Det er midnat nu i Europa – Janne Teller KATTENS TRAMP
Der har været meget mørkt i Europa og er det stadigvæk. Men efter midnat begynder en ny dag, som nok vil bære mindet om i går med sig, men set i et nyt lys. Janne Tellers nye roman er en fortælling om de spilleregler, der både gælder i krig og kærlighed, her set i lyset af Balkankrigene.
Janne Tellers roman er et kunststykke udi at skrive historier sammen. Her fortælles sideløbende den private historie og Historien, som den har udspillet sig på Balkan. Et gennemgående spørgsmål er, om menneskelivets historier tvindes ind i hinanden eller om den ene afløser den anden.
KATTENS TRAMP er historien om en mand, Sem, der prøver at få en historie til at forsvinde ved at lave nye historier. Men det viser sig, at historien er den samme og at den korte glemselsrus han oplever, kun er en illusion, da minderne ikke kan slettes. De kvindelige omdrejningspunkter i Sems liv er hans gifte elskerinde og hendes to døtre. Som straf for, at elskerinden har slået deres fælles barn ihjel (en frivillig abort), vil han slå hende ihjel ved at tage hendes børn. Men kærligheden kan ikke slås ihjel, for som katten har den ni liv og en særlig evne til at snige sig udenom sin bøddel. Kærligheden bliver til en krigserklæring, som skriver Historien ind i romanen.
Romanen foregår hovedsageligt i Jugoslavien under Balkankrigene. Fortællingen er udover at være henvendt til kvinden, Zoja Maria, også henvendt til Slobodan Milosevic, da Sem forsøger at aflure ham, hvordan man koldblodigt fører krig og slår ihjel. Krig og kærlighed fungerer på samme præmisser og undervejs i romanen udvikler Sem sig til en følelseskold despot, som bruger kvinder efter forgodtbefindende. Den grufulde krig i det tidligere Jugoslavien oprulles og med dén diskussionen af at være europæer: Er man europæer af valg eller af blod? KATTENS TRAMP er en identitetshistorie, en historie om Europas hjerte og hvem det banker for. Og om mennesker er anderledes, hvis de er kroater i forhold til serbere, bosniere, muslimer, hvide eller sorte som Sem. Billedet af eks-Jugoslavien bliver et billede på hele verden.
Fortællingen er dygtigt skruet sammen, så man både læser kærlighedens, krigens og hadets historie på samme tid. Sprogbrugen er poetisk og rytmisk gentagende på grænsen til det messende:
”Historien er inde imellem, eller også begynder den her, det kan jeg ikke vide, for jeg går langsomt gennem denne by, langsomt, langsomt forbi de højdørede, prydstilslebne, guldvinduesindrammede historier, sammen med alle de andre der hører til i denne by, bærer deres historier rundt i historien i denne by der er din, går langsomt, langsomt sammen med en ung kvinde, en ganske ung kvinde, en ung lys leende lunende kvinde, en datter der frister, en datter der er din.”
Der har været meget mørkt i Europa og er det stadigvæk. Men efter midnat begynder en ny dag, som nok vil bære mindet om i går med sig, men set i et nyt lys. Det, der kunne lyde som en grum kliché om krig og kærlighed, bliver i Tellers roman formidlet elegant og præcist, men stadig med den livgivende tvivl, som giver temaerne resonans. Romanen er desværre uden den humor, som kunne være en forløsende faktor i de magtgerrige spil. Så selvom Teller til tider tager munden for fuld i analogierne mellem krigen og kærligheden, er det alt i alt et vellykket og overbevisende værk.
