Det franske appendiks – TUSIND OG ÉN NAT, BIND 6
Sjette og sidste bind af årtiets største danske bogbegivenhed er egentlig mest et appendiks til de fem første. Det gør det dog ikke (meget) dårligere.
Citat
Aladdin ventede ikke længe. Prinsessen ankom, og han så hende gennem en sprække, der var stor nok til, at han kunne se hende uden at blive opdaget. Hun havde et meget stort følge af tjenestepiger og eunukker, som gik ved siden af hende og bag hende. Da hun var tre-fire skridt fra døren ind til badet, fjernede hun sit slør, som generede hende meget, og da hun gik lige hen imod Aladdin, havde han således frit udsyn til hende.
Indtil da havde Aladdin ikke set andre utilslørede kvinder end sin mor. Men hun var gammel og havde aldrig været synderlig køn, så Aladdin havde ikke forestillet sig, at andre kvinder kunne være smukkere.
Det er i virkeligheden lidt af et snyde-bind, denne sjette og sidste del af Forlaget Vandkunstens uendeligt smukke maksimalbedrift af et bogerotisk mesterværk. Det tætteste de kommer på arabisk fortælletradition, er, at de er blevet overleveret mundtligt af en araber. På tærsklen til 1700-tallet fortalte syreren Hanna Diab eventyrerne om bl.a. Aladdin og Ali Baba til den franske orientalist Antoine Galland, som stod bag den første oversættelse af TUSIND OG ÉN NATS EVENTYR til fransk.
Galland skrev dem ned og skrev dem om og skrev dem ind i den europæiske bevidsthed, men i virkeligheden findes der ikke et skriftligt forlæg på arabisk til de eventyr, vi som børn har lært at elske som Disney-tegnefilm eller uhyggelige højtlæsningshistorier.
Derfor kommer sidste bind af den danske udgave, som følgerigtigt er oversat fra fransk, også til at virke som en form for ekstramateriale. Bevares, eventyrene er fantastiske i deres egen ret, men de er ret forskellige fra de arabiske, og dermed brydes den kontinuitet, der har ladet læseren suse igennem de første fem find, åndeløst, hastigt, heftigt, styrtende.
Den største og mest betydningsfulde forskel ligger i stilen. Gallands prosa skal tiltale et finere borgerskab i 1700-tallet, som vil forlystes, og som måske har faste forestillinger om, hvad der forventes af orienten. Derfor er teksten skanderet af fortællerens insisterende forklaringer af arabisk kultur og sædvane. Dette træk er man som læser blevet advaret om af oversætter Kim Witthoffs forord, men det er alligevel slående, hvor stor forskellen er mellem de arabiske og de franske eventyr. Der fortolkes lystigt hos Galland, og mange af de forhold, som fremlagdes som selvfølger i de første bind, må nu udlægges og kommenteres af en invasiv fortæller.
Det tager et stykke tid at vende sig til Gallands tungere stil. Den virker unødigt fastsurret til et ønske om at fremprovokere et vist billede af de østlige kulturer som ekstra orientalsk og eksotisk. For eksempel er det komplet ulogisk, at historien om Aladdin skal foregå i Kina, selvom alle personerne hedder Mustafa og beder til Allah om fredagen. Alt virker arabisk i eventyret om Aladdin, men det er alligevel henvist til Kina for at få det længere mod øst. Jo længere mod øst, jo mere eksotisk.
Fortælleren træder samtidig konstant i karakter som rejseleder, der guider til lokalkolorittens sædvaner og omegnens seværdigheder. Når hovedpersonerne ankommer til Kairo, tager de ikke som det første til suq’en, men hopper på den første karavane for at komme ud og se pyramiderne.
I starten virker dette træk ret forstyrrende på læseoplevelsen. Men som man får ædt sig ind på historierne, får den gode fortælling alligevel overtaget, og man lader sig rive med af historier, som til tider er næsten lige så uforudsigelige som de arabiske. Der er selvsagt ikke den samme tro på hverken skæbnen eller Gud, men visse steder bliver historierne lige så plastiske og overraskende som i de bedste arabiske eventyr.
Selvom det kommer til at virke som en art bonusmateriale, er Gallands fransk-syriske eventyr altså stadig fantastisk læsning. Dog er det ret uvist, om franskmanden selv ville kunne hutle sig igennem fulde tusind og én nat uden at blive halshugget. Galland er en god fortæller, ja, men han er uendeligt mange nætter fra Shahrazād. Hun er stadig denne udgivelses smukt skinnende perle.
Hvad skal man afslutningsvis knytte af kommentar til denne udgivelse? Er det overhovedet nødvendigt at sige mere? Værket taler fint for sig selv. Det er tidløse eventyr i en tidløs indpakning. Vi har som danske læsere fået en enestående mulighed. Ve den usling, som undlader at investere! Måtte der ikke findes ét eneste hjem i kongeriget uden dette rød-sorte, flammeskuende værk som tærskelvogter!
——————————
I ønsket om ikke at affærdige værket blot med en enkelt anmeldelses lovprisning, vil LitteraturNu løbende anmelde alle seks bind (alle 4560 sider!), så vi sikrer at en grundig og seriøs udgivelse også mødes af en tilstræbt grundig og seriøs kritik. Dette er sjette anmeldelse i en serie på seks.
For mig er det overraskende at der lige pludselig kommer en franskmand ind i disse eventyr, men også lidt komisk. Troels behandler heldigvis forfatteren til det sidste bind med respekt. Tak for nogle lærerige og smukt afstemte anmeldelser af dette store værk.