Det er løgn – ROSKILDE FESTIVAL 2007
Røverhistorier, pral og overdrivelser trives mildest talt fint på Roskilde Festival. Det er bare med at følge med så godt man kan.
Kiddes kuriøse kabinet
Året rundt sidder Rune T. Kidde og fortæller historier på Dyrskuepladsen. Det er fordi, han er blind og ikke kan finde hjem. Men for at han ikke skal fryse i de første kolde julidage, hvor den ondeste regn traditionelt sætter ind, begyndte godhjertede mennesker for snart flere generationer siden hvert år at afholde en Roskilde Festival omkring ham.
Derfor troner Kidde i fire dage i Spoken Word-teltet. Om eftermiddagen og aftenen tager han sin sneppedragt på og overvåger diskret, at alt forløber uplanmæssigt, men om formiddagen har han selskab af nogle af sine mest hærdede venner og så fortæller de røverhistorier fra de varme lande.
Det er blevet en klassisk og populær begivenhed, og man skal ikke gå over åen efter kaffe for at blive henvist til en plads langt uden for teltet. Heldigvis taler røverne ikke kun uafladeligt, de taler også så højt, at selv om de kører uden mikrofoner, må selveste biskop Jan Lindhardt ringe inde fra domkirken for at bede dem dæmpe sig, således at han selv også denne søndag kan divertere med sine løgnehistorier (der heller ikke er helt uefne).
Planteædende planter
I dag har Kidde guitaristen Sten T. og historiefortællerne Carl Quist Møller og Carsten Islington med sig på scenen. Quist Møller og Islington beretter især om oplevelser fra deres barndom blandt hippier i djurslandske kollektiver, i fynsk kolonihave, på det gamle Vesterbro eller i en endeløs togkørsel på vej til skole, men altid endende på de afveje, som vi er kommet for at høre om.
Islingtons far ernærede sig ved at sælge frø fra en gammel overlæges bananplante. Frøene solgte han via et postordrekatalog, og altså på god afstand af kunderne, som spirer til ”Kødædende planter” og det var en ikke helt ringe gesjæft. Som et tankevækkende kuriosum kan Quist Møller så denne dag supplere med, at frøene faktisk udviklede sig til noget ganske andet end de banantræer, som Islingtons far sikkert selv troede. Fordi musikeren Jesper Thilo under en brandert (der strakte sig fra foråret 71 til et uheld med en defekt vandpumpe under ølstrejken i sommeren 75) sked i selv samme overlæges bananplante, udvikler dens frø sig til en særlig glubsk flora. Men da det hele jo foregik i 70’erne er disse planter ikke kødædende, men overbeviste, ja, næsten fanatiske, vegetarer. Planteædende planter, det er skæbnens ironi og ganske uhyggeligt.
Fugledansen
Både Quist Møllers og Islingtons historier fra barndommen, Kiddes genfortælling af en af Will Eisners Spirit-tegneserier og Sten T.s sang om ”Trøstesløs Café” har ofte en melankolsk grundtone. Det handler om at blive væk, blive kidnappet, glemt eller forladt, men fortællingerne serveres med overskud, det gik jo ikke værre end at de sidder her i dag, og de slående pointer falder med meget korte mellemrum. Det er lindring for det efterhånden hårdt kørte publikum og stemningen er ualmindeligt god.
Alligevel spores også et vist vemod, en usikkerhed, for hvad med Kidde? Det er ved at være synd, at han skal sidde i alt det mudder år ud og år ind. Men så netop som solen for første gang siden juni bryder gennem skyerne, sker miraklet. En flok usædvanlig selvkørende norske charterturister er tumlet ind i teltet og ved den umiskendelige duft af sommersol på pløjemark påbegynder de efter gammel norsk tradition det elegante ritual, der går under navnet ”Fugledansen”.
Kidde ifører sig raskt sneppekostumet, hopper ind i kredsen og da fugledansen går over i regulær kædedans, lader han sig velvilligt føre med af nordmændene.
Og det gik hverken bedre eller værre, end at denne kædedans endte ved Kiddes herskabelige bolig nøjagtig 70 km i fugleflugtslinje fra Spoken Word-scenen. Vi ved det, fordi han lige har sendt en sms til Lindhardt, der er gået til efterfest her i presseteltet. Og biskoppen kan også berolige os: Kidde har lovet at være tilbage til næste år. Det er ikke engang løgn.
