Af | 16. september 2011

Det ender galt – Brødrene Woetmann og Mouritz/Hørslev-projektet på CafeTeatret

To høje brødre taler i munden på hinanden, inden en digterinde og hendes musikerven synger ballader om syresvampe og at slå en kvinde ihjel en mørk nat. Det må jo ende galt.

Oppe på CafeTeatrets første sal gør to brødre sig klar. Den ene klædt i klar blå skjorte, slips og firkantede briller, den anden i for korte bukser og lys skjorte med kinaflipkrave. Begge imponerende høje af statur.

Lars-Emil Woetmann Nielsen og Peter-Clement Woetmann er Bdr. Woetmann, der tidligere bl.a. har udgivet bogen BRØDRENE WOETMANN AF DANMARK, har bedrevet interaktiv dobbeltskrift i maratonformat over et helt døgn foran hver deres computer og senest optrådt med spoken word-showet ’Brødrene Woetmann af Danmark’ på dette års Nakke Festival. Nu er de så endt på en scene i det indre København, hvor de – før Mouritz/Hørslev-projektet toner frem – skal fremføre spoken word på en højhellig søndag, og så endda den søndag, der i år falder på 11. september. Nineeleven, you know.

Polyfonisk politik
I symbiotisk samklang fungerer de to brødre særdeles godt. Lars-Emils drævende recitation og uendelige dadaistisk-stammende gentagelser af hverdagssprog fungerer som en vedholden af et energifyldt tempo, mens Peter-Clements formfuldendte konstruktioner og sprogligt set fortættede og stillestående form får liv og fremstår humoristisk. Som han selv siger i starten: ’Jeg tror lige, jeg fusionerer mit poetiske flow’, og det er egentlig meget rammende. Hans længere prosastykker er primært fra MIT INDRE POMPEII, mens mange af brødrenes fællesstykker synes nyskrevne eller fra Lars-Emils hånd.

Polyfoniens musikalitet lykkes stort set, og kun en enkel gang er det dadaistiske samspil ved at bryde sammen i fælles fejltagelser. Især de lydlige ordlege og gentagelser af ordene ’pumpende, blafrende, hvilende, dunkende’ flyder frit og ubesværet rundt i den varme overetage på det tilsyneladende udsolgte CafeTeatret. Ofte er der en næsten tematisk call-and-response-udvekslen mellem de to brødre, når lillebror Peter-Clement siger ’alting er altid det samme’ og storebror Lars-Emil umiddelbart efter fortsætter ’disse stenede sandheder’. Eller når lillebror poetisk siger: ’Lad en gletcher bygge / lad den kælve’, og storebror fortsætter i rundgange og selvhjælpsdiktion: ’Du er en høne, og du lægger æg, og det er dejligt.’

Sammenhængen er måske ikke umiddelbar tydelig, men alligevel klar nok. Det er tydeligt, at de to brødres samarbejde er præget af politiseret sprog og af overvejelser over og om demokrati, fundamentalisme og frihed. I en Dansk Folkeparti-pastiche med adskillige andre referencer fremfører de en række sætninger over danskhed, der lyder nogenlunde således:

– Jeg er Danmark / jeg er en fri fugl / jeg er levende / jeg er den sidste jøde / jeg er en stavefejl i Google / jeg er Danmark / jeg er ikke her.

Og så er de to lange brødre da også væk igen.

Mads og Lone
Musikeren Mads Mouritz og digter Lone Hørslev kender hinanden fra Vestjylland, fortæller Mouritz, da han sætter sig til rette på scenen. På gulvet foran dem ligger en række spredte papirer, for de har netop skrevet en række nye sange, som de knap kan teksten til. Pffft, siger Mads og smider papirerne fra sig og kaster sig hovedkulds ud i første nummer, den nyskrevne DET KOLDE BORD. De nye sange synes endnu mere humoristiske end dem på både debuten SÅ ER DET SAGT (2007) og BLIK, BANG BANG fra 2009 – på trods af, at makkerparret senere kalder den nye bunke sange ’ikke sindssygt muntre’. Hørslev synger:

