Det gør ikke rigtigt ondt – Juliane Preisler LYSE TIDER
Hvad gør man, når man ikke længere kan varme sig ved hjemmekonventionens lune kaminild? Når forestillingen om, hvordan virkeligheden burde se ud viser sig at være et vrængbillede? I romanen må hovedpersonerne vejen omkring alkoholens fortrængende rus.
Bogen udspiller sig som en krydshistorie mellem kvinden Dinna og den hjemløse Sander. Den skrider frem i den indre monologs brudte form, hvor sætningerne ikke fuldendes, men former sig som tanken i ikke altid logiske sproglige punktnedslag. Det tilfører den samfundsgrå historie et næsten poetisk anslag, som forhindrer den i at blive tung socialrealisme, og den peger på et af bogens temaer: at selv sproget har svært ved at indfange en klar, entydigt struktureret virkelighed. Men ind i mellem virker det som en lidt for tung og konstrueret pointe.
På samme måde er konstruktionen af de to personers ’tilfældige’ møde så tydelig, at det er svært at tro på. Det samme problem gælder plottets startpunkt. Er det virkelig troværdigt – selv inden for fiktionens univers? Dinna skal hente en forretningsforbindelse på Hovedbanegården, men han stikkes ned af to unge drenge. Sander overværer episoden og prøver forgæves at hjælpe. Mens Sander bliver på banegårdens bænk, kører Dinna hjem til sit hus, med højt til loftet og en kamin, der ikke dur, i den rige forstad. Her finder hun sin mand i seng med en blondine. Og så slår det klik for hende. Hun ender med en pose øl ved siden af Sander på banegården, hvor hun prøver at drikke sig ud af smerten. Mens manden og deres to børn tilsyneladende er mere eller mindre ligeglade. Og lige netop dét forekommer problematisk. Ikke at det åbenbart er så let at fjerne sig fra den konforme virkelighed, som hun vanemæssigt har levet i, men at der ikke er nogen personlige bånd, der knytter hende så tæt til den, at hun vil kæmpe for at blive der, bare ikke længere sammen med sin utro mand. Hun flygter fra en svigtende ægtemand, hun længes efter noget andet, det ved man fra begyndelsen, men svigter hun ikke også – sine børn? Men ingen leder efter hende og børnene accepterer uden megen undren, at hun forsøgsvis vender tilbage til dem langt senere.
Bogen har altså indlejret i sig en passivitet, som skurer sært mod dens postulat om at afsøge menneskelige grænser. Men måske er passiviteten så bogens kritik af det menneske, der tror det handler, skejer ud, lever på tværs af samfundet, mens det i virkeligheden bare fortrænger – ansvarsløst. Også historiens hjemløse lever i en drømmeverden.
Preisler er ikke ude i et socialkritisk ærinde. LYSE TIDER er ikke en politik samtidsroman. Den interesserer sig ikke for hjemløshed som samfundsproblem. Den er nysgerrig efter at afsøge, hvad der fører folk ud på kanten af samfundet. Desværre balancerer bogen bare ikke rigtig på kanten. Det er lidt for pænt lavet.
Historien om Dinnas og Sanders langsomme indkredsning af hinanden står stærkt i bogen. Det samme gør den sørgmuntre beskrivelse af hjemløse Sonja og Ivan. Det er ikke en bog man lige lægger fra sig. Men selvom det er i det fint underspillede forhold mellem Hovedbanegårdens flaskefolk, at romanens styrke ligger, så kradser de personlige historier ikke nok. Vi mærker simpelthen ikke rigtig smerten. Det er ikke fordi vi mangler blod, men det gør bare ikke rigtig ondt. Derfor forbliver LYSE TIDER lidt for sympatisk.
