Den usynlige mand – Tómas Gislason FRA HJERTET TIL HÅNDEN
En film om angst, uhygge og sjælens misere, kort sagt Jørgen Leth anno 1993.
Citat
Jeg opdagede i dag, hvor løs i kødet jeg er blevet. Der er kommet nogle kedelige slappe folder under ballerne. Det er grimt. Min sorg fortærer min krop.
Jeg kender meget til smerte, synes jeg. Og til melankoli. Og sorthed. Og jeg tror at ønsket om form, om at formulere, om at udtrykke, kommer måske som kontravægt til den der følelse af kaos, af at alting smuldrer. I depressionen føler man sorg, og man mister tiden, man mister livet. Og man er sådan set på den måde meget selvmedlidende også. Man mister sig selv. Man mister sine medmennesker.
Det er hvid luft.
FRA HJERTET TIL HÅNDEN havde premiere tilbage i 1994, hvor så jeg den første gang. Dengang var jeg og mine venner store Leth-fans, og i sit arbejde som Tour de France-kommentator leverede han nærmest lydsporet til vores sommerferier. Vi plagede omgivelserne med at tale som Leth, og i FRA HJERTET TIL HÅNDEN fandt vi mange guldkorn a la: ‘Jeg er ikke deltager, det er jeg altså ikke. Jeg er iagttager’, som vi så slyngede om os med.
Siden har jeg flere gange set brudstykker af filmen på tv. Den flyder for mig ind i, hvad jeg ellers har set og læst af og om Leth, og det gør det umiddelbart lidt svært for mig anmelde den isoleret set. Problemet med at adskille kunst og menneske når det gælder Leth, er jeg dog ikke ene om at have, hvad debatten om hans bog DET UPERFEKTE MENNESKE viste.
Det vil næppe overraske mange, at FRA HJERTET TIL HÅNDEN bevæger sig om emnerne Haiti, cykling, lyrik, film og erotik. Det er der, Leth befinder sig. Filmen begynder, hvor han sidder midt i en voodooseance, og selv om han altså ikke lader sig involvere personligt, men blot vil betragte sceneriet, er han interesseret i haitianernes måde at tumle med de mørke og skjulte kræfter. Kræfter der på Haiti alt for konkret manifesterer sig i død: I hovedstaden Port-au-Prince ligger der lig i gaderne, landet befinder sig i noget der minder om borgerkrig og mere end 1000 mennesker er omkommet ved en skibskatastrofe.
Omgivet af al denne ulykke og elendighed sidder Leth i et tomrum, hvor han nok har fundet en form for ro, men også har sine egne mørke kræfter at tumle med. Gislason har forsøgt at bogstaveliggøre disse dæmoner, både Haitis og Leths, ved nærmest at vælge en gyserfilms æstetik med foruroligende glimt på skærmen, uhyggelige lyde og deslige.
Leth diskuterer sammen med en amerikansk ven, Cameron, hvad der får mandlige vesterlændinge til at søge mod Haiti, til at ønske at synke til bunds, til ”blot at være” uden at være noget. Cameron fremtræder straks som en kliche. Han er den strandede, selvbedragne og ynkelige backpacker, man har mødt i Indien, Sydamerika, Sinai og på alle andre eksotiske lokaliteter. Han forsøger at bilde sig selv ind, at han er blevet indviet i voodooens hemmeligheder og at han derved har mødt mere end 200 usynlige mennesker.
Leth vil ikke møde de usynlige, men selv blive en sådan. At være den eksilerede hvide mand, der nu tror at have mødt en sandhed i en eller anden oprindelig form, er jo stadig at søge deltagelsen og frelsen. Men for Leth er der, på det tidspunkt filmen blev lavet, kun melankolien, depressionen, angsten eller hvad det nu hedder. Kært barn har mange navne og ingen flere end den ensomhed, der ikke kan overvindes. Det er mødet med den, repræsenteret i en figur man kender, der gør FRA HJERTET TIL HÅNDEN seværdig, også anden og tredje gang.
