Deniz Kiy om magien i Blokkene – Interview fra Louisiana Literature
Det er søndag og festivalens sidste dag. Klokken nærmer sig 14:30. Selvom der er høj sol og et spækket program, har flere gæster fundet vej indendørs til Longo-scenen, hvor Deniz Kiy snart skal læse op.
Kiy går selvsikkert på scenen og sætter sig på den høje stol. I hånden har han sin endnu ikke udgivne roman, Blokkene. Den rytmiske og kraftfulde oplæsning vidner om, at der ligger både mening og stærke følelser bag hvert ord.
Efter oplæsningen bevæger vi os ud i sensommervejret og finder en afsides bænk i skyggen af træerne.
Hvordan var det at læse op på Louisiana Literature?
“Det var rigtig dejligt, synes jeg. Det er min tredje gang, at jeg læser op på Louisiana, så jeg føler efterhånden, at jeg er… hmm…”
Deniz trækker på det.
“Garvet?”, foreslår jeg.
“Jeg kan i hvert fald godt mærke, at jeg godt ved, hvor man skal gå hen, og hvordan tingene fungerer”, fortsætter Deniz grinende.
“Og det er ret dejligt ikke at gå og være nervøs for, hvordan man skal præsentere sig selv, eller være i det her meget særegne rum, der ligesom opstår i de her fire dage.”
Dine tekster er ofte meget ærlige og sorgfulde, hvordan er det at dele det intime rum med andre?
“Jeg tror, at det er lige præcis sådan noget, som litteratur kan. Det kan være ærligt og åbent omkring følelser og invitere læsere ind til at forstå, hvor den sorg kommer fra. Hvad det er, der driver sorgen, eller hvad sorgen driver. I virkeligheden er det dét, som for mig er ret skønt ved at skrive litteratur. Det er hele arbejdet med at få et plot, en handling eller nogle karakterer til at være komplekse og forvirrede.”
“Jeg tror meget på, at litteratur kan binde os sammen, at det at være forfatter ikke er en ensom vandring, men i virkeligheden er noget, der opstår i kontakten med læseren. Det er det, mit forfattervirke går ud på.”
Hvad vil du gerne have, at Blokkene skal kunne? Hvilken effekt ønsker du, at bogen har?
“Projektet med romanen er på sin vis at skabe nogle modfortællinger. At blokkene også er et sted, hvor der er noget magisk – i alt det socialrealistiske, som bogen jo også handler om. Jeg er interesseret i at arbejde med symboler, og hvordan symboler og forståelser kan forskyde sig. Og jeg håber jo også, at romanen kan være et indspark i forhold til den måde, vi snakker om blokke og almene boligområder på. Det gængse symbol lige nu er jo, at det er huller i danmarkskortet. Og jeg tror, at den danske offentlighed har brug for at rykke videre, for at vi kan se alle de gode ting, og det potentiale der også er. Så selvfølgelig har jeg også de drømme for bogen, men først og fremmest handler det om at åbne noget og se, hvad det byder på, og hvad det kan bære rent litterært.”
Hvordan har det været at skrive den?
“Fantastisk, ja. Det har været en virkelig skøn proces. Arbejdet med at skabe karakterer og mærke, hvordan de bliver vækket til live, hvordan de agerer med hinanden, og hvordan de sociale dynamikker opstår. Det at arbejde med de transcenderende symboler på tværs af karaktererne og deres fortællinger har lært mig meget.”
“Og det med at arbejde i så lang tid med et værk… Man bliver jo lige dele skør og helt forelsket. På de gode dage, kunne jeg gå rundt og tænke på de her karakterer, og på hvordan de tænkte og agerede.”
Og hvad med de dårlige dage?
“På de dårlige dage er jeg jo i tvivl om, hvilken kvalitet det har, og om strukturen og formen overhovedet inviterer læseren ind. Det er på en måde det værste, som kan ske – for mig, som forfatter – at skrive noget, som er så fuldkommen utilgængeligt, at der ikke er noget at kunne føle, mærke eller forstå.”
Hvordan har du det så nu? Lige her op til udgivelsen?
“Jeg har det rigtig godt. Når man udgiver sin første bog, er der rigtig mange følelser. Og det har jeg været igennem med alle op- og nedture. Med Blokkene er jeg meget bevidst om, at der er mange måder at snakke om bogen på. Den kan både være litterær, politisk og social, så jeg er faktisk virkelig håbefuld.”
Og hvilket fokus vil du godt have, at den får?
“Først og fremmest vil jeg godt have, at den bliver læst som et skønlitterært værk. Og hvad der så må ske bagefter, det vil tiden vise. Jeg tror, at det først og fremmest er vigtigt, at den udkommer som det værk, den er. Men samtidig er jeg også meget bevidst om, at vi er et sted lige nu – i verden og i Danmark – hvor jeg ikke har lyst til at være bange for at sige, at vi stadigvæk har noget, som hedder parallelsamfundspakker, hvor boligpolitik og integrationspolitik sammenkobles, og hvor problematisk det er. Altså i øjeblikket venter vi en sag fra EU’s domstol, som handler om, hvorvidt den danske stat udøver diskrimination baseret på etnicitet. Og jeg tror, at det er det, som skal til for at kunne få Danmark videre i en retning, som vi faktisk genkender.”
Hvor meget kan læsere af Blå øje forvente, at Blokkene er forbundet til den? Er der en forbindelse mellem de to værker?
“Ja, Blå øje handlede også rigtig meget om hjem – og om hjem i hjemmene. Det gør Blokkene også. Blå øje var en måde at få lov til at snakke om hjem på. En måde at finde symboler i hjemmet og finde ud af, hvad der gør et hjem til et hjem for mig. Blokkene handler måske mere om forskellige hjem, og de historier der er imellem væggene, og det som ekkoer mellem blokkene i blok-konstruktionen. For mig er blok-konstruktionen ligesom spejlinger – spejlinger, som ekkoer noget. Det har nok også været tanker, som jeg havde omkring Blå øje, at det handler om at komme frem til, hvilke ekkoer der var mellem væggene.”
Zülfü Livaneli skal til at gå på scenen, og vi runder af for at bevæge os ud i solen og menneskemylderet på Louisiana Literature igen.
Deniz Kiy er uddannet på forfatterskolen og debuterede i 2021 med digtsamlingen Blå øje. Den 11. september 2025 udkommer hans første roman, Blokkene.