Det hele er formering – Ursula Andkjær Olsen DET 3. ÅRTUSINDES HJERTE
Ursula Andkjær Olsens bog fra efteråret – DET 3. ÅRTUSINDES HJERTE – er kosmologi, kvindekøn, kapitalismekritik og kragetær. På én gang.
Det jeg forsikres om, når jeg læser DET 3. ÅRTUSINDES HJERTE, er, at det er det helt friske, dette er fremtiden, dette er det endnu ikke skrevne og i hvert fald dét, der ikke er skrevet på den måde endnu.
Andkjær Olsen og lyst har altid været nært forbundne. Fra at have været orienteret efter kvikhed, opblæsthed og til tider liderlighed er lysten i den nye bog indskrevet i en forplantningslogik: ‘I vækker ikke mine drømme om sammensmeltning i mig: Jeres sæd gør’, lyder det hæst fra matriarkatet. Kvinde – nu mor, kunne vi også sige.
Der følger en alvor, en bevidsthed om tab og forgængelighed med, når lyst forbindes med forplantning. Andkjær Olsen digter i dedikerede kapitler om svangerskab med både forstadier (determineret forplantningfokus) og levering (graviditet, fødsel og amning), og en urkvinde tilvejebringes så animerende, at alle læsere vil tro sig gravide.
Fejringen af kvindekønnet er imidlertid flankeret af et fortættet mørke:
– Når jeg ligger på ryggen og græder, løber tårerne via tindingen ind i øregangene. Når trykket bliver højt nok, vil væsken presses tilbage op i tårekanalen, og jeg kan ligge sådan, som et lukket kredsløb, lydløs jubel, springvand, i flere tusind år.
Hvad laver ‘lydløs jubel’ på afgrundens rand? Holder vi et øjeblik fast i den pedantiske (og Stom P-agtige) udredning af tårernes re-løb imod tyngdekraften, fremstår gråden ikke som en jublens modsætning, men som dens nære slægtning. Dette er SÅ meget mere ‘grædende’ end de følelsesramte, ‘autentiske’ øjeblikke, som TV-mediet sukker efter.
Formering er det princip, som Andkjær Olsen forfølger i femi-biologisk, men også i tekstuel og kapitalistisk og kosmologisk forstand, og alle disse niveauer kværner nogenledes samtidig og overraskende sammenhængende.
Som den prætentiøse titel indikerer, er ambitionen en form for samtidsdiagnostik. Andkjær Olsen kredser om kroppen: På den ene side et fast holdepunkt, på den anden side en udvekslende, udflydende, distribueret ‘strøm’. Kroppen opretholder jeg’et over for samfundet, men ud af denne forankrende krop strømmer (ikke blot kasserede affaldsophobninger) men også skabende, indvirkende, deltagende tårer, sæd, blod, menstruation, modermælk.
Det statiske synes dynamisk, det mandlige synes kvindeligt, orden synes som kaos i et nøgternt sprog, der, når billeder alligevel leveres, fremstår klichéfrit, skurrende og frem for alt nyt. DET 3. ÅRTUSINDES HJERTE er ordnet i kapitler med korte og afsluttede tekststykker (mange på en enkelt linje, ingen over en side). Begreber, ordvalg, vendinger bevæger sig som konstanter på tværs af denne opdelte og bid for bid sløjfebindende struktur. Gentagelse og modulering er anderledes sagt den tekstmodus, som nedbrydningen af modsætninger må antage. Selvom Andkjær Olsen i sit regelløse gebet befinder sig langt derfra, kommer jeg til at tænke på sonetkrans og systemdigtning. Men sidst og allersidst tænker jeg på graviditet.
