lettere uroligt, genert og med en feminin ømhed og begynder at blotlægge sit livstraume i gennem digtene, der med deres sproglige afmålthed og distance blot kommer til at virke endnu mere sørgelige og foruroligende.
– stormen har smidt/ teglsten og cykler gennem isen/ og knækket den endnu mere åben// end de aflange flænger,/ der om fem måneder vil sidde på langs/ i begge min lillebrors håndled/ fordi han den morgen vil tro på/ at han virkelig mener det (…)
Intim distance
Der er mange nutidige danske digtere, som bruger sig selv og viser privatlivet frem i deres digte, men Wiinblads digte hæver sig i en grad over selvfed selviscenesættelse. Det biografiske begrænser sig til en stringent konstaterende afmålthed, som blot er der for at danne en simpel ramme om det, som det virkelig handler om: de rå og usminkede følelser af afmagt, skyld og frustration. Jannick præsenteres kun for læserne med det på en gang anonyme og smerteligt intime ”min lillebror” eller simpelthen blot ”han”:
– Klokken 07.54.27:/ Nu er det en time siden de kørte/ og der er ni timer og/ fem minutter og fireogtredive sukunder til,/ at han for første gang begynder/ at skrige.
Der er et spinkelt gennemgående spor i MIN LILLEBROR af efterfølgende lettelse, midt i sorgen og den frustrerede vrede over at en person, man elsker, skal gå så forfærdeligt meget igennem. Dette spor gør nu blot digtene endnu mere sørgelige, når man sidder blandt publikum og ved, at hendes bror lykkedes med at tage livet af sig et lille halvt år efter, at digtsamlingen udkom. Ikke så underligt at hyggesnakken forstummedes for en stund foran Lounge-scenen.
