Desperationen er den reneste kunst – Antonin Artaud REVOLUTIONÆRE BUDSKABER
Med versaler og vilkårlige kommaer er avant-gardens skøre kugle i rablende storform i vilde og voldsomme foredrag/manifester/opråb/automatskrifter afholdt i Mexico City i 1936.
Citat
Den nye idé om kulturen står i modsætning til ideen om fremskridtet. Den moderne videnskab lærer os, at der aldrig har været nogen materie. Efter fire hundrede år vender den tilbage til den gamle alkymistiske idé om de tre principper, som er svovl, kviksølv og salt. Den kalder dem energi, bevægelse og masse. Sandelig kan man sige, at der ikke er grund til at tale om noget fremskridt.
Alt dette manifesterer en højere idé om kulturen. Men for at kulturen kan blive god er der ideer, der må knuses, fordi de er blevet idoler. Og når vi er besluttet på at knuse gamle ideer, er det naturligvis ikke for at se dem fødes påny under vores fødder.– Fra ’Surrealisme og revolution’
‘ARTAUD dikterer ikke en skid, ARTAUD er,’ lyder det i Peter Laugesens forord. Den franske kunstner og surrealist Antonin Artaud (1896-1948) er nok bedst kendt fra teaterverdenen, hvortil han bidrog med DET DOBBELTE TEATER. I sin udlægning af ‘Ondskabens Teater’ foreslog han, at den reneste kunst og oplevelsen af den kun kan opnås ved at vende den traditionelle kunstforståelse på hovedet. Og lige som hans idé om teater var total, er hans REVOLUTIONÆRE BUDSKABER det også.
Artaud er hardcore idealist og surrealist. Eller også er han bare hardcore. REVOLUTIONÆRE BUDSKABER, en samling foredrag afholdt i Mexico City i 1936, vidner om hans gennemgribende politisk-kunstneriske virke og tro på, at samfundet kan ændre sig via kunsten. Artaud er visionær og voldsomt ubeskeden, når det kommer til store ord og begreber. Han inkluderer Gud, Naturen, Mennesket, Livet, Døden, Skæbnen (ja, med stort), ligesom marxismen, fornuften, Lenin, metafysikken, bevidstheden, geomantikken og mange flere nævnes i flæng.
REVOLUTIONÆRE BUDSKABER er Artauds rablende manifester om, hvordan en omvæltning af massernes billedverden kan resultere i et andet samfund. Det er en rapport om kunstens tilstand i Europa og især Frankrig, og en tro på og en opsang til ungdommen.
Udgivelsen består af tre foredrag: ‘Surrealisme og revolution’, ‘Mennesket imod skæbnen’ og ‘Teatret og guderne’. I første foredrag behandler Artaud forholdet mellem surrealismen og revolution, både på et kunstnerisk og samfundsmæssigt plan. ‘Mennesket imod skæbnen’ diskuterer, hvorfor den surrealistiske revolution er forfejlet, hvorfor ‘den revolution som Marx opfandt, er en karikatur af livet’, og hvorfor Vestens fornuft er dræbende for revolutionen, mens den mexicanske ånd svarer langt bedre til surrealismens idé om at nå ind til det inderste.
I ‘Teatret og guderne’ behandler Artaud den generelle surrealistiske idealisme gennem teatret. Han tager fat i en del pointer fra de tidligere foredrag, bygger videre på nogle og modsiger andre.
Ifølge Artaud er surrealismen konkret; den transformerer drømmene og det indre liv til den synlige verden: ‘Mellem det der er virkeligt og mig findes jeg og min personlige deformering af virkelighedens fantomer’, skriver han i ’Surrealisme og revolution’. Det er ikke let stof, men det er inspirerende og forfriskende, at Artaud foreslår, at surrealismen ikke kun repræsenterer en ‘højere virkeligheds rus’, men derimod at der ud af surrealismen kan fremspringe en ny konkret virkelighed, en politisk forandret virkelighed.
Artaud kæder forkastelsen af den vestlige fornuft sammen med Mexicos åndelighed og påpeger, at den eneste vej til den rene bevidsthed er gennem ånden, ikke intellektualiseringen. Det individuelle og det kollektive forenes hinsides fornuften i drømmene, i surrealismen, og det, der udspringer fra den inderste angst, bringer den sandeste kunst.
Det er derfor, kulturen ikke kan være noget skrevet. Som Platon siger: ‘Tanken gik tabt den dag, hvor det første ord blev skrevet.’
At skrive er at forhindre ånden i at bevæge sig blandt formerne som en mægtig ind- og udånding. For skriften fikserer ånden og krystalliserer den i en form. Og af den form fødes idoliseringen. Det sande teater har som kultur aldrig været skrevet, skriver han i ‘Teatret og guderne’.
Hvorfor og hvordan skal vi læse den desperate surrealist i dag? Forlaget After Hand Archive har udgivet foredragene i form af en simpel pamflet, sort tekst på hvidt. Lige til at have i baglommen. Men ikke helt ligetil at læse.
Heldigvis har Peter Laugesen, alle tiders danske altmulig-poet og enfant terrible, gjort en dygtig oversættelse samt et endnu mere bemærkelsesværdigt forord. Han beretter om Artaud, som var man der selv. Laugesen fungerer som en fremragende – og tiltrængt – vej ind til Artauds desperate, men ikke mindre indfølte verden, og pludselig gør det måske ikke så meget, at foredragene er næsten 70 år gamle, og surrealismen ikke længere er på sit højeste.
På forlagets egen hjemmeside står der, at udgivelserne ‘vil fungere som materiale til kunstnerisk forskning og som partiturer til at se på fremtiden gennem historien’. De revolutionære budskaber synes på denne måde bestemt relevante, og ikke mindst er det interessant og forfriskende, at surrealismen og kunsten igen placeres i en politisk kontekst.
Artaud er nådesløs. Det dybeste er det farligste, og det farligste er det mest desperate, og det mest desperate sætter gang i livet, politikken, kulturen og ånden. Det kan godt være, Artaud var rablende sindssyg, urealistisk idealistisk og en løbsk kunstner, men hvor er det dog poetisk, som her i ‘Teatret og guderne’:
‘Enhver har sin plads i billedernes vibrerende rum. Guderne kommer ud imod os på et skrig eller et ansigt, og ansigtets farve har sit eget skrig. Skriget er sin vægt værd i billeder i Rummet, hvor Livet modnes.’
