Det er dig, der er jeget. Altså mig – Nicolaj Stochholm ODEFABRIKANTEN


Nicolaj Stochholms nye digte er vildt svære, vildt paradoksale, vildt skræmmende, vildt gode og til sidst vildt vilde. Odefabrikanten er hans nye pseudonym, tror jeg, eller også betyder det noget andet.

Digt

Psykonaut

Vores guder er sten i himmelsvælget
en pille mellem to mandler og en tunge
et fald ned og ind i det ukendte nye
hvor hjernen våger og slår alt fra

Vi fortsætter i mørket med erfaringens
dybdesøgende overfladiskhed
der som dyrene holder os klare af
lyskeglernes nybyggende vildnis

Som om denne håndfuld af stjernetåge
kan repræsentere selve overskridelsen
og erindringens fiktive udspring

Jo, jeget har slugt denne blanding
og vågner i bevægelser der umiddelbart
er fortid, genkender panisk køreplaner
og bygninger som tilværelsens
eneste virkelige og faste holdpunkt

Tankeeksperiment: forfølg en af påstandene i digtet til højre. Bare én. Der findes, ifølge sidste strofe, åbenbart ’bevægelser der umiddelbart er fortid’ – og hvad skal det så betyde? Tænk sig at vågne og kun bevæge sig i fortid. Som om alt man gør, allerede er gjort. Måske på samme måde som Bill Murray i filmen Groundhog Day, der vågner hver morgen til den samme dag, de samme mennesker, der vader forbi, det samme synske murmeldyr, det samme allerede levede liv. Er det ikke en skræmmende tanke? Eller er det simpelthen sådan det fungerer, jeg mener, kroppen reagerer jo på hjerneimpulser, umiddelbart en smule forsinket, aldrig helt til tiden? Eller er det bare en følelse, jeget får, en tilstand, det vågner i, hvor dagen allerede er indrammet i køreplaner, allerede er levet i forestillingen om dagen? Sådan kan man fortsætte med at forfølge tanker længere og længere ud – og dette er bare ét tanketwist af ubeskriveligt mange. Digtene har ikke små ambitioner, digtene er psyko, med Stochholms eget ord, små psykonauter.

Paradokset er det gennemgående og gennemgribende træk. Et eksempel er samlingens korteste digt ’To linjer i spejlet’:

’Med en troløs sult er jeget gennem alle/ grænser alene herskende og jeg ser ham’.

Det talende jeg føler sig fremmed over for det, han ser i spejlet – meget banalt, hvem har ikke prøvet det? Det gode ved digtet er imidlertid den måde, sprogets indbyggede organisering går ind og modsiger digtets oprindelige påstand af fremmedhed. Paradoksalt. For der er jo et jeg, der til sidst ser det fremmede jeg i spejlet; altså i en forstand et jeg, der defineres i forhold til det, der ses. Et paradoksalt jeg. Og man kan ikke skrive digte uden jeger, for sådan har vi valgt at indrette vores sprog. På den måde ændrer sproget digtets udsagn, det ikke bare siger, men gør.

Samme type sproglige manøvrer går igen i resten af digtene, og det er fremragende og vel sådan, digte bør være. På et overordnet plan handler de om tre ting: Identitet, kærlighed og politik. Identitet som i det jeg, der forhandles med i ’To linjer i spejlet’; kærlighed, som når to mennesker mødes på et ’[danse]gulv tatoveret med sjælerester’ (fantastisk billede); politik, som når kanonløb lyder over landskaber, og ’lovens bogstav’ lyder i Søren Espersens klamme retorik.

Metasnak er et andet gennemgående træk. Digtet som mulighed eller, som det hedder i det ovenstående, den ’håndfuld af stjernetåge’, der ’kan repræsentere selve overskridelsen’. Der er en konstant selvreflekteren i disse digte, en overvejelse over hvad de som digte egentlig har gang i, og om det overhovedet nytter noget? Det er meget grundigt, men gør det jo ikke ligefrem nemmere at forstå – altså hvad digtene har gang i.

Digtsamlingen slutter i en slags feberdrøm med kapitlet ’A journey that leads to the sun’, hvor sproget fortættes til overophedelse. Og det er en fornøjelse at komme så tæt på solen, men hvad skal man som fortolker gøre, når det hele bliver lidt for vildt. Digteren nævner det selv i nogle afsluttende kommentarer, som derfor får denne plads: ’hvad skal digtet stille op/ med al den mangfoldighed/ dette flydende der ikke standser/ når det gamle jeg som hænger/ stivnet i formen prøver/ at udtrykke denne tilstand’? Det er læseren der er jeget her. Tror jeg.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *