Det forsømte efterår – Stig Dagerman EFTERÅR I TYSKLAND
Stig Dagermans fortællinger om Tysklands elendighed er med rette blevet en klassiker inden for reportagegenren. På usentimental og ikkedømmende vis beskrives et land og en befolkning i kampen for overlevelse lige efter Anden Verdenskrig.
Citat
I tyske byer hænder det ofte, at folk beder den fremmede bekræfte, at netop deres by er den mest nedbrændte, ødelagte og raserede i hele Tyskland. Det handler ikke om at finde en trøst midt i bedrøvelsen, selve bedrøvelsen er blevet en trøst. De samme mennesker bliver kede af det, når man fortæller dem, at man har set værre ting andre steder. Og måske har man ingen ret til det; enhver tysk by er værst, når man skal bo i den.
Stig Dagerman blev i 1946 sendt til Tyskland som journalist og reporter for den svenske avis Expressen. Under påskud af at skulle besøge sin kones familie kunne den ukendte forfatter rejse rundt i landet uden at blive hæmmet af de allierede besættelsesmagter. På Expressens redaktion øjnede man et scoop og håbede at få helt anderledes historier om Tyskland frem i lyset end hidtil skrevet. Dagerman fik fuldkomment frie hænder og erklærede at ville beskrive ‘de ubeskrivelige ting’. Det gør han så. Gennem brudstykker og fortællinger om menneskeskæbner i de allieredes besættelseszoner maler forfatteren et billede af et land i kaos under forsøget på genopbyggelse fra ruinerne i skyggen af nazismen. Og han skildrer en anden side af det traume, som stadig spøger den dag i dag.
I korte kapitler tager Dagerman dybe, eksistentielle emner op med stort mod og graver sig uden fordomme helt ned i den enkelte tyskers bevidsthed. Et godt eksempel på Dagermans ikkedømmende tilgang er scenen, hvor en fattig familie siger, at den lider større nød under de allieredes ledelse end under Hitler. Modsat mange af sine kolleger ser Dagerman det ikke som udtryk for egentlig nazisme, men sammenligner familien med en druknende, som altid vil sige, han havde det bedre på kajen end i vandet.
På den måde positionerer han sig skarpt imod de fleste af sin samtids journalister, som overfladisk stempler befolkningen, når de i ‘vrede, væmmelse og foragt hurtigt trækker sig ud af det ildelugtende rum, sætter sig ind i sin lejede engelske bil eller amerikanske jeep for en halv time senere over en drink eller et godt glas rigtig tysk øl i baren på pressehotellet at forfatte nogle betragtninger over emnet ’Nazismen lever i Tyskland’’.
Som læser bliver man ført med fra by til by, fra nord til syd. Til private hjem hos overklasse og sortbørshandlere. Til afnazificerings-afhøringer samt til store og små politiske forsamlinger. Man finder sig selv i oversvømmede kældre hos de ’kældermennesker’, som har mistet alt, og i ødelagte godsvogne med de, som er strandet, sendt tilbage fra et Sydtyskland, hvor man ikke længere vil vide af de evakuerede landsmænd fra nord.
Denne rejse beskrives så rammende, at man ikke kan andet end at blive revet med både af oplevelser og sprogbrug. For EFTERÅR I TYSKLAND er lige så meget et poetisk værk som en reportage. Der bliver leget med sproget, så fortabelsen fremstår knivskarp og uafrystelig. Ligeså de små lyspunkter, som synet af et friskt æble i et tog fuldt af hungrende mennesker. Desuden gør brugen af stærke metaforer og ordsammenstillinger, som f.eks. ’blødende og liderlige ruiner’, at man som læser må glædes over den drilske præcision, med hvilken forfatteren leger med sproget.
Dagerman blev af samtidens kritikerskare klandret for i bogen at indtage et politisk anarkistisk ståsted. Her kan man stadig sætte en finger. I sætninger, som forfatteren gør til almengyldige sandheder, beskrives, hvordan man kunne have undgået dette og hint. Et godt eksempel er kapitlet ‘En kold dag i München’, hvor Dagerman præsenterer en alt for letkøbt ide om vejen til et sundt demokrati. Dette ændrer dog ikke på, at EFTERÅR I TYSKLAND er et æstetisk smukt tidsbillede, og en bog som kan anbefales både som historisk og litterært indblik i den tyske ødelæggelse.
Fedt at Dagerman er blevet oversat! Og god anmeldelse. Nogle gange er fremmede korrespondenter eller forfattere de bedste observatører. Er man til skønlitteratur om emnet, kan jeg også anbefale Louis-Ferdinand Célines bøger ‘Fra det ene slot til det andet’, ‘Nord’ og især ‘Rigodon’. De tre bøger er Célines såkaldte ‘Tyskertrilogi’ om hans flugt op igennem et udbombet og sammenbrydende Tyskland. Der er en voldsom, impulsiv, eruptiv, ekspressionistisk og frem for alt dansende stemning i de bøger som ingen nøgtern beskrivelse kan fremmane.