Det er modernisme, snothvalp – Christina Hesselholdt SELSKABET GØR OP
Christina Hesselholdt afslutter (måske?) sin gravalvorlige fortællekreds om Camilla og hendes venner. Hun er født et århundrede for sent, men heldigvis for det!
Citat
Tilbage til søvnen… alligevel blev jeg, under en anden læges opsyn, eller mangel derpå, afhængig af disse tilsyneladende uskyldige ovale piller der er så svære at dele i to. Da jeg drejede nøglen om for mig selv og ikke ville tage flere fordi jeg var så svimmel om dagen at jeg slingrede som en beruset og flere gange satte mig ved siden af stolen i stedet for på den, kostede det fem nætters søvn, alle lyde skar, og jeg havde ingen hud, atmosfæren knitrede som vat og skrabede mod mine knogler og nerver.
Rohypnol betød udslettelse fra jordens overflade de næste ti timer. Min mor kan ikke have vidst at O.F. forsynede mig med disse piller. Eller også stolede hun på at jeg ville omgås dem med fornuft, hvad jeg også gjorde eftersom deres virkning var rædselsvækkende, omtrent som – først faldt en skygge (af tyngde) over mig, og øjeblikket efter greb fuglen mig med sine kløer og fløj mig bort til sin rede, fjernt fra verden og med en forsmag på død.
SELSKABET GØR OP kredser om døden. Døden og sovepiller. Sovepiller som i en forstand også kredser om døden, eller i hvert fald giver en ”forsmag” på den, ved deres evne til ”udslettelse fra jordens overflade” (se citatboks til højre). Døden er nemlig altings endeligt, der findes ikke noget efter-liv, og karaktererne i romanen forstår derfor verden som en slags binær computerkode: som enten 0 eller 1, døden eller livet. Her har vi udgangspunktet for tredje og (vist nok) sidste bog i fortællekredsen om Camilla og de andre rødder, SELSKABET GØR OP (med sådan en titel, tror man jo ikke for alvor på flere).
Christina Hesselholdt er både i tematik og stil præget af de store modernister fra sidste århundrede. Tematisk ved denne kredsen om døden som en uforsonlig, absurd størrelse, stilistisk ved at prosaen fremstår som en enorm bevidsthedsstrøm. Handlingen fortælles således gennem tankekæder og disses kringlen sig vej – springende eller fortabt i detaljen – forbi erindringer, strøtanker, sprogspil, citater fra bøger etc. Tankekæder, som er for lange og uoverskuelige til at referere her. Jeg vil derfor spare jer for et kedeligt prosareferat. I stedet vil jeg citere fra et tilfældigt sted i marginen på nogle tilfældige sider i bogen, hvor jeg nedfældede et par stikord for at orientere mig i alt det strømmende. De kommer her:
”ægteskab med Charles”, ”bruddet med Charles”, ”bolig”, ”Alma og Edward”, ”første, anden og tredje ejendomsmægler (bolig)”, ”spadseretur”, ”oprindelsen til bruddet”, ”styrtløb af senge”, ”Tenerifetur”, ”æsel”, ”ørneshow”, ”første møde med Charles”, ”post-breakup møde med Charles”, ”selvhjælpsbøger”, ”Malcolm Bradbury ekskurs”, ”ridning”, ”tre vielsesringe fra Charles”, ” Simone De Beauvoir maleri”, ”netbank”, ”ridning”, ”bolig”, ”sovepiller”, ”bolig”, ”ridning”.
Læg mærke til de tilbagevendende elementer: ”Charles”, ”boligsalg”, ”søvnløshed” (styrtløb af senge, sovepiller) og ”ridning”. Det er en form, der konstant snor sig ind og ud af tanker, bevæger sig i spiralerende gang rundt om det vigtige, kernen: hovedpersonen Camillas brud med sin syge mand Charles.
Tankerækkerne er ofte bygget op om et fast tematisk omdrejningspunkt, som røbes i starten af afsnittet, og som foranlediger hele bevidsthedsmylderet. Dette omdrejningspunkt har i denne afsluttende tredje bog altid en klar reference til den tidligere omtalte dr. død, den allestedsnærværende konstant i karakterernes liv. Altså kan man kalde det en tom kerne, da døden jo som sagt = 0. Fortællingen spinder sig rundt om den absurde tomhed med en smuk mønstret form. En mærkelig æstetisk mening skabes (måske) rundt om det tomme meningsløse. Er det ikke sådan, man vil definere modernismen i et leksikon?
Som sædvanligvis med Hesselholdt, er bogen helt igennem godt skrevet – klogt, tænksomt og med fuld indlevelse i alle de forskellige stemmer og bevidstheder, der findes i teksten. Af alle bøgerne i trilogien kan jeg nok bedst lide CAMILLA – OG RESTEN AF SELSKABET, måske fordi den med sine mange stemmer, og perspektiver på virkeligheden, balancerer så fint mellem den ungdommelige lethed fra nr. 1, CAMILLA AND THE HORSE, og den gravalvorlige fortvivlelse her i nr. 3.
