Der er masser af toast i fryseren – Helle Helle NED TIL HUNDENE
Mester gør øvelse. Helle Helles nye roman transformerer anæmisk formeksperiment til taktil psykologisk realisme.
Citat
Bagefter vasker jeg op. Vandet er brændende varmt her i huset. Viskestykkerne lugter af skyllemiddel, den lugt, der også hænger i sengetøj og håndklæder og fra Putte, når hun suser gennem stuen. Jeg tørrer langsomt og grundigt af, det er en lille opvask.
Hovedpersonen i Helle Helles nye roman NED TIL HUNDENE hedder ikke noget, slet ikke ’Bente’ som hun helt (tror man) umotiveret bliver kaldt fra side 26 og frem. Hun er, som Jane var det i Helles forrige roman RØDBY-PUTTGARDEN (2005), på sammenbruddets rand, skredet fra sit liv med lægen Bjørnvig, da hun bliver budt indenfor af parret Putte og John.
Man skulle så tro, at de ’venlige fremmede’ (det hed romanen vist nok i en tidlig version) ville spørge til ’Bentes’ situation, men det gør de ikke. De lader fåmælt gæst være fåmælt gæst og inddrager hende i deres hypertrivielle, hyperprovinsielle liv med Nescafé i krus og toast med smør. Som en uudtalt og djævelsk overenskomst forventer de heller ikke at blive konfronteret med deres situation, og i denne gensidige tavshed udspiller historien sig tyst indikerende og elegant omkransende det, de involverede ikke magter/ønsker at tale om.
På overfladen sker der ikke det store i Putte og Johns liv, heller ikke når den EKSTREMT utidige pensionist Elly presser sig på, heller ikke når Puttes onkels hunde skal passes (deraf titlen). En lille smule sker der, da Puttes både her og der (erfarer ’Bente’) glatbarberede bror Ibber bliver og overnatter.
Sammen med deres afdøde mor Kylle har Ibber og Putte (ja, det hedder de) et vist overfladisk navneslægtskab med Luffe (ja, det hed han) fra Helles roman FORESTILLINGEN OM ET UKOMPLICERET LIV MED EN MAND (2002), og Helle gentager da også trekantsdramaet herfra (dvs.: han + hun + ny hun). Forskellen er, at vi nu får historien fortalt af gæstehunnen, og at gæstgiveriet ikke er påtvunget og anstrengt. Tvært imod, ’der er masser af toast i fryseren’, som Ibber skulle hilse at sige fra John.
Persongalleriet er spundet sammen i et sindrigt netværk af detaljer fra hverdagslivet. Læseren er således med i højeste detaljeopløsning, når skraldespanden skal tømmes, kartoflerne skrælles, indkøbene skal gøres, opvasken skal tages… Helle lader det være op til læseren at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige, eller mere præcist: Helle favner det mest banale og antyder heri, at almindeligheder også skal ses og høres.
Helles mesterlige akkuratesse er i høj grad med til at etablere en bro til den tragedie, som ulmer under Putte og Johns hjertelige imødekommenhed. Når ilden buldrer i brændeovnen, og hundene med deres ’lange slubrende tunger’ jager hen over marken, er det i høj grad gammelfreudianske driftsymboler i lys lue og fuldt firspring. Døden og undergangen er medpassager, og det viser sig, at al transport i de landlige omgivelser ikke altid har foregået uden bil.
I NED TIL HUNDENE har Helle atter formået at skærpe den dobbelthed mellem symbolet og objektet, der er hendes forfatterskabs emblem. Helles prosa virker som aldrig før magisk dragende på sin læser ud fra sin minimale forskrift, som samtidig er Putte og Johns livsforskrift: Beskriv kun det synlige og beskriv det så simpelt som muligt. Det kan hun, Helle, beskrive det hun ser, og se, om ikke al forknythed knopskyder ud i foråret!
