Den sure pen – Henrik Nordbrandt DUMHEDENS LØVEFØDDER
Hvorfor er sure opstød fra en midaldrende mand interessante? Fordi de er gennemsyrede af en selvironi og humor, som kun Danmarks digter-ego nr. 1 mestrer til en så latterlig perfektion.
Undertitlen til DUMHEDENS LØVEFØDDER hedder velvalgt ‘Idiosynkrasier m.m.’, for i denne samling af klummer, essays og små historier, bliver der skudt med løst krudt mod mangt og meget. Ikke blot mod Henrik Nordbrandts personlige idiosynkrasier, men også mod fundamentalisme i Tyrkiet, såvel som alle andre steder, og menneskenes dumhed generelt.
På det mindre verdensomstyrtende plan (det idiosynkratiske) forarges Norbrandt over den evindelige vekslen mellem datid og nutid i de danske aviser, sin egen skyldfølelse over at reagere allergisk på malariapiller, det sadomasochistiske foretagende gymnastik, den overdrevne brug af første person ental, mobiltelefoner o.s.v, o.s.v. Umiddelbart ikke noget som Gyldendal behøvede at udgive!
Når dette alligevel er litteratur, som man kan læse med stor fryd(uden nødvendigvis at udvikle en voldsom idiosynkrasi overfor Henrik Norbrandt), så er det fordi, han lader en strøm af selvironisk humor gennemsyre det hele. Han lader det hele tiden skinne igennem, at han ved, han er latterlig. Og denne dobbelthed formår at løfte bogen fra at være irriterende, om end med nogle særdeles rimelige observationer om religion og fundamentalisme, til at blive sprudlende lavmælt humor.
Samtidig bemestrer Nordbrandt også antydningens kunst på det motiviske plan. Små glimt og brudstykker fra barndommen i København og fra det voksne liv ude i verden antyder følelser og begivenheder, som aldrig bliver bragt helt op til overfladen. Derved bliver ens nysgerrighed pirret og fantasien sat i gang.
Den eneste brist ved DUMHEDENS LØVEFØDDER er, at den går i tomgang efter et stykke tid. F.eks. er de mange klummer om Tyrkiet for ens i opbygning og ideer til, at man for alvor gider at ‘læse efter’, når man når til nummer 10. Også sproget savner sin sprælskhed i disse afsnit.
Hvis man i forvejen hader Henrik Nordbrandt og hans særegne lyrik, så er DUMHEDENS LØVEFØDDER vand på møllen. Hvis man derimod allerede har forelsket sig i den latterlige, følsomme og deprimerede Henrik Nordbrandt, så vil bogen blot gøre forelskelsen større. Har man endnu ikke noget forhold til den elitære digter, så kan man være sikker på at have det, efter at have læst DUMHEDENS LØVEFØDDER.
