Det er mig lige meget, hvor jeg skal være fuldkommen alene – Dubravka Ugrešić SMERTEMINISTERIET
Der er skrevet mange gode bøger om eksil, siden Odysseus led af nostalgi. Med SMERTEMINISTERIET føjer kroatiske Dubravka Ugrešić endnu en funklende perle til rækken.
Citat
Jeg var nødt til at finde et territorium, som kunne tilhøre os alle sammen og være så lidt smertefuldt som muligt. Og det kunne, tænkte jeg, kun være vores fælles fortid. For alle var vi blevet berøvet retten til at huske. Med landets forsvinden skulle også erindringen om tilværelsen i det viskes ud.
Hvad sker der med et menneske, som tvinges bort fra sit hjemland af krig? Kan man leve et normalt liv i en fremmed kultur talende et fremmed sprog? Og er det overhovedet sundt at huske sin fortid?
Nietzsche mente, at et overmål af erindring gør livet goldt. Noget anderledes forholder det sig for Tanja Lucić, der efter en del driven omkring i Europa, bosætter sig i Amsterdam for at undervise i serbokroatisk på byens universitet. Hun er kroat og er vokset op i det Jugoslavien, hvorom det hedder: ”Jugoslavien var et forfærdeligt land. Alle løj, og de lyver stadig. Nu er løgnen bare delt i fem”. Som en centrifuge har opsplittelsen af Jugoslavien og 90´ernes vedvarende krige spredt folk som Tanja ud over resten af verden.
I eksilet forsøger de fleste at starte et nyt liv, men folk ”slæbte det tidligere land med sig som en slæbepram”, der gør det umuligt at glemme glæderne, rædslerne, trygheden og volden i det Jugoslavien, som Tanjas studerende i Amsterdam – kroater, serbere, bosniere – forsøger at fortrænge med det neutrale navn ”landet”. Sammen med Tanja finder de dog hurtigt ud af, at ”landet” var skæbnesvangert for dem alle. Som ethvert menneske er de fyldt af minder om hjemlandet, erindringsglimt om barndommens første cykel, en særlig god kage eller fragmenter af Titos taler. Tanja og de studerende begynder at samle denne ”jugonostalgika” til et erindringsarkiv, fordi truslen om glemsel forlener eksilet med et følelsesmæssigt kaos. Mennesket har brug for struktur i sit liv; en struktur som erindringen kan skænke, og som litteraturen kan fæstne. Således udgør SMERTEMINISTERIET selv et arkiv af erindringer om Jugoslavien og hjælper dermed til at holde et smertefuldt kapitel i Europas historie levende.
Ugrešić skriver medrivende og frem for alt utrolig præcist. Et sted står der for eksempel: ”Vi var flygtet alle vegne fra og var nået alle mulige steder hen”. En sætning som umiddelbart lyder noget diffus, men som i virkeligheden med sin mangel på stednavne udtrykker den radikale desorientering, som eksilet ofte medfører. I det hele taget er bogen fuld af citerbare sætninger, der begejstrer under læsningen.
Med SMERTEMINISTERIET viser Ugrešić litteraturens potentiale for at række direkte ud i den virkelighed, som den udspringer af og handler om. Det er en vigtig bog, som insisterer på, at historien ikke må glemmes, uanset hvor smertefuld den er. Min eneste indvending er, at bogens tanketunge indhold til tider tynger tekstens livlighed. Til gengæld er den samtidig så tankevækkende, at man nemt bærer over med nogle få lettere fortænkte passager, når det alt sammen er en sjældent vellykket del af det ærværdige projekt at fæstne et stykke ulykkelig historie, så det bliver umuligt at glemme og forhåbentlig sværere at gentage…
