Den tabte verden – Hugo Pratt MU
Historien er lidt for kulørt i det sidste bind om Corto Maltese, men der sættes et passende punktum for en af de mest roste europæiske tegneserier.
Citat
Rasputin:
– … En labyrint koblet sammen med en gåde?
Jo da, det ville være spændende, hvis man også turde håbe på at finde den sædvanlige skat…
… Men selv om man ingenting fandt… er det jo selve hemmeligheden, mysteriet, det udefinerbare, sfinksen, allegorien, gåden…
… der tæller… Symbolet, legen, eventyret! Men jeg tager ikke med Corto, og ved du hvorfor?
Fordi du ikke har spurgt mig pænt nok.
Mu er det sagnomspundne rige, der engang skulle have huset en fremadskreden civilisation, men så sank i Stillehavet. Et mytisk rige man ved så lidt om, at man kan tillægge det stort set alt: Et paradis, hvor forskellige verdener finder sammen, et sted, der rummer svaret på livets største hemmeligheder. Mu er eventyrernes våde drøm og derfor et oplagt sted at henlægge den sidste fortælling om den store lykkeridder Corto Maltese.
Den første af italienerens Hugo Pratts historier om Cortos eventyr i verdens brændpunkter i tiden omkring 1. Verdenskrig, BALLADEN OM DET FORDØMTE HAV, kom i 1967, mens MU afsluttede serien i 1992, tre år før Pratts død. Det er en af de mest anerkendte europæiske tegneserier og en af dem, der for alvor gjorde det legalt for voksne mennesker at beskæftige sig med genren.
MU har hidtil været utilgængelig på dansk, men for fem år siden begyndte Faraos Cigarer at (gen)udgive Pratts værker i luksusudgaver, og nu får vi endelig sidste kapitel i balladen om den smukke, melankolske sømand og antihelt (sådan da…) Corto Maltese.
Det begynder på en båd, hvor en del personer fra tidligere historier er med ombord, ikke mindst den bedste af alle bipersonerne i Pratts univers, den arrige, griske, smålige og psykopatiske russer Rasputin. En svært elskelig figur – som alle udprægede røvhuller er det i fiktionens verden.
En lyshåret pige kidnappes af indfødte øboer, og eventyret sættes i gang. Corto finder en indgang til en labyrint, gennemgår alskens prøvelser og mærkværdigheder og finder det sagnomspundne rige Mu. Historien er på én gang en lineær tjubang fortælling, der ville kunne passes ind i den næste Indiana Jones-film, samt et indviklet net af myter, sagn, glemte folk, fortidige rejser mellem kontinenterne, tegnfortolkning og magiske svampe.
Det bliver lidt for kulørt, med for mange mærkelige, men ikke medrivende, begivenheder stykket sammen. Fortællingen insisterer på at så tvivl om skillelinjen mellem drøm og virkelighed, men den løsning virker som oftest temmelig nem og ryster næppe mange læseres virkelighedsopfattelse.
Selv om historien halter og ikke helt evner at gøre Mu-myten fascinerende, glæder albummet, fordi det på én gang er et kærkomment gensyn og en passende afsked med figurerne. Det kunne virke som om, Pratt havde vidst, at dette var hans og Cortos svanesang (han tegnede dog et par andre tegneserier mere inden sin død) og på den måde bliver den et tilfredsstillende punktum for serien.
Endelig er der tegningerne, som naturligvis rummer en meget stor del af nøglen til Pratts succes. Han havde en meget original stil, der på én gang virkede skødesløs og præcis, naiv og indsigtsfuld. Hvis man sammenligner MU med nogle af de tidligere album, er forskellen overraskende stor. Detaljerne i MU er meget færre, de tynde penne har Pratt næsten ladet urørt til fordel for den sorte tusch, og ofte er personerne skabt af meget få streger, hvilket på ingen måde gør dem mindre karakteristiske. Pratt tegnede MU i sort-hvid, men havde tænkt, at den skulle farvelægges, så det blev den senere – og det er den version, vi nu har fået på dansk.