– Helt ærligt, så ved jeg godt, at vi aldrig vil køre til Odden. Eller nogle andre steder hen for den sags skyld sammen,

og hun synger bedre, end jeg nogensinde har hørt hende før, både på kor og alene. Den tørt afleverede tristesse og tekstens humoristiske levering af det komplet nedtrykte er rammende, og når digterinden senere synger det i og for sig komplet ulogiske: ’Vi forsøger at køle os ned ved at købe noget hi-fi’, så forstår man alligevel præcis tekstens budskab og griner med på pastichen. Mads Mouritz akkompagnerer med skrattende akustisk guitar og charmerende drenget vokal, og det magiske i samarbejdet mellem digtet og musikken udgår netop fra, at begge viser skrøbelighed og i den grad ikke er bange for at udtrykke følelser eller stemninger, der hverken er skønne, fuldendte eller hymniske for den sags skyld.

Melodiøse poetiske svingninger
Mads Mouritz er ulasteligt klædt med slips og næsten strøget skjorte, mens Lone Hørslev sidder pænt med samlede knæ og kort kjole med havenisser på. De fremtoner umiddelbare og afslappede, og den afslappede indstilling til det at spille koncert er vist også sigende for Mouritz/Hørslev-optrædener.

På især de ældre numre, som FANDEN FOR FANDEN fra BLIK, BANG BANG og TAK FOR DIT BREV for SÅ ER DET SAGT, smyger den velsvugne og melankolske melodi sig omkring den dystre og prosaiske tekst, mens Mouritz tager effektpedaler med distortion frem til nogle af de nyere numre. Her laver Hørslev reelle recitationer fra JEG VED IKKE OM DEN SLAGS TANKER ER NORMALE (2009) om blandt andet terrorangrebet på World Trade Center, og i et af de nyere numre giver de to optrædende ordet til Manden, der således tager genmæle i den nye sang HENSYN.

– Nej, jeg er ikke ligeglad med dig / og ja, jeg kan godt finde ud af at sige undskyld / jeg gider bare ikke finde mig i dit brok / og du kan også godt tage at vise hensyn.

Hørslev tager mandens stemme i sin og synger eftersigende om at drikke en flaske vin, der var en gave. Således er det i den grad dagligdagens små dramaer, der tilsyneladende fungerer som omdrejningspunkter for sang- og digtskrivningen, men dog bryder duoen ud i komplet vanvid til sidst. Her fungerer SVAMPEPLUKKER fra BLIK, BANG BANG som sidste nummer, og før Mads Mouritz går vanlig abeamok i det afsluttende råbestykke i nummeret, synger han med Lone på kor:

– Det er så let at forveksle / hvid fluesvamp med champignon / grøn fluesvamp med skørhat og / forgiftningssymptomer med savnet af dig her i nat.

I sin iver og vanvidsråben skubber Mads mikrofonen væk, så han stopper, rykker mikrofonen tilbage på plads og fortsætter verset, mens publikum hujer, hyler og klapper. Da de to vender tilbage til et enkelt ekstranummer, er det den både smukke, sørgerlige og patetiske murder ballad KOM KOM KOM fra BLIK, BANG BANG. Et eminent godt nummer og i mine øjne langt det bedste nummer fra albummet. Her kommer al den uendelig smukke skrøbelighed til sin ret i tekstens absurditet og uendelige tyngde, og Mouritz drengede vokal synger Hørslevs lyrik:

– Vidste du godt at jeg engang / i nattens mørkeste mørke / brød ind i dit hjem, for din dør stod på klem / og jeg lagde mig på dit klinkegulv / så listede jeg langsomt hen til din seng / og regnen slog mod ruden / og din søvn var så sød, og du åndede tungt / og jeg løftede min hånd (…)

Hvad der sker derefter, må man selv sætte BLIK, BANG BANG på for at høre. Jeg kan afsløre, at det ikke ender kønt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Musik,

Læs også