Der kommer jeg ikke væk fra – Herta Müller ALT HVAD JEG HAR, BÆRER JEG HOS MIG
Hvis du skal læse en bog i dag, og det skal du naturligvis, så læs dette mesterværk.
Citat
Syv år efter min hjemvenden havde jeg været uden hjemve i syv år. Da jeg så Hemingways Fiesta i boghandlervinduet på Groβer Ring, læste jeg imidlertid Fiesta af Heimweh. Derfor købte jeg bogen og begav mig på hjemveen, på hjemvejen.
Der findes ord, de gør med mig hvad de vil. De er helt anderledes end mig og tænker anderledes end de er. De falder mig ind, så jeg tænker, der findes første ting der allerede vil det andet selv om jeg slet ikke vil det. Hjemve. Som om jeg behøvede det.
At læse Herta Müller er noget helt særligt. Hendes sprog er på en gang grundigt udforskende, skarpsindigt iagttagende, svimlende poetisk og smertende længselsfuldt. Man engageres af den bydende nødvendighed i værkerne, der omhandler den østeuropæiske totalitarisme og ikke mindst dens konsekvenser for tankeverdenen hos de mennesker, der måtte leve under dens åg. Man imødekommes af en alvorlig stemme, der åbenlyst har noget vigtigt på hjerte. Samtidig synes værkerne at unddrage sig forståelse. De er også hårde og lukkede. Forståelsen udfordres ikke mindst i Müllers sublime poesi, der især viser sig i hendes stilistiske speciale, nemlig neologismer af sammensatte ord: Åndevippe, sultengel, hjerteskovl.
ALT HVAD JEG HAR, BÆRER JEG HOS MIG er første sætning i bogen, der på tysk hedder ATEMSCHAUKEL (’åndevippe’, som det oversættes med i den danske udgave). Den handler om 17-årige Leopold Augberg, der i januar 1945 deporteres fra Rumænien til en arbejdslejr i Ukraine. Hans ophold varer i fem år, hvorefter han vender hjem. I hvert fald i det ydre. Det viser sig nemlig, at man ikke egentlig kan komme væk fra lejren, som forpester Leopolds liv – også efter befrielsen. Det forstår man, når man læser om livet der. Det er så grufuldt nedværdigende og brutalt, at denne anmelder flere gange fik kvalme under læsningen.
Bogen var tænkt som et samarbejde mellem Müller og digteren Oskar Pastior, hvis liv har lånt til beskrivelsen af Leopold Augberg. Pastior blev således deporteret som del af det tyske mindretal i Rumænien, der skulle straffes for deres alliance med nazi-Tyskland. Pastior døde dog i 2006, hvorfor Müller måtte skrive bogen alene, men med støtte fra hans optegnelser og de mange samtaler, de to forfattere havde ført om emnet.
På forskellige måder ligner romanen anden fremragende såkaldt ’lejr-litteratur’, Imre Kertész’ DE SKÆBNELØSE og Varlam Sjalamovs FORTÆLLINGER FRA KOLYMA kan nævnes. Hos Müller får vi ikke noget ophøjet perspektiv på lejrenes opbygning, intet om GULAGs struktur eller kommunismens ideologi. Fokus rettes i stedet mod minutiøse beskrivelser af det daglige arbejde med at skovle kul eksempelvis. Gennem Leopolds fortællerstemme får Müller således på subtil og overbevisende måde givet et bud på lejrfangens bevidsthed. Det er ikke ’kun’ storslået romankunst, men tillige et værdifuldt vidnesbyrd. Vi vil aldrig kunne forstå lejrenes lidelser, men det er vores etiske pligt at forsøge.
Müllers nye roman er hendes hidtil mest tilgængelige. Jeg vil derfor anbefale alle, der endnu ikke kender hende, til at læse ALT HVAD JEG HAR, BÆRER JEG HOS MIG straks. Det er den rigtige indgang til et suverænt forfatterskab, der utvivlsomt er et af tidens væsentligste. Har du tidligere læst Müller, så har du nok allerede haft den nye bog i hænderne. Det er et forfatterskab man fanges ind af. Det er verdenslitteratur af allerfineste karat.
