Af | 3. november 2006

Det har aldrig været let at være pige – Curtis Sittenfeld KLASSE

Curtis Sittenfeld giver i KLASSE den berømmede amerikanske ’sociale mobilitet’ en ordentlig omgang i vridemaskinen og lader samtidig hånt om svagt nedsættende prædikater som ’chiclit’.

Citat

Jeg kunne mærke en trækning i mundvigen. At smile nu ville være det værste jeg kunne gøre; det ville gøre hende rasende. Men hun tog helt fejl. Hun tog helt fejl af alting, og selv om det var absurd, var det også smigrende. Jeg var ikke uengageret. Jeg var ikke uinteresseret. Aspeth ville i hvert fald ikke være venner med mig, og jeg var et af de mindst seje mennesker jeg kendte – det eneste jeg nogensinde gjorde, var at iagttage de andre elever og være nysgerrig omkring dem og være blændet af deres munterhed og knust over det uoverstigelige rum der var mellem os, min forfærdelige mangel på ro og lethed, min manglende evne til at være afslappet.

Det lille succesrige forlag Hr. Ferdinand (det er dem med Da Vinci Mysteriet) præsenterer i deres pressemateriale Curtis Sittenfelds debutroman KLASSE som ’chiclit’, dvs. litteratur i samme boldgade som Sex in the City og Desperate Housewives og hovedsageligt rettet mod et kvindeligt publikum. Det skulle kort sagt være en tøsebog, så overtegnede følte det unægtelig som om, at ulven blev sat til at vogte får, da jeg fik stukket bogen i hånden.

Bogens setup er enkelt. Vores hovedperson, Lee Fiora, søger og kommer ind på den prestigiøse overklassekostskole Ault. Da hun er vokset op i et middelklassehjem i Midtvesten, er scenen sat for et kulturmøde af dimensioner. Selvom Lee har været en selvsikker og dygtig elev hjemme i South Bend, Indiana, udvikler den følsomme og observante piges møde med den amerikanske overklasseungdom til en social og faglig underskudsforretning.

Fioras problem er, at hun i stedet for at investere sig selv, som den hun nu er, i livet på skolen, så fører hun en urentabel tilpasningspolitik, som hun ikke kan gennemføre, da hun ikke har den samme sociale og økonomiske baggrund som de andre elever. Hendes frygt for at blive afsløret som en outsider isolerer hende i stille og roligt som … ja, en outsider, som hverken hører til blandt de populære eller de upopulære elever.

De ansatser, der er til at få etableret en social omgangskreds, smuldrer mellem hænderne på hende, mens hun med stigende desperation forsøger at analysere sig til, om de givne muligheder vil være acceptable i skolens sociale overklasseunivers. Lee ender således med at fiksere sig selv i en passiv tilstand, hvor hun hverken kan tage imod de udstrakte hænder, der trods alt møder hende, eller selv række hånden ud. Således udgrænset af kostskolens sociale liv henslæber hun fire år af sit liv. Jo vist, der er da udsving, op- og nedture, men det overordnede billede af teenagepigens liv er mistrøstigt.

Hvad var da Lee Fioras fejl? Jo, hun forventede, at hun kunne udføre et socialt kvantespring fra sin opvæksts lunkne middelmådighed til Ault-skolens kostbart friserede plæner ved at lurepasse, ved ikke at stikke ud. Men hvad hun ikke havde med i sine beregninger var, at når det unormale (overklassen) bliver det normale, så bliver normalen (middelklassen) unormal. Ved ikke at dyrke denne tildelte unormalitet endte hun mellem stolen med de rige børn på den ene side og stolen med de excentriske minoriteter, så som sorte, hispanics, homoseksuelle og LMK’ere (Lavere MiddelKlasse) på den anden.

Ved endt læsning er spørgsmålet så, om det så er ’chiclit’, man sidder med i hænderne? Med mit begrænsede kendskab til fænomenet, så nej. Ganske vist handler bogen om en pige, og læseren (især den mandlige) får et utilsløret blik ind i en teenagepiges indre, men Curtis Sittenfeld vil med KLASSE meget mere end at beskrive en ung piges kamp med livet. Hun vil først og fremmest beskrive og problematisere en grundsten i den amerikanske drøm, nemlig den sociale mobilitet og de barrierer, der hersker mellem de forskellige økonomiske, etniske, seksuelle grupperinger i samfundet. Hendes genistreg er, at hun giver rollen som den utilpassede i det mikrokosmos, som Ault udgør, til noget så ukontroversielt og ærkeamerikansk som en hvid middelklassepige fra midtvesten.

Alt i alt er det altså en anbefalelsesværdig bog, der handler om store sociale spørgsmål. Men når det så er sagt, så beder jeg inderligt om ikke at blive genfødt som en usikker teenagepige … for de har det sandt for dyden ikke let!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også