Af | 28. februar 2007

Det ikke frøken Smilla, det her er meget vildere! – Kim Leine KALAK

Debutroman om misbrug for påskønnere af sproglig elegance – ikke for sarte sjæle.

Citat

Aldrig mere. Det er mit løfte. Men løfter man afgiver til sig selv er det ingen sag at bryde. Allerede en af de første dage i Oslo dæmrer det for mig hvilken vej det går. I en natlig drøm finder jeg et pilleglas fuldt af kodein. Det står på en ståldisk i et blåligt oplyst rum med flisevægge. Jeg løfter det op, vrider låget af og tømmer indholdet direkte ned i halsen. Jeg ser ned ad min krop. Den bliver geleagtig, fluorescerende, ektoplasmatisk. Så opløser jeg mig til en sværm og svæver ud gennem et lukket vindue, højt over en parkeringsplads, hvor en komite af sortklædte mænd med dokumentmapper står i snorlige geledder.

Lad det være sagt med det samme: Kim Leines erindringsroman – forfatterens debut – er en ualmindelig smuk, modig og vigtig bog. Erindringerne tager sit afsæt, da den syttenårige Kim forlader sin mor og stedfar i den norske bygd af Jehovas vidner, hvor han er vokset op. Faren, en belæst, dansk frisør med kunstneriske forfatterambitioner, blev ekskommunikeret for år tilbage, da den homoseksuelle nebengesjæft, som foregik i frisørsalonens baglokaler, i sin tid blev for meget for ældsterådet.

At opsøge faren viser sig imidlertid at være den største fejltagelse i Kims liv. Nu starter nemlig et årelangt seksuelt misbrug af den kærlighedshungrende og seksuelt forvirrede teenager. Det incestuøse forhold bliver den tunge hemmelighed, som Kim fremover forsøger at fortrænge og dulme med et excessivt forbrug af alt fra kvinder, stoffer, alkohol, mad og cigaretter. Han indgår et bekvemmelighedsægteskab, får børn, uddanner sig til sygeplejerske og flytter til Grønland for at starte på en frisk. Den blodskamsplettede fortid forfølger ham imidlertid, og rastløsheden bliver en indgroet del af hans personlighed. Afbrudt af perioder af asketisk normalitet får vi nu historien om Kims omflakkende deroute og destruktive vej ud i diverse former for misbrug.

Man kunne få det indtryk, at Leines erindringsroman ”bare” er et individuelt eksorcistisk projekt, men det er den ikke. KALAK er nemlig i lige så høj grad en vigtig samtidsroman. Her tænker jeg især på den befriende usentimentale skildring af det moderne Grønland, som er det sted, hvor størstedelen af romanen foregår. Det anerkendende kælenavn kalak, som betyder ”skide grønlænder”, får Leine af en grøndlandsk veninde, og når Leine beskriver Grønland, sker det netop som en ”kalak”, dvs. uden bekvem distanceret sagtmodig og pladderhumanistisk indignation, men i ægte solidaritet – på godt og ondt – med et misbrugt og misbrugende folk. Anderledes troværdigt, barskt og kærligt end eksempelvis hos Peter Høeg er det, når den grønlandsktalende Leine, der (pardon my French) har kneppet sig hele vejen fra Nuuk og op og ned ad østkysten samt været genuint grøndlænderstiv til musikmik, fortæller om Grønland.

Romanens måske største styrke er imidlertid sproget. Leine skriver lige så rent og krystalklart som indlandsisen om menneskeverdenens mest urene og beskidte fænomener: incest, vold, mord, stof- og alkoholmisbrug. Sprogbeherskelsen er nærmest sublim, og der er ikke noget at udsætte på en eneste sætning. KALAK er en slags socialrealistisk dokumentarisme i en på en gang poetisk og præcis sproglig indpakning. Jeg tror en rigtig forfatter er født og håber, der kommer mere.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også