Desperado drøvtygger – Hans Otto Jørgensen MED PLADS TIL HUNDREDE KØER
Der er blevet litterær staldplads til langt mere end hundrede køer og landbrugsreformer i sidste bind af Hans Otto Jørgensens jyske bondesaga.
Hans Otto Jørgensens MED PLADS TIL HUNDREDE KØER er på sin vis selv lidt af en ko. I hvert fald bliver der tygget grundigt drøv på sproget med de mange selvgentagelser. Det er en stil, som kan virke en anelse sendrægtig, indtil man finder ud af hvor effektiv og levende en fortælling, der er tale om.
Romanen, som er en selvstændig afslutning på en trilogi, har ikke noget decideret plot, men det er nu ikke den eneste grund til, at det er vanskeligt at give et fyldestgørende handlingsreferat. For skal man svare på, hvad den handler om, står det pludselig klart, hvor meget indhold der har sneget sig ind i det ellers så undseelige lille romankorpus. MED PLADS TIL HUNDREDE KØER er en godt 200 siders kraftkarl af en tekst, som ukunstlet og letlæseligt fortæller minimum tre personers historie over flere årtier, skildrer generations- og familiekonflikter indenfor den uddøende patriarkalske famileform samt overgangen til moderne industrielt landbrug. Hele molevitten krydret med syretrip, 68’er oprør, forårsruller, halballer, en kunstners modning og meget, meget mere.
I et sprog, som virker sludrende, men som i virkeligheden er uhyre præcist, giver Hans Otto Jørgensen læseren indblik i en jysk landmandfamilies sjæleliv. Synsvinklen veksler. Snart er det moren Ida, den undertrykte landmandskone med de poetiske længsler, der taler, mens hun slider som en anden domesticeret ko. Snart er det den energiske yngste søn Rune, arvtageren til den fædrene gård, der sætter fut i fejemøget til halbal og turbo på udvidelsen og moderniseringen, når han drøner over markerne med sit nye landbrugsgear. Men mest fylder nok Axel den ældste, ”uægte” søn, og dennes snørklede vej til kunstnerisk forløsning som forfatter. Aner man et element af selvbiografi?
Endelig må man selvfølgelig ikke glemme den store stygge, pater familias, Ejnar. Uden nogensinde at få direkte taletid i romanen forpester hans autoritære eksistens konstant de andres tilværelse. ”Puha” udbryder Ejnar på et tidspunkt med afsky om en TV-transmitteret bøssevielse, og mere skal der faktisk ikke til, før han toner lyslevende frem på nethinden i al sin fordømmende selvretfærdighed. Et godt eksempel på Jørgensens evne til nogle gange med et enkelt ord eller sætning at fremkalde de mest præcise billeder.
Tidsbilledet er, om end det ikke er lutter romantik, utvivlsomt nostalgiguf for efterkrigsbørn, dvs. 68’er-generationen, som har lyttet til Creedence (altså Clearwater Revival), set OL i Tokyo og én, der hedder Lis Møller, i fjernsynet. Dette bør dog ikke afskrække yngre læsere, som i så fald går glip af en fin og levende fortælling fortalt i en afdæmpet tone, som undervejs samtidig er fuld af liv, energi og indestængt desperation.
