Den tabte stafet – Martin Krasnik DE RETFÆRDIGE – EN ISLAMISK STAFET


Som resultat af sin rejse for at forstå islamismen har Martin Krasnik begået en bog, hvis altoverskyggende pointe er, at den ikke lykkes. At den ikke kan lykkes. Dette er i sidste ende ikke blot bogens, men den demokratiske verdens (inkl. de demokratiske muslimers) problem.

Citat

‘Når alt er sagt og gjort, så handler det ikke om at være enige eller uenige. Det handler om at udveksle ideer og se, hvem der har de stærkeste. Du, der påkalder dig menneskets absolutte magt. Eller jeg, der påkalder mig Guds.’
‘Det er altså ikke en rigtig dialog. Det er en kamp? En civilisationskamp?’
‘Ja, naturligvis’.

Ved samtale forudsætter vi, at man lytter til hinandens argumenter, kommer med indsigelser som bliver taget op af modparten, og at vi således bliver klogere på hinanden. Selvom vi ikke bliver enige, er tanken, at vi idet mindst opnår en vis forståelse for hinandens synspunkter. Med andre ord: samtale fremmer forståelsen.

Det er øjensynligt ud fra en sådan forestilling, at Martin Krasnik begiver sig ud på sin islamiske stafet. En rejse og et forsøg på at forstå det, der er blevet udråbt til demokratiets hovedfjende nummer et – den politiske islamisme. En rejse, der er et møde med islamisterne ansigt til ansigt i åben dialog.

Tanken bag projektet er, at hver islamist Krasnik kommer i dialog med, skal sende ham videre til de steder denne mener, er essentielle for at forstå den politiske del af islam. Det slående ved de personer Krasnik møder er en dobbelthed af dels genkendelighed – de fleste er uddannet i vesten og er journalister som ham selv – dels af dyb åndelig fremmedhed.

En dobbelthed der også præger de steder dialogerne foregår, om det så er på en halalburgerbar i England, eller et universitet i Teheran. Person og stedbeskrivelserne understreger på den led hvor dybt forskellige verdener den tvivlende demokrat og ”kulturelle jøde”, Krasnik beskriver sig selv som, og de skråsikre islamiske dogmatikere, alle gode intentioner til trods, befinder sig i.

På mange måder er denne fremmedhed bogens problem: den når aldrig rigtig udover barriererne til for alvor at kunne tilføje nye indsigter til læserens forestillingsbillede om politisk islam. Det der skulle bære denne bog – samtalerne med islamisterne, dør simpelthen i mødet med deres præfabrikerede sætninger, retoriske modspørgsmål og indiskutable korancitater. Og Martin Krasnik må stille sig selv det ganske symptomatiske spørgsmål om det overhovedet er en dialog der finder sted.

Bogens problem kan man så vælge at kalde dens svaghed, men der synes at være en pointe i at den på mange måder er dømt til at mislykkedes. Det vigtigste og mest sigende ved bogen er således netop det den ikke formår – at blive en reel dialog med islamisterne! For en sådan dialog kræver demokratisk sindelag, en tro på den frie dialog og evnen til at tvivle.

Dette vil dog ikke sige at man ikke både kan være demokrat og muslim. Det kan man sagtens, og Krasnik skelner derfor skarpt mellem menige muslimer og de ekstremistiske islamister.

Ligeledes finder Krasnik koranen meget sympatisk i dens progressive forsøg på at skabe et retfærdigt samfund. Hvad der var ganske tiltrængt i den arabiske verden, på det tidspunkt hvor det hellige skrift blev til. Problemet er ifølge Krasnik, at de populære budskaber blev stjålet og misbrugt af magthavere og dogmatiske islamister til at undertrykke folk. Omvendt går vesten heller ikke fri af kritik. Som Krasnik pointerer, er det vestens støtte til rådne og gennemkorrupte mellemøstlige regimer, der om noget har været med til at skabe islamismens vækstbetingelser.

Det er sjældent at en mislykket bog skal anbefales. Men udover en medrivende rejseskildring, der giver historiske og kulturelle indsigter i den muslimske verden, er DE RETFÆRDIGE et vigtigt tidsdokument netop fordi den står ved og blotlægger sin egen uformåenhed.

Skrevet af Morten Schoop

Morten Schoop (1978) er uddannet cand.mag i litteraturvidenskab. Som anmelder kaster han sig over romaner, tidsskrifter og politisk orienteret debat.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *