Af | 17. april 2009

Det kan man kun gisne om – Sanne Udsen STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN og Qvist & Mortensen STEIN

Hvis du var for julestresset til at få læst om den meget omtalte svindelsag i danske IT Factory i december 2008, giver to bøger om sagen dig mulighed for at blive opdateret. Ved hjælp af gætterier og antydninger får de bedrevet et karaktermord på Stein Bagger, der dog forbliver en karikatur.

Citat

Selvtilliden stråler ud af ham. Han er uhyre elegant klædt i et blankt, skræddersyet jakkesæt. Skjorten er kridhvid, kostskole-nystrøget. Slipset på én gang konservativt og flashy, perfekt matchende habitjakken. Slipseknuden stram, millimeterpræcis.
Han ligner en fyr, man kan stole på. En fyr, der er værd at følge.
Men der er også noget andet.
Noget ukontrollabelt, noget rovdyr over hans bredskuldrede udstråling. På én gang gadedreng og gentleman, men også noget barnagtigt.
Han minder om de atleter, som sponsorerne beder om at klæde sig pænt på til en gallafest. Mørk energi ulmer under skjorten og det artige slips.

(Fra Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensens STEIN)

Den 24. november 2008 kårede magasinet Computerworld IT Factory som bedste it-virksomhed, og den 27. november mødtes ni hundrede mennesker i Bellacentret for at fejre ’The Entrepreneur of the Year 2008’, en pris der også gik til direktør Stein Bagger og hans succesfulde firma. Det var kulminationen på nogle få år med voldsom vækst.

Men den 1. december er det hele slut. Offentligheden får kendskab til svindel for mange millioner og direktøren for det hele er forsvundet. Den 6. december melder Stein Bagger sig til politiet i Los Angeles, der den 16. december sender ham med flyet til Danmark. Mediernes store interesse i sagen kommer bl.a. til udtryk i, at vi ved, at han spiser kylling under overfarten.

Det er en historie om bedrageri, dyre biler, forbindelser til rockermiljøet, falske eksamensbeviser og enorme formuer, der forsvinder ligeså hurtigt, som de dukkede op. Det er journalistisk set en god historie. Det har journalisterne Niels Ole Qvist og Morten Nøhr Mortensen, der har skrevet bogen STEIN, og forfatteren til flere erhvervsrelaterede bøger, Sanne Udsen, i hvert fald ment. Udsens bog hedder STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN.

Bøgerne er skrevet i stor hast. Sagen er jo end ikke et halvt år gammel, og på mange områder har vi stadig langt flere spørgsmål end svar. Det bærer bøgerne naturligvis præg af: de er genremæssigt forvoksede avis-features, der forholder sig til begivenhederne, stort set imens de sker. Grundlæggende fortæller de historien, som vi indtil nu kender den, udmærket, men uden de store overraskelser.

STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN er den mest analytiske af de to udgivelser; den går i langt højere grad i dybden med de erhvervsmæssige detaljer, bl.a. lykkes det den fint at forklare, hvori Stein Baggers svindel bestod – noget som Qvist & Mortensen skøjter hurtigt henover. Til gengæld har STEIN en langt mere flydende stil, der i bogens første del udfolder sagen næsten som et krimiplot, og på trods af et storforbrug af pompøse adjektiver, undgår de det værste SMS/talesprog, som Sanne Udsen derimod ikke er bange for. Om Bestyrelsesformanden i IT Factory, der i sin karriere havde været lidt for kreativ i nogle af sine tidligere jobs, hedder det eksempelvis:

– Måske er der tale om, at en kombination af grådighed og selvovervurdering har ledt Asger Jensby til at tro, at han ikke ville blive opdaget. Hmmm…måske, men burde han så ikke lære af sine fejltagelser?

Desuden illustrerer citatet det største problem med begge bøger: de uforholdsvis mange gæt, gisninger og halve konklusioner.

Mortensen & Qvists STEIN (hvis undertitel er ’bogen om Stein Bagger’) formår aldrig virkelig at forklare læseren, hvordan det var muligt for en knægt, der droppede ud af 10. klasse, at blive direktør for et foretagende som IT Factory, selvom opvæksten i Frederiksværk med skilsmisse og faderkompleks får alt, hvad den kan trække.

Heller ikke for Sanne Udsen lykkes det. I STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN skriver hun ligeud, at vi ikke kan vide, om Stein Bagger er psykopat (som bedragede venner har påstået) – og at en eventuel diagnose må overlades til fagfolk. Alligevel bruger hun næsten 20 sider til en beskrivelse af psykopater, deres adfærd og hvordan vi kan genkende dem. Hvad mon hun antyder?

Både STEIN og STEIN OG DRØMMEFABRIKKEN beretter om hændelsesforløbet og dets medspillere på en rimelig måde, og den første af bøgerne endda ret underholdende. På trods af dette mislykkes det for begge udgivelser at nå ind til personen Stein og hans motiver, hvilket ganske enkelt får begge projekter til at kæntre, fordi de i høj grad har gjort netop dette til deres ærinde. Forfatterne synes at mene, at om det man ikke kan tale, må man gisne. Det gør de så, og det er ikke altid lige kønt. Hvorvidt bøger som disse overhovedet kan skrives uden et festfyrværkeri af gætterier, er dog en anden sag.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Biografi,

Læs også