Det’ Juul, det’ cool – Pia Juul INDTIL VIDERE
Pia Juuls poesi er lun og cool og finurlig og fed. Kort sagt, den er juulsk.
*
Min onkel Hector sagde
(men det har jeg nok fortalt dig før)
Han var på vej ned fra Højen
Han havde solen i øjnene
så sagde han
da børnene kom løbende forbi
Han sagde
nej han sagde
Børnene kom løbende
Så sagde han det som
Knud engang havde sagt
på en anden måde
Her siger jeg det selv igen
Jeg kan se ham tydeligt
med solen i øjnene
syrenerne på Højen
denne duft om onkel Hector
Desuden gjore han altid
sådan med hånden
Sådan
Det er ingen hemmelighed, at Pia Juul skriver gode digte. Og uden at fornærme nogen, kan man vist også sige, at hun, sammenlignet med andre fra den såkaldte firsergeneration, fremstår noget mere moderne i dag. Ikke et ondt ord om Strunge, Tafdrup og Thomsen, men très à la mode er den patostunge hylen mod fuldmånen altså ikke, for nu at sige det lidt firkantet. Pia Juuls digte, derimod, er helt nede på jorden. Og når hun hyler mod månen, er det altid med et glimt i øjet, krydsede fingre og tungen solidt plantet i kinden. Som i dette digt fra HELT I SKOVEN (2005), hvor Jeget lægger storladent ud, men afbryder sig selv med det samme:
– Skoven ligner en katedral!/Næh, er det sandt? Har/andre sagt det før,/jamen, hvad skal jeg så sige?
Otte digtsamlinger er det blevet til for Pia Juul. Indtil videre. For det dejlige ved titlen på de samlede digte er selvfølgelig, at den lover, at der nok skal komme flere; forfatteren fylder jo kun halvtreds. Men selv om der er tale om allerede udgivne ord, er der alligvel noget, som i hvert fald for denne anmelder er næsten nyt. Som en gave i cornflakespakken indeholder INDTIL VIDERE nemlig den berusende og oulipo’ske ADRESSER, der udkom på Basilisk for ti år siden, og som for længst er udsolgt fra forlaget og i øvrigt umulig at opdrive antikvarisk. Jeg vil ikke røbe, hvordan man knækker koden til digtene, men det er noget med forbogstaver. Tænk også på titlen.
Det er vanskeligt at sætte en finger på, hvad det er, der gør Pia Juuls poesi så cool, og det er nok derfor så mange anmeldere tyr til prædikatet ’juulsk’, når de skal forsøge at indramme forfatterens stil. Men egentlig giver det ingen mening, at kalde Juuls poesi for juulsk, skriver Elisabeth Friis i sin monografi PIA JUUL, der udkommer samtidig med de samlede digte. Havde det nu været Naja Marie Aidts poesi, der var juulsk (hvilket den ofte er), havde sagen været en anden. Men at Juuls poesi er juulsk, tro da fanden. Og ved at bruge begrebet undgår man at forholde sig til, hvori det juulske består, skriver Friis.
Det har hun til gengæld selv en række gode bud på. I et levende sprog forklarer Friis blandt andet, hvordan Juuls karakterer og lyriske Jeg’er er ’kommunikationsnægtere’, der ikke formår at sige tingene lige ud, og egentlig heller ikke er synderligt interesserede i det. Som i det frustrerende fede digt om onkel Hector fra SAGDE JEG, SIGER JEG, hvor Jeget i stor stil holder læseren for nar ved aldrig at sige, hvad det var, onkel Hector sagde. Og hvordan i helvede skal vi vide, hvordan det var, han gjorde med hånden (se digtet til højre)!
Anden del af Friis’ bog er bedst. Her viser hun gennem en håndfuld nærlæsninger af digte, hvilken glimrende læser hun er. Man får øre for flerstemmigheden i Juuls poesi, og man får ørerne op for, hvordan hun ynder at tage ordene på ordet. At hunden ligger begravet, er ikke bare en talemåde i Juuls univers. Det er en begravet hund. Dét og meget andet lærer man i selskab med Friis, og først og fremmest får man lyst til at læse meget mere Juul.
