Desuden ville jeg gerne være alene – Werner Herzog OM AT GÅ I IS
Werner Herzog har blik for ulvehunde, hølæs og frosne kyllinger i sin poetiske rejsedagbog fra 1974.
Citat
På vejen havde jeg samlet en stump papir op fra jorden, det er den midterste fjerdedel af et hårdt pornoblad, som nogen har revet i strimler. Jeg forsøger at regne ud, hvordan billederne kan have set ud i deres helhed, altså hvor en arm eller de sammenslyngede lemmer pludselig kommer fra. Det påfaldende er, at kvinderne har en hel masse meget billige smykker på, selvom de er nøgne. En kvinde er blond, manden har dårlige fingernegle, ellers brudstykker af kønsdele.
OM AT GÅ I IS er en rejsedagbog. Den er skrevet under en rejse fra München til Paris i perioden 23. november til 14. december 1974. Filminstruktøren Werner Herzog har fået at vide, at Lotte Eisner, den tyske skuespiller, filmkritiker og forfatter, ligger syg og muligvis for døden i Paris, og overbevist om, at han kan redde hende, hvis han kommer til fods, begiver han sig af sted udstyret med vadsæk, regnslag og kompas. Det er en redningsaktion, forstår vi – excentrisk filminstruktør to the rescue:
– Eisnerinden må ikke dø, hun dør ikke, jeg tillader det ikke. Hun dør ikke, det gør hun ikke. Ikke nu, det må hun ikke. Nej, hun dør ikke nu, for hun dør ikke. Mine skridt er faste. Og nu skælver Jorden. Når jeg går, går en bison. Når jeg holder pause, hviler et bjerg. Ve! Hun gør det ikke. Når jeg kommer til Paris, lever hun. Det vil ikke være på andre måder, fordi det ikke må. Hun må ikke dø. Senere måske, når vi tillader det.
Ud over dette højstemte stykke i bogens indledning er det imidlertid ikke meget, vi hører om Lotte Eisner. Herzog nævner hende kun et par steder, nærmest en passant, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hendes sygdom bare er en undskyldning for at gøre noget, han ville have gjort anyway. I forordet siger Herzog:
– Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.
Spørgsmålet er, om ikke dette ønske om at være alene er den primære grund til, at han tager af sted. Men lad nu det ligge. Det gør ikke bogen mindre god.
For det ER en god bog, og det er det, tror jeg, på grund af Herzogs sans for detaljer. OM AT GÅ I IS bugner af præcise og poetiske iagttagelser. En ny Citroën med et hølæs spændt fast på taget. En gammel mand, der trækker sin cykel op ad en bakke med en frossen kylling på bagagebæreren. En buschauffør, der smider et endnu tændt cigaretskod ud ad døren på den kørende bus. En sort ulvehund med gule øjne. Et iturevet pornoblad i skovbunden (se citatboksen).
Jeg er for eksempel også meget glad for denne beskrivelse af byen Tailfingen: ‘Byen er frygtelig, en del industri, trøstesløse tyrkere, og kun én telefonboks.’ Man kan se dem for sig, tyrkerne, strandet i en trist tysk provinsby, hvor man endda må stå i kø for at ringe hjem.
Herzog opholder sig sjældent særlig længe ved noget, ofte kun en eller to sætninger, så er det videre. Tankerne vandrer, associationerne flyder frit. Det ene øjeblik hører vi om traktorer, køer og regnvåde marker, det næste øjeblik slår teksten om i en udsyret vision af brændende togvogne på himlen. Og stilen skifter fra det nøgterne til det højstemte på et splitsekund:
– En lurvet kvinde jog en lurvet hund ud af huset. Åh, min Gud, hvor er det koldt, Gud, lad mine forældre blive gamle.
En del af charmen ved OM AT GÅ I IS er de helt lavpraktiske detaljer. Den hævede højre akillessene, som plager Herzog. Kompasset, som han taber. Sweateren, som vadsækken gnaver hul i. Spilletrøjen fra Offenbacher Kickers, som Herzog går i, og som til sidst stinker så meget, at han må lukke jakken, når han er blandt mennekser. Mandarinerne og chokoladen og mælken, der holder ham gående.
Det er ikke en ren bog, som forsiden signalerer. Det er en beskidt bog, der stinker af sved. Og på den måde er titlen også lidt misvisende, for det meste af tiden er det ikke is, Herzog går i, men mudder, regn og sjap.
OM AT GÅ I IS er ikke altid lige spændende. Til tider er det indforstået, og til tider er det trivielt. Det ligger ligesom i dagbogens natur. Men når Herzog så rammer, rammer han rent, og sætningerne hæver sig op over det tyskfranske sjap. Det er glædeligt, at man nu kan læse hans optegnelser på dansk – i øvrigt upåklageligt oversat af René Jean Jensen.
