Det dårlige digts poetik – Stig Larsson GODNAT TIL MINE KÆRE
Prosadigte, fra den svenske lyrikers halvfemserproduktion, småsludrer med sig selv.
Citat
(…)
Den slags historier. Men den vigtigste tilføjelse: at det var
helt tydeligt at fyren
alligevel godt kunne lide Kim. Ja, det kunne, efter nogle år, selv den af
hans tidligere kammerater
hvis lejlighed han brændte ned. Selv pigen der sagde til mig
at hun vidste at Kim ville stjæle fra hende
men at det egentlig
ikke gjorde så meget, hun ejede jo ikke noget. Kim, han hugger så
nøglen til hendes brors lejlighed, lænser den
for værdier til tres tusind (der ikke dækkes af forsikringen
da der ikke var nogen beskadigelse af døren). Tager et par måneder for hende
at komme over det. Men, ja – man kan lide Kim.(…)
Jeg skrev for nyligt en anmeldelse af den svenske digter Tomas Tranströmers SAMLEDE DIGTE, som jeg valgte at afslutte med min et citat fra samlingen ØSTERSØER, hvori Tranströmer profetisk forudsiger sin egen afasi. Nu sidder jeg så med GODNAT TIL MINE KÆRE, en digt- og prosasamling af Tranströmers landsmand Stig Larsson (nej! Ikke ham med krimierne, hans navnebror), og får lidt af et chok. Et par digte inde læser jeg følgende:
– Så tidligt som i 1981 læste jeg – netop,// det der … ord. Ordet afasi. At man ”vågner om natten” … I et digt// der blev skrevet for over tyve år siden// i samlingen Østersøer. Som forstod han allerede// hvad der skulle ske
Et besynderligt tilfælde, der virker endnu mere besynderligt, fordi netop tilfældigheder – mystiske sammentræf – er et tema, der er flittigt repræsenteret i GODNAT TIL MINE KÆRE.
Larsons digte er ofte i dialog med sig selv. De er selvbevidste, men også tvivlende. De tøver. De småsludrer, ja næsten skændes med sig selv som et gammelt ægtepar. De mimer den måde mennesker taler og tænker på, med indskud, opbremsninger, præciseringer, stammen, gentagelser og ulogiske skift fra et emne til et andet. Skift i tekstens tonefald er markeret med kursiv, versaler eller fed. Interessant er det, at Larsson trækker metarefleksionerne helt ud til grænsen, og så lige et skridt længere, fx i CHOKOLADE, hvor digtet prøver at være et dårligt digt, bl.a. ved at vokalensrette hele strofer – i bedste tri smi kinisir stid pi Hijbriplids-stil – for derefter at kommentere på forsøget:
– Nej – sådan kan man/ ikke tænke, jeg kan skrive/ hvad som helst. Selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan fortsætte, men at jeg ikke/ gør det (kan fortsætte: jug plujur ut hubu … men alligevel ikke gør det) –// men så kommer jeg i tanke om hvorfor jeg er standset: Jeg ville skrive/ et dårligt digt. Det var derfor.
Således efterlader Larsson læseren i en position, hvor alt kritik af hans lyrik vil virke tåbelig. Men heldigvis er hans skrift slet heller ikke så dårlig, som han gerne vil gøre den. Grebet gør at indholdet fremstår venligt, humoristisk, underspillet, og det selvom trusler om mord bliver ved med at dukke op undervejs på de 120 sider. Janteloven tages på ordet: Digter-jeget tror ikke, det er noget, eller at det er bedre end andre. På dette punkt – og fordi de begge har arbejdet med film – minder Larssons prosadigte utrolig meget om danske Bo hr. Hansens. Larsson skriver ligeledes med humor og humørsvingninger, og også han benytter den bekendende erindring flittigt: episoder fra ungdommen mindes, møder med mennesker før og nu huskes, historierne fortælles og kommenteres.
Digtene i GODNAT TIL MINE KÆRE stammer fra perioden 3/8 1995 – 27/7 1996. Dugfriske er de ikke, men de holder sig godt. Dog kan de mange referencer til svenske kultur- og litteraturpersonligheder godt gå lidt hen over hovedet på de læsere, der – som undertegnede – end ikke havde bestået folkeskolen på det pågældende tidspunkt.
