Der, hvor solen aldrig skinner – Louis-Ferdinand Céline REJSE TIL NATTENS ENDE
Et grotesk storværk om værdisammenbruddet efter Første Verdenskrig.
Citat
Konen lod mig være alene med manden. Han havde det rigtig skidt. Hans blodomløb var der ikke meget tilbage af. Det var i hjertet det sad.
Jeg havde en sjakalagtig evne til at komme ud for den slags tilfælde. Jeg lyttede til hans hjerte, bare for at gøre et eller andet under de givne omstændigheder, de få gebærder man forventer. Hans hjerte løb, kunne man roligt sige, bag ribbenenes tremmer, det løb efter livet, i stød, men det kunne hoppe så meget det ville, livet ville det ikke indhente, det var kaput. Og med al den snublen ville hans hjerte snart gå i forrådnelse, saftigt, rødt og dryppende som et gammelt knust granatæble. Det var sådan man ville få hans slatne hjerte at se på marmorbordet, punkteret med kniv efter obduktionen, om et par dage.
Læs klassikere! lød vor gode lærers råd, da vi som nystartede litteraturstuderende ville vide, hvordan vi skulle erobre det kolossale felt, der lå foran os. Jeg husker ikke, om han dengang nævnte Céline, men hans råd husker jeg, og godt synes jeg stadig, det er, selvom man selvfølgelig aldrig kan blive færdig.
Jo flere klassikere, man læser, jo flere, finder man ud af, der eksisterer. Som nu Louis-Ferdinand Célines debutroman REJSE TIL NATTENS ENDE fra 1932. Den bog har jeg kendt til i årevis, fået anbefalet af flere, men aldrig læst.
Takket være Rosinantes flotte klassikerserie er det nu omsider lykkedes mig. Og hvilken tung og grufuld litterær gave. En roman fuld af verdensforagt og mistro til livets store fortællinger, der som sådan skriver sig klart ind i mellemkrigslitteraturen, men samtidig er umiskendelig og genuint egensindig, i sit vulgære sprog, i sin galgenhumor, i sine grotesker.
På flugt fra det hele
Midt i fortællingen står den fattige Ferdinand Bardamu. Medicinstuderende i Paris, der lader sig hverve som soldat under Første Verdenskrig. Meget hurtigt finder Bardamu ud af, at krigen ikke er noget for ham, og fra det øjeblik, han første gang ser fjenden, har han kun et i hovedet: flugt. Flugt fra rædslen. Flugt for at redde livet.
Under en natlig rekognoscering møder han Robinson, her en flygtende soldat som han selv, siden en mystisk figur, der bliver ved med at dukke op i romanen. Først i en faldefærdig hytte i Afrika, hvortil Bardemu lader sig forflytte for at undslippe krigen i Europa. Dernæst i New Yorks undergrundsbane og til sidst i Paris.
De to mænd er som hinandens skygger. Begge på evig flugt, fra ulykker her og nu, fra krigen, fra deres fortid, fra hvad som helst.
Ironisk nok synes flugten at være nyttesløs – en af bogens store, syrlige pointer. For hvor end Bardamu kommer frem, er tingene på en eller anden måde altid de samme. Verden er et galehus fuld af ludere og mænd, der knalder dem, og griskhed og elendighed er livsvilkår, man må indstille sig på. Intet forandrer sig, i det mindste ikke til det bedre: ’Man stiger ikke opad i livet men nedad.’
Ækel læsning
Kun to personer i bogen hæver sig op fra mængden som egentlig gode. Den første en sergent i Afrika, der med hele sin løn forsørger en forældreløs niece hjemme i England, den anden en hjertensgod luder i New York – Molly, hedder hun – som kaster sin kærlighed på Bardamu, hvilket kunne have været hans redning, hvis blot han havde været i stand til at elske hende tilbage. Men det er han ikke. Hverken fordi han er specielt kynisk eller hovmodig. Men fordi han er overvundet. Af livet og af krigen.
Det, der optager ham, er menneskets nederdrægtighed, dets gemenhed og groteske latterlighed. Og for et sådant blik har kærligheden trange kår.
Så Bardamu stikker af igen. Denne gang til Frankrig, hvor han færdiggør sit medicinstudie og nedsætter sig som læge i udkanten af Paris. En uduelig læge – hvad ellers? – hvis patienter dør på stribe, mens han handlingslammet ser til. Blodet fosser ud af en aborterende kvinde, en lille dreng dør af tyfus. Det er ækel læsning. Men det er samtidig sublimt. Kvaliteten skal måles på den dybe væmmelse, det efterlader i læseren.
’En krop er noget, der altid er sandt,’ konstaterer Bardamu, ’det er derfor at den næsten altid er trist og væmmelig at kigge på.’ Anderledes er det med ånden: ’Ånden lader sig nøje med floskler.’
Endnu et pletskud fra det tyvende århundrede
Det er i denne bitre erkendelse, at REJSE TIL NATTENS ENDE nærmer sig et af de temaer, som er kendetegnende for litteraturen efter Første Verdenskrig. En tid, hvor de store sammenhængende fortællinger brat er blevet brudt ned af den krig, der har slået det meste af en generation af unge mænd ihjel og gjort resten til mordere.
Konsekvensen er en litteratur, som fokuserer på materien. Mest ekstremt selvfølgelig hos dadaisterne, som med deres nonsensdigtning trækker meningen helt ud af sproget, men også hos en Hemingway eller Ramarque, hos hvem mistroen til sprogets store udladninger, fører til en litteratur, der sætter kropsligheden først i fortællingen.
Men krigsveteranen og fattiglægen Céline går i sin debutroman langt videre end de to. Her er det vulgærsproget, liderligheden og kroppens langsomme forfald – kort sagt, det vi almindeligvis tænker bort fra, når vi taler om mennesket – der konstant er styrende i fortællingen. Lige præcis dér, hvor mennesket udsondrer umenneskelighed, befinder Céline sig, med sin foragt for storheden og idealet, parat til at spidde os alle som en. Det er rystende og anstødeligt. Men også grænseløst medrivende og voldsomt godt.
Den bedste bog i 2000 år
Netop sådan forstiller jeg mig, at Charles Bukowski, som er citeret på bogens forside, må have følt det, da han efter endt læsning har lagt bogen fra sig og bjergtaget proklameret: ’Den bedste roman skrevet i 2000 år.’ Og ligesådan med Jokum Rohde, der i sit gode forord kalder REJSE TIL NATTENS ENDE for ’en af de få betydningsfulde bøger nogensinde skrevet.’
Det er den store litteraturs suggestion af læseren. Anbefalinger, der får en op på mærkerne, hvad enten man nu er enig eller ej. Og ingen kan vel sige, at Bukowski ligefrem har uret? Selvom der i Célines samtid nok var en håndfuld bøger, der kunne have kandideret til prisen. Rosinante har i sin klasikkerserie allerede udgivet den ene. De andre er forhåbentlig på vej.
Læs klassikere! kære læser, læs klassikere!
