Det firedimensionale Århus kontrafaktisk set – Christian Haun HANS BROGES BAKKER
I Christian Hauns nye roman er tiden skruet tilbage til – og Hitlers Tredje Rige frem til – 1979.
Citat
– Snart efter var verden blevet et aarhusiansk arbejderkvarter med fortove der sugede én ned og skrabede knæene, kirkeklokker der ringede uden at folk gik i kirke, drenge der ville have at man skulle tale som de gjorde eller få tæv, en sur lugt nede fra havnen, duer der kurrede på tagene, piger der legede med ild, store grønne soldater indkvarteret i nærheden, en mørkhåret dreng med det sære navn Sebastian, varm og duftende damp ud af vinduerne på vaskeriet, hvide hundelorte lå for evigt på bestemte vindblæste gadehjørner, mænd der tisser øl ovre på torvet, folk som gemte ting i kældre og på tørrelofter, morfars rolige hænder når han sad i jordbærrene, hans egen mund der lærte at tale som de andre og selv begyndte at love tæv, spejdere der gik med kniv og sang om Gud og holdt sjove basarer i gården bag baptistkirken, en cykel som ville slå hul på hans pande, Falckfolk der spurgte hvor han boede, noget der manglede når solen gik ned, maden der mindede om hendes mad, en duft han bildte sig ind at kunne huske, mormor der besvimede med telefonrøret i hånden. Mørket har skjult dine spor.
Det er ikke helt tilfældigt, at den ene halvdel af hovedpersonsparret Snorre og Sebastian afslutter Christian Hauns nye roman med at kaste en skrivemaskine ud gennem vinduet.
Når man lever i et kontrafaktisk Danmark, besat af Tyskland på fyrretyvende år som en konsekvens af, at Hitlers krigsingeniører kom først med atombomben og destruerede Plymouth, ja så har man en uundgåelig trang til at bryde ud af den nazistiske propaganda. Det stramme overvågningsgreb, som nazisternes efterretningstjeneste holder befolkningen i, giver fantasien frit spil til at udforme idéer om, hvordan verden kunne være, uden besættelse, uden arbejdsløshed, uden historieforfalskning.
Det er dette tankespindets frie fald mod prallelle virkeligheder, som Snorre afslutningsvis må se i øjnene, og konsekvensen er en kylet skrivemaskine. Frihedsvisionerne løber simpelthen af med den unge rebel, og sammen med læseren ender han på vanviddets rand. Hauns komposition er så gedulgt og sumpet, at den lette og tilforladelige overflade med 160 små og letlæste sider tipper over i regulært surreelt mareridt mod slutningen.
Bogens store styrke er dens stramme komposition med to studenterkammerater, to efterretningskommissærer OG en meget hemmelig forfatter. Dynamikkerne mellem de parvise modsatte karaktertyper fungerer upåklageligt, og sammenholder vi det med Hauns tæft for spændingsopbygning, så kan man kun være begejstret. Helt fantastisk er Hauns kulørte realitetsspring, som f.eks. når Snorre i bogens indledning taler med sin kat og putter motorolie i håret – vel at mærke alt imens verden omkring Snorre synes afbalanceret og normal:
– Han kravlede hen og tændte for gasblusset som stod på to havefliser. De blå flammers hvislen var behagelig at vågne til. Katten smøg sig om hans ben og spurgte: ”Har du sovet godt?” ”Ja,” sagde han og lavede te.
Fair enough, det er da en høflig kat, men ærlig talt så ville jeg nok tage mere på vej, hvis en kat kom forbi i Risskov og spurgte, om jeg havde sovet godt. Men nej, Snorre og Haun er iskolde, og læseren er således allerede tidligt advaret om ”Tvivlens triumf” – titlen på HANS BROGES BAKKERs afsluttende del. Nå ja, nu vi er ved det, så henviser den sære titel HANS BROGES BAKKER til et haveanlæg i Århus, som er virkeligt nok – 18’eren kører lige igennem.
Hvis man må være uforbeholdent krævende og se stort på, at forfatteren øjensynligt har ønsket det anderledes, så kunne jeg godt have tænkt mig, at HANS BROGES BAKKER var mindst dobbelt så lang, og den ekstra plads var brugt på nøjagtige detaljer om livet i et nazistisk Danmark anno 1979. Detaljerne er der, men de er slet ikke grundige og talrige nok. F.eks. kunne jeg sagtens have tålt 50 sider på den konstruerede kendsgerning, at alle Europas jøder kujonagtigt stak af til USA og Rusland og altså slet ikke blev udryddet. I HANS BROGES BAKKER strejfes sådanne bombastiske øjenbrynshævere nonchalant og kortvarigt, og læseren sidder tilbage med et stort uforløst HVORDAN?
