Det indre drama – Vibeke Grønfeldt I MIN TID
Grønfeldt fravælger det ydre drama og lader i stedet sin bog stå og falde med hovedpersonen. Desværre kan denne ikke bære ansvaret.
Citat
Så skiftede lyset, som det skifter. Særlig så tæt på havet. Skyer, tåger, gus kommer drivende, sollys brænder igennem og blænder hvidt eller flammegult. Dag efter dag efter nætterne. Kulde og varme gennem alting. Humøret skifter. Stemningen er som en spand under en dryppende pumpetud, tungere og tungere for hver dråbe, til den flyder over uden mål og med, til der endelig kommer nogen og tømmer den og svinger den i luften.
I MIN TID er, med et nu hævdvundet udtryk, en selvstændig fortsættelse til MINDET fra 2005. Hovedpersonen og fortælleren er Agate, der i løbet af bogen bliver gift og får et barn. Romanen handler ikke om noget, eller, jo, den handler om den unge kvinde Agate et sted på landet i 1930’ernes Danmark, men der er intet plot, ingen spændingskurve, ingen egentlige konflikter. Dramaet plejer at være det første virkemiddel en romanforfatter benytter for at få sin læser til at læse videre, men Vibeke Grønfeldt er en modig forfatter, der stilistisk og formmæssigt altid forsøger at udvikle sig og finde det særlige udtryk til hver bog.
Det betyder, at I MIN TID helt og holdent er knyttet til Agates fortællestemme, eller snarere tanker, for hun gør intet for at præsentere scene og personer. Hun forsøger netop ikke at fortælle til en anden, læseren dumper blot ind i hendes hoved og verden. Fra første side slynges der indforstået navne ud, og man må selv langsomt få brikkerne til at falde på plads. Dialogen bliver ofte gengivet uden afsender på udsagnene, og kan derfor også være svær at følge med i.
Agate sanser vind og vejr stærkt, det præger hendes dagligdag og sprog. Et andet markant træk ved hendes sprog er ordlegene og remserne, der tit løber løbsk for hende og hurtigt bliver enerverende:
– Flugt og jag, sikke en dag, siger jeg. – Klag over slag. Plag for et flag.
Hun er en ivrig og nådesløs betragter af det samfund, hun er en del af. Hendes domme om andre er hårde, men i de fleste tilfælde, fx når det gælder at være udspekuleret eller promiskuøs, har hun selv en rem af huden. Hun kommer fra en bondefamilie, hvor tingene går godt. Faktisk så godt at mens krisen for alvor bider sig fast i 30’erne, kan hendes familie nyde godt af andres fallit og udvide besiddelserne. Som stærkt medlem i en ekspanderende slægt tilegner Agate sig visse tidstypiske ideer om arvelighedslære. Om en pige, der har et godt øje til hendes bror Johannes, tænker Agate:
– Hun er ham ikke værdig. Ikke os. Deres afkom ville blive tilfældige unger mellem tilfældige unger.
At lade sin hovedperson være på vej mod nazismen, uden at skildre hende som usympatisk eller sindssyg, er også et modigt træk hos Grønfeldt. Ethvert brud på opdelingen af verden i gode og onde gør tingene mere relevante og interessante. Mens dette greb fungerer, får betoningen af det tidstypiske andre steder for meget. Ind i mellem bliver beskrivelserne, af fx høstarbejdet, så grundige, at det virker som om, forfatteren primært vil vise, hvor godt researchet bogen er. Det levendegør ikke datiden, men understreger at I MIN TID ikke er fra, men om 30’ernes Danmark.
Grønfeldt knytter hele bogens succes til sin hovedperson: Er hun interessant nok til at bære 350 sider alene? Fra mit synspunkt er svaret nej. At bogen er velskrevet og skabt af en egensindig og dristig forfatter kan bære langt, men ikke hele vejen. Efterhånden blev det svært at fastholde koncentrationen, og den sidste halvdel tog lang tid at læse. Jeg savnede det ydre drama.
