Af | 28. november 2011

Den tvetydige Platon – Platon SAMLEDE VÆRKER II

Andet bind i nyoversættelsen af Platons samlede værker på dansk er udkommet. Det er en imponerende udgivelse med udødelig filosofi og sine steder meget smuk litteratur.

Citat

Den der […] mener, at der i det skrevne ord uanset emnet nødvendigvis må være et betydeligt indslag af leg, og at intet der er værd at tage alvorligt, nogensinde er nedskrevet på vers eller i prosa […] en sådan person vil mene, at de bedste af teksterne virkelig kun tjener til støtte for hukommelsen hos dem der i forvejen ved besked, og han vil også mene, at de eneste ord der fortjener at tages alvorligt, er de ord som rummer klarhed og fuldkommenhed, ord som bliver brugt til mundtlig undervisning og belæring og virkelig skriver sig ind i elevernes sjæl, hvor de taler om retfærdighed og skønhed og godhed. Han vil også mene, at ord som disse bør kaldes hans egne ægtefødte sønner, først og fremmest dem, som han har fundet frem til i sit indre, og dernæst deres efterkommere og brødre som kan slå rod i andres sjæle og som fortjener det uanset hvor forskellige de måtte være […] denne mand er nok sådan et menneske, kære Phaidros, som både du og jeg kunne bede til at blive.

Overskriften til denne anmeldelse af andet bind af Platons samlede værker, som Gyldendal disse år beriger den danske folkesjæl med, er lidt af en tilsnigelse: for det er ikke kun en ’tvetydig’ Platon, som man finder i dette binds syv dialoger, men også Platon som videnskabsteoretiker, æstet, vejleder og meget andet.

Når der alligevel kan siges at være en rød – tvetydig – tråd, der binder de syv dialoger sammen, skyldes det ikke mindst, at det almindelige billede af Platon forskydes under læsningen af dialogerne.

Som oversætter Chr. Gorm Tortzen siger, i indledningen til SAMLEDE VÆRKER II’s første dialog STATSMANDEN, regnes denne dialog af de fleste Platonforskere for at være et mellemstadium mellem den mest kendte dialog om statsindretning og regeringsførelse, nemlig STATEN, og den senere dialog LOVENE. Statsmanden tager – modsat dialogen STATEN – ikke sit afsæt i en abstrakt idé om retfærdighed, men i det eksisterende samfund. Udgangspunktet i STATSMANDEN er altså helt anderledes.

PHILEBOS, en dialog om nydelsernes eller fornuftens førsteret, ender nok med sejr til Platons faste håndlanger, Sokrates, men alligevel ikke helt som planlagt. Også PHAIDROS, en interessant dialog om foreningen af filosofi og retorik, rummer en spøjs tvetydighed: Platon, som vi kender så godt pga. hans mange nedskrevne dialoger, advarer mod skriftsprog i det hele taget: Det er først, når man selv formulerer sine tanker, og ikke bare overtager en mening fra en bog, at sandheden kan nå den enkelte (se citatboks).

Også de andre dialoger kan ses i et tvetydigt lys: Dialogen DEN ANDEN ALKIBIADES er muligvis slet ikke en Platondialog, SYMPOSION, en af Platons berømteste dialoger, lader nok Sokrates give læseren et skud platonisk filosofi, men alligevel mere end antydes det, at tilhørerne til det drikkegilde, som et symposion er, enten ikke rigtig er interesserede, eller ikke forstår dybden i Sokrates’ tale. Og dialogen ALKIBIADES er så relativt simpel, og mere indførende end original, at den indtil for nylig også blev regnet for uægte.

Den vanskeligste dialog i SAMLEDE VÆRKER II er uden tvivl PARMENIDES. Der findes i akademiske kredse mange forskellige fortolkninger af den, så sikrest er det at konstatere, at det ikke er nemt at blive klog på, hvad den egentlig vil. Allerede tidligt afvises Platons idélære (!), og derefter er det en tour de force i argumentationsbrug og dybe udsagn, som fører – ja, hvorhen?

Indledningerne til de forskellige dialoger er ikke kun oplysende, men meget vellykkede. Desuden gælder, at alle de lovprisninger, der blev sagt om SAMLEDE VÆRKER I, nemt kunne gentages. Platons SAMLEDE VÆRKER II er selvsagt ikke en bog, man hurtigt får lagt bag sig. Men hvis der igen skal gå små 80 år, før vi får en samlet nyoversættelse, så er der heldigvis også god tid.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Filosofi,

Læs også