Den svinske nobelpristager – Ian McEwan SOLAR
Ian McEwan beviser gang på gang, at han er personskildringens mester. Således også i SOLAR, hvor en vidt berømmet nobelpristager horer, drikker, æder og svindler uden skrupler. Det er både komisk og forfærdeligt. Men først og fremmest er det virkelig godt skrevet.
Citat
“Og jeg har også savnet dig”
Havde han det? Nu mens han kyssede hende, blev han klar over, at han burde have gjort det, for det fik ham til at føle sig lykkelig og seksuelt ophidset. Men han havde ikke savnet hende eller nogen anden, ikke siden den mørke sommer i 2000, hvor han længtes som en hund efter sin sidste, sin allersidste kone. Der var da folk, han glædede sig til at se igen, men siden dengang havde han ikke været stærkt påvirket af nogens fravær. Når han var alene nu for tiden, læste han, drak, spiste, talte i telefon, var på internettet, så tv, var på vej til et møde – eller sov. Han var selvtilstrækkelig og selvoptaget, med en hjerne med klynger af appetitvækkende eller drømmende tanker.
I romaner er det oftest plottet, der driver værket frem. Det kan Danmarks befolkning, der sluger krimier i stor stil, skive under på. Vi læsere vil have en velstruktureret handling, der får os til at længes efter at vide, hvordan det hele mon ender. Får de hinanden? Hvem er morderen? Bliver vores retfærdighedssans tilgodeset ved, at de gode, som har været så grusomt meget igennem, endelig får oprejsning?
Der er dog forfattere, som kan drive deres værker frem på personskildringen. Sådan en forfatter er Ian McEwan, der i sine romaner udfolder personer og stemninger så medlevende, at plottet kan være ganske underordnet.
Det seneste eksempel er romanen SOLAR. Her møder vi Michael Beard, som engang modtog nobelprisen i fysik for ’Einstein-Beard konflationen’ og siden har levet i slipstrømmen på nobelprisens berømmelse, mens han har forlist fire ægteskaber, ædt sig tyk, mistet sit hår og ikke skænket nye fysiske landvindinger den store energi.
Da vi møder ham første gang, er han godt i gang med at ødelægge sit femte ægteskab. Samtidig er han lige blevet chef for et institut for vedvarende energi, hvor en ung mand har præcis den videnskabelige gnist og de idéer, som Beard for længst har opgivet at få. Ved hjælp af et uheld, og en voldsom portion kynisme, bliver det ikke desto mindre muligt for Beard at stjæle den unge ph.d.’s idéer.
Det er begyndelsen på en historie om en væmmelig mand. Jo længere Beard får spundet sig ind i et spind af sine egne løgne og affærer, jo mere åbenbarer McEwan sin hovedperson for os. En mand, der ikke ejer empati, men som udelukkende tænker på sine egne lyster. Om det så er lysten til sex, mad, hæder eller mammon.
Det er også en historie om en komisk mand. For ligegyldigt hvor succesfuld Beard end måtte være i sine væmmelige foretagender, er han også komisk i sin buttede kluntethed, der skinner så tydeligt igennem.
Der, hvor SOLAR viser sit værd, er netop i balancen mellem det væmmelige og det komiske. Man føler afsky, men man ler også. For selv om Beard er fremstillet nådesløst komisk, er han ikke desto mindre realistisk. I sin iver efter at tilfredsstille sig selv og sine behov, ligner han nemlig de fleste – han ejer bare ikke de hæmninger, der gør, at virkelighedens mennesker normalt følger samfundets normer.
SOLAR er blevet beskrevet som ’en klimaroman’. Men klimaet er nu egentlig ganske underordnet – ligesom plottet, der til tider er lettere fraværende. Det vigtige er Michael Beard og hans sørgelige verden. Og det er alt rigeligt til at skabe en rigtig god roman, når forfatteren hedder Ian McEwan.
