Den største af dem alle? – Jean Edward Smith FDR – FRANKLIN D. ROOSEVELT


En murstenstyk biografi fortæller historien om det 20. århundredes største præsident – Roosevelt – med både beundring og kritik.

Citat

I dag, over 60 år efter hans død, er det på høje tid at se nærmere på Roosevelt igen. New Deal og Anden Verdenskrig fortoner sig måske i en fjern fortid, men verden gennemlever endnu en krise. Den amerikanske nations store ofre er glemt. Så meget desto større grund er der til at tænke tilbage på den frejdige mand, som ikke kunne gå, som ikke kunne stå oprejst uden andres hjælp, men alligevel afklaret og fortrøstningsfuldt ledte USA ind i en fremtid med velstand og fred.

En af de klassiske blindgyder i genren “Den historiske biografi” er, at forfatteren lever og ånder med biografiens hovedperson i så lang tid, at forfatteren risikerer at udvikle et nært forhold til personen. Det kan ubevidst få forfatteren til at forskønne den biografiske historie – det er der talrige eksempler på.

Derfor er det en fornøjelse at læse Jean Edward Smiths portræt af Franklin D. Roosevelt. For selvom Smith ikke skjuler, at han nærer en afdybsgrund beundring for Roosevelt og fremhæver ham som en af de tre vigtigste præsidenter i USA’s historie (sammen med Washington og Lincoln), så går han ikke udenom Roosevelts selektive hukommelse, kreative selvpromovering og de politiske og menneskelige fejltagelser. Et eksempel er, at Roosevelt gav sine folk Carte Blanche til at tvangsforflytte og internere japanerne på den amerikanske vestkyst i 1942, selvom det forfatningsmæssigt og menneskeligt var en højest uheldig handling. Til trods for at Roosevelt af mange betragtes som Amerikas største præsident gennem tiderne, var han altså bestemt ikke politisk pletfri.

Smith går uhyre grundigt frem i sin kronologiske fremstilling. Han går helt tilbage til forfaderen Claes van Rosenvelt, som ankom fra Holland til New Amsterdam i 1650’erne. Herfra går det (heldigvis) hurtigt frem til Roosevelts forældre, barndom og ungdom. Roosevelt var en begavet og socialt vellidt studerende, men selvom han gennemførte jura-studiet på Columbia, vakte juraen ikke passion hos Roosevelt, der skrev “Vi keder os som små, vildfarne lam” i en af sine juridiske lærebøger.

Passionen blev først vakt med de indledende tiltag til den politiske karriere, og selvom biografien skildrer Roosevelts privatliv i en hidtil uset nuanceret grad, så er politikken det naturlige centrum i bogen. Fokus er især på håndteringen af 30’ernes økonomiske krise og 2. Verdenskrig, og her får Smith givet læseren gode forudsætninger for at forstå de verdensomspændende såvel som indenrigspolitiske udfordringer, som Roosevelt stod overfor. Han giver ydermere velovervejede vurderinger af den måde, Roosevelt håndterede udfordringerne på.

Metodisk er Smith desuden upåklagelig. Der er henvisninger til alle påstande, og kilderne bliver vurderet historisk sagligt. Noterne udgør over 100 sider i den næsten 900 sider lange biografi, og man behøver ikke at være historiker for at sætte pris på noterne, som ikke kun er kildehenvisninger, men også sidehistorier og kulørte rygter.

Biografien er samlet set både et imponerende forskningsværk og yderst interessant læsning for alle med interesse i amerikansk historie og politik. For Roosevelt er utvivlsomt den præsident, som har ført USA og verden gennem det 20. århundredes største kriser. Men ikke uden fejltagelser.

Skrevet af Rebekka Byberg

Rebekka Byberg er en knivskarp historiker med speciale i moderne europæisk historie og politik. Men historie og politik er jo ikke alt, så man kan også finde hende hjemme i lænestolen med en skønlitterær bog (fra Lykke-Per til Harry Potter), i biografen (fra Coen-brødrene til Bollywoodbaskere), til en koncert (rock"n"roll) eller på en badmintonbane (fra spektakulær offensiv til systematisk defensiv).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *