Der gror ikke mos på en rullende Stein – Gertrude Stein PORTRÆTTER AF ENHVER
Der er lige så meget galskab i meningen, som der er mening i galskaben i Gertrude Steins vidunderligt frustrerende portrætter. Ny dobbeltudgivelse giver et godt udvalg og en grundig indføring.
Citat
HVIS JEG SAGDE DET
ET FÆRDIGT PORTRÆT AF PICASSO
Hvis jeg sagde det kunne han lide det. Kunne han lide det hvis jeg sagde det.
Kunne han lide det kunne Napoleon kunne Napoleon kunne kunne han lide det.
Hvis Napoleon hvis jeg sagde det hvis jeg sagde det hvis Napoleon. Kunne han lide det hvis jeg sagde det hvis jeg sagde det hvis Napoleon. Kunne han lide det hvis Napoleon hvis Napoleon hvis jeg sagde det. Hvis jeg sagde det hvis Napoleon hvis Napoleon hvis jeg sagde det. Hvis jeg sagde det kunne han lide det kunne han lide det hvis jeg sagde det.
Nu.
Ikke nu.
Og nu.
Nu.
Nøjagtigt som konger.
Føler fuldt for det.
Nøjagtighed som konger.
Så for at bede dig så fuldt som for det.
Nøjagtigt eller som konger.
En rose er en rose er en rose. Sådan lyder Gertrude Steins mest berømte linje. En af de forklaringer, som forfatteren selv gav, lyder, at ordet ’rose’ ikke længere henviser til en rose ’derude’ i verden; som hos de romantiske digtere. Nej, for Gertrude Stein henviser ’en rose’ først og fremmest til det sproglige udsagn ’en rose’, og alt hvad der følger med af betydning. En rose er ikke en rose, men en ’rose’. Kunne man sige. Sproget henviser ikke til verden, men til sig selv.
Det kan være godt at have i baghovedet, når man læser de 18 udvalgte portrætter, som er skrevet mellem 1910 og 1928. For de ’ligner’ ikke noget. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Der er portrætter af Picasso, Matisse, Duchamp samt en række andre af Gertrude Steins venner og bekendte, som man i dag mest læser om i glemmebogen. Men der er ingen biografiske detaljer, ingen fysiske beskrivelser eller genkendelige handlingsforløb, bare abstrakte sværme af summende ord med genrebetegnelsen ’portræt’.
Det kan være frustrerende; for som læser kan man dårligt lade være med at forsøge at få tingene til at ’passe’. Men at få Gertrude Steins tekster til at ’passe’ er som at give en blæksprutte flyverdragt på. Det er underholdende et stykke tid, men det er også pænt hårdt. Og pænt umuligt. Og først og fremmest er det synd.
For at få andet end grå hår ud af at læse Gertrude Stein må vi give slip på behovet for at få teksten til at gå op. Det skriver Solveig Daugaard i GERTRUDE STEINS PORTRÆTTER, der udkommer sammen med PORTRÆTTER AF ENHVER. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at finde mening i portrætterne. Det skal vi. Og der er masser af den. Vi skal læse teksterne igen og igen og på stadig nye måder, men samtidig være bevidste om, at vi aldrig kan få den forbandede flyverdragt til at passe. For i teksterne er hvert eneste ord en betydnings-elastik spændt til bristepunktet. Der er så meget mening, at det næsten eksploderer i meningsløshed. Men kun næsten.
Derfor er det glædeligt, at forlaget har trykt den engelske originaltekst ved siden af den danske, så man kan parallellæse de steder, hvor den ellers udmærkede oversættelse kommer til kort.
De to bøger supplerer hinanden godt. Efter at have danset med Gertrude Stein et stykke tid, trænger man til, at nogen klapper en på kinden og siger, at det er okay, at man ikke fatter et muk. Og det er Solveig Daugaard god til; hun nærlæser fem af portrætterne og giver en generel introduktion til forfatterskabet, men uden at påstå at have fundet nøglen til skattekisten med de vises, nå ja, sten. Efter en tid i kyndige, akademiske hænder trænger man til, og har mod på, igen at prøve kræfter med den ægte vare.
Måske lyder det som om, det er svært at læse Gertrude Stein. Og det er det jo for fanden også. Men det er også let. For først og fremmest skriver hun med en musikalitet og glæde ved sproget, som gør, at man får lyst til at læse teksterne højt for sig selv igen og igen. Sværere er det ikke. En rose er en rose er en rose. Og ros til forlaget for denne vigtige udgivelse.
