Det er min skyld – Svend Åge Madsens LEVEMÅDER
Skyld, hævnmord, eksperimenter med samlivs- og romanformer, masser af jokes og det hele vendt på hovedet – Svend Åge Madsens LEVEMÅDER har det hele, men mangler noget.
Engang mod slutningen af 3. G. sad jeg oppe en hel nat, fordi jeg ikke kunne lægge Svend Åge Madsens TUGT OG UTUGT I MELLEMTIDEN fra mig. Jeg blev lige akkurat færdig i tide til, at jeg kunne nå at køre med min mor ind til Grenå, hvor en dag som alle andre dage sikkert udspandt sig, men hvor jeg gik og var hemmeligt høj af kombinationen overtræthed og medrivende litteratur.
Siden har jeg med års mellemrum læst yderligere fem Madsen-bøger, inklusiv den nys udkomne LEVEMÅDER, og for hver gang er min begejstring blevet mindre, for nu at have nået et stadie, hvor søvnen hele tiden lurer bag næste side. Er det mig eller Madsen det er gået galt for?
Én, det med sikkerhed gik galt for, var Gordon Bimpel – personen der som en anden lektor Blomme indleder LEVEMÅDER med uvidende at indtage en giftig oblat og dø. Romanens røde krimitråd bliver naturligt nok svaret på spørgsmålet, der på bogens bagside lyder: Hvem slog ham ihjel – og hvorfor? Men hos Madsen får en rød tråd ikke bare lov til at blive rullet pænt ud, den klippes i stykker og der slås knuder og flettes og vikles og trevles, til man har et helt net med mange løse ender.
Romanen handler om skyld, hævn og retfærdighed, men også om kærlighed og lyst, og om hvorvidt mennesket er skabt til at leve i tosomhed, eller om livet kunne leves på andre måder – deraf titlen. Vi får bl.a. indblik i en moralsk tvivlsom menage ã trois og en helt igennem lykkelig firkant, der er det paradis hvor slangen Gordon Bimpel indtræder (med et eksempel på bogens egen rige religiøse billede- og sprogbrug.) Det forgår i syv kapitler, hvor de sidste seks viser sig at være forskellige tekster og dokumenter, der indgår i hinanden og krydses mellem, så man skal holde tungen lige i munden for at bevare overblikket. Dokumenterne skrives af forskellige personer i bogen, og veksler derfor i stil, bl.a. bliver kapitlet ”Mislykke” til en slags ”Livet i Venedig” – bogens eget udtryk for en spejling af DØDEN I VENEDIG.
Det understreger Madsens yndlingsmetode: At vende tingene om. Han genbruger myter og historier, men altid drejet så det bliver kontramyten og kontrahistorien. Hændelser gentages og spejles, personer forvandles, skifter identitet, eller er splittede i en form for fuldkommen dualisme, samtidig med at ordenes tvetydighed trækkes til det yderste.
Min opfattelse er, at det er for skematisk og for planlagt, som om det hele passer for pænt og det skæve er skåret til efter en lineal. Figurerne er typer, og bliver brikker i et aftalt spil, dvs. en historie der primært skal rumme alle pudsigheder og ordspil, og derfor ikke rigtigt fanger læseren. Det hele får mig til at føle, at jeg befinder mig til en dannet selskabsleg på Rungstedlund, hvor vi laver anagrammer af vores navne, uden at der just er løssluppenhed og liv i løjerne.
Hvis man efter læsningen ikke er helt tilfreds med detektivens afgørelse af skyldsspørgsmålet, kan man læse bogen igen, og måske komme frem til en anden løsning. Man kan også, helt i bogens ånd, hævde, at det er forfatteren, Svend Åge Madsen selv, der er morderen. Eller man kan se ind ad: Det kan vel ikke passe, at jeg under læsningen af en fantasifuld og velkonstrueret roman om så store spørgsmål som retfærdighed og kærlighed, hverken rives med eller morer mig synderligt? Jeg er den skyldige!
